Øje for øje | Våbenkontrol

USA har gennem årtier været plaget af skoleskyderier, og kuglerne er nu også rykket ind i klasselokalerne med myndighedernes accept. Det er Kasey Hansen bevis på.

Den unge dame bøjer knæene, skyder bagdelen bagud og trækker hurtigt sin pistol, mens hun sigter mod skydeskiven i det fjerne og råber “Hænderne op, smid dit våben,” inden hun trykker af.
Kasey forbereder sig med ord og et lille fingerklem på en situation, hun håber, hun aldrig får brug for uden for skydebanen. Men som skolelærer er hun om nødvendigt parat til også at sende en kugle hen ad skolegangen.

Kasey er blot en af mange amerikanske lærere, der møder bevæbnet op på arbejde efter mere end et årti med voldsomme skoleskyderier. Blandt de mest kendte skoleskyderier er Adam Lanzas angreb på skolen Sandy Hook i byen Newton, hvor han skød 26 mennesker, heraf tyve elever. De yngste var blot seks år.

En lang række amerikanske stater tillader derfor i dag, at lærerne må bære våben under undervisningen, så de hurtigt kan besvare en eventuel angribers kugler med kugler. Og da der siden årtusindeskiftet har været over 50 skoleskyderier i USA, er Kasey forberedt på det værste.

“Jeg vil stille mig i vejen for enhver kugle og for enhver elev, der er under min beskyttelse. Alle lærere burde være bevæbnede. Vi er de nærmeste til at forsvare eleverne. Går en person amok, kan han nå at tage adskillige elevers liv, før politiet når frem. Men vi lærere kan være med til at redde deres liv, hvis vi er bevæbnede,” fortæller Kasey, der fik lyst til at købe en pistol i samme øjeblik, hun hørte om massakren på skolen Sandy Hook i Newton.

Og Kasey finder stor opbakning til at bevæbne sig blandt sine landsmænd. Ifølge Gallup føler seks ud af ti amerikanere sig mere sikre med et skydevåben i deres hjem, hvilket er næsten en fordobling i forhold til ved indgangen til dette årtusinde.

De mange skydevåben bruges dog ikke alene til forsvar. Hvert år dræber skydevåben næsten 50.000 amerikanere. Mange myrdes, mens andre begår selvmord eller er så uheldige at dø af vådeskud. Og ifølge organisationen Brady Campaign, der har til hensigt at begrænse udbredelsen af våben i det amerikanske samfund, rammes årligt næsten 110.000 amerikanere af en kugle. Over halvdelen i forbindelse med overfald. Og skudhuller er da også blevet en naturlig del af den amerikanske bevidsthed. En ud af tre amerikanere kender en person, der er blevet skudt.
Alligevel mener de fleste amerikanere, at det er vigtigere at beskytte folks ret til at købe våben end at begrænse deres muligheder. For næsten seks ud af ti amerikanere mener, at der er blevet mere kriminalitet i samfundet, som man må beskytte sig mod, om end antallet af forbrydelser reelt set er halveret de seneste tyve år.

Julia Wyman er direktør i organisationen States United to Prevent Gun Violence, der repræsenterer mere end 150.000 græsrødder i 27 amerikanske stater. Tallene overrasker ikke hende, for tilhængerne af våben har med held propaganderet for, at våben i privates hænder er en nødvendighed.
“Våbenlobbyen siger altid, at løsningen på problemet med kriminelle, der skyder andre, er at købe endnu flere våben for at kunne beskytte sig. Men virkeligheden er, at våben ikke skaber et sikkert samfund, og våben gør os ikke mere trygge. Tværtimod er vi nødt til at reducere antallet af våben for at beskytte os,” siger Julia Wyman.
Specielt vækker mere end 11.300 årlige mord alene ved brug af skydevåben nervøsitet blandt mange amerikanere, og det får mange til at bevæbne sig, når de færdes i det offentlige rum, uanset om de arbejder, shopper eller jogger.

“Vi har ifølge vores konstitution en ret til at bevæbne os, så vi kan beskytte vores ejendom. Men våben hører ikke hjemme i vores gader, medmindre de bæres af politiet eller vagter. Våbenentusiaster mener derimod, at en befolkning, der også er bevæbnet i gaderne, hjælper til at afskrække forbrydere,” siger Julia Wyman, som afviser den påstand med henvisning til, at amerikanerne allerede ejer op mod 300 millioner skydevåben, og alligevel er landets mordrater tårnhøje.

Amerikanerne er tyve gange mere udsat for at blive mordofre end borgerne i 22 andre vestlige lande, som amerikanerne normalt sammenligner sig med i forhold til velstand og befolkning.
Frygten for at blive ofre for kriminalitet har imidlertid fået mange amerikanere til at udøve selvtægt i mødet med en potentiel forbryder. Og ofte med statens billigelse.
Stand Your Ground hedder loven, der tillader borgere at dræbe i selvforsvar, hvis en anden bringer dit liv i fare gennem en forbrydelse eller trussel herom. Hver dag bliver mindst én amerikansk borger dræbt af en anden med henvisning til Stand Your Ground. Altid ved brug af et skydevåben.

Formålet med loven er, at de lovlydige borgere kan vende frygtens tyranni mod tyrannen selv. Og ifølge en undersøgelse fra 2013 udført af Quinnipiac University er amerikanerne tilhængere af loven. Over halvdelen af befolkningen bakker op om loven, mens det blandt amerikanere, som ejer våben, er næsten syv ud af ti. Hovedsageligt hvide amerikanske mænd. Næsten halvdelen af dem ejer våben, og ofte er det børn, som bliver ofre for skydevåbnene.

Mere end et ud af fem børn under 18 år har været vidne til et skyderi. Og hvert år bliver over 2500 børn og unge skuddræbt, hvilket betyder, at blandt ulykker udgør kun trafikulykker en hyppigere dødsårsag for amerikanske børn end skydevåben. Herudover såres årligt 17.000 børn af skud.

“Der er altså al mulig grund til at reducere våben for at beskytte vores børn og andre, som kan finde på at skade sig selv,” siger Julia Wyman.
Imidlertid vælger mere end hver tredje amerikaner alligevel at bevæbne sig. Og uanset om det er lovlydige borgere eller lovbrydere, så anskaffer de som oftest skydevåbnene med forklaring om, at de skal kunne beskytte sig. Ann Marie er dog ikke i tvivl. Den enes beskyttelse bliver den andens død. Og hun betalte selv den højeste pris, da hun begravede sønnen Brian, som blev skudt af en legekammerat.

Missionæren:
Legekammeraten skød sønnen
Ann Marie Crowell, 61 år | Mor til skuddræbt

Saugus, Massachusetts, juli 2015
“Brians sidste ord var, at han ikke kunne forstå, hvorfor hans legekammerat havde skudt ham,” siger Ann Marie Crowell.
Kuglen ramte Brian i nakken i samme øjeblik, han lagde telefonrøret på. Forinden havde den 12-årige dreng aftalt med sin søster, at han skulle komme hjem og hjælpe familien med at pynte juletræet. Brian nåede aldrig længere end til legekammeratens stue, hvor han kollapsede, mens han fremstammede de undrende ord, som legekammeraten senere gengav for Ann Marie.
For mens Brian havde talt i telefon med søsteren, havde legekammeraten hentet sin mors pistol.

“Tredje gang vennen havde forsøgt at spænde hanen, gik pistolen af. Den juleaften døde en del af os, da vi mistede vores lille søn,” fortæller Ann Marie.
Vennen havde få dage tidligere fundet pistolen mellem madrasserne, hvor moren opbevarede den. Pistolen skulle beskytte moren mod en voldelig eksmand, men i stedet tog den Brians liv.
Før legekammeraten havde spændt hanen, havde han fjernet de fem kugler, som han kunne se i tromlen. Hvad han ikke vidste var, at der gemte sig en sjette kugle i kammeret. Og da han rettede pistolen mod Brians nakke og trykkede af, var det uvidende om de dødelige konsekvenser, som den barnlige leg ville få. Kuglen gik gennem Brians nakke og fortsatte, så den flænsede den lille drengs brystkasse.

“Jeg var på arbejde, da jeg modtog et opkald om, at jeg skulle skynde mig på hospitalet. Der var sket en ulykke. Og som mor til en 12-årig dreng tænkte jeg, at han nok var faldet på sit skateboard eller måske havde brækket benet. Ikke noget så alvorligt,” fortæller Ann Marie, der ankom til hospitalet, samtidig med at lægerne bragt sønnen ind på operationsstuen.
Det eneste glimt, hun fik af sønnen, var, da lægerne hastede forbi med ham liggende livløs på en båre.

“Synet af ham vil hænge fast i mine tanker for evigt. Jeg kunne med det samme se, at den var helt gal. Jeg bad til, at lægerne måtte gøre alt, de kunne, for at redde vores søn,” fortæller Ann Marie.

Da lægerne kom ud fra operationsstuen to timer senere, havde de dog opgivet at forlænge sønnens liv, og hvis forældrene ønskede at sige farvel, skulle de skynde sig.
“De fortalte, at han havde få åndedrag tilbage, og da vi havde siddet ved Brians side i fem minutter, trak han vejret for sidste gang,” fortæller Ann Marie om dagen, hvor familien normalt samledes om juletræet.

“I stedet samledes vi nu om den tragiske afslutning på vores smukke søns liv. Og vi åbnede ikke gaver. Vi tog i lighuset for at vælge en kiste til Brian,” siger Ann Marie, der dog har et sødt minde om sønnens sidste ord.

“Jeg elsker dig, mor,” sagde han.
Ordene faldt, da Brian tidligere på dagen havde ringet til moren på arbejdet for at få hendes tilladelse til at aflægge kammeraten det besøg, der skulle koste ham livet.

“Brian var altid så sød og omsorgsfuld. Han trøstede os andre, når vi havde brug for det. Og jeg glemmer aldrig hans ærlighed. Spurgte hans lærer, hvorfor han ikke havde lavet lektier, svarede han altid ærligt, at han havde haft sjovere ting at lave. Han kunne ikke lyve, og man kan i hvert fald ikke skælde et barn ud for at være ærlig,” siger Ann Marie, der efter sønnens død indså, hvor positivt et indtryk Brian havde efterladt blandt både voksne og børn.

“Han var den type, der stoppede op og spurgte interesseret til andre. Han havde sågar fået en 80-årig ven, som han havde vist omsorg for, da han mødte vedkommende på sin vej til videobutikken. Han var vennernes ven, og han spurgte konstant til, hvordan jeg havde det,” fortæller Ann Marie, der også har gjort en anden erkendelse efter sønnens død.

“Vi tager vores børn for givet. Jeg hører hele tiden forældre sige, at deres børn driver dem til vanvid. Men jeg ville give alt for, at Brian kunne være her i dag og drive mig til vanvid,” siger Ann Marie.

Efter sønnens død kæmpede hun sammen med sin ægtemand en svær kamp for at genfinde lysten til livet, samtidig med at de skulle hjælpe Brians søster og bror gennem tragedien.
“Alle i familien har lidt. Alle de steder, hvor Brian fyldte vores liv, er der i dag efterladt et hul,” fortæller Ann Marie.

Få dage efter tragedien ringede legekammeratens mor for at kondolere og undskylde. Hun påtog sig det fulde ansvar for Brians død og forklarede, at hun havde købt pistolen for at kunne beskytte sig mod en eksmand. Pistolen lå mellem to madrasser, og kvindens søn havde fundet den, da de havde gjort rent sammen.

Moren havde herefter fortalt sønnen, hvor farlig våben er, og hun havde forventet, at han ville være påpasselig og ikke røre pistolen. Hun skulle dog finde ud af, at den 14-årige søn ikke kunne styre sin nysgerrighed.

“Alle børn kigger i forældres skabe, når de er alene hjemme. Hvilket barn har ikke gjort det? Og at bede en 14-årig nysgerrig dreng om ikke at røre en pistol, der ligger frit fremme, er nærmest naturstridigt,” siger Ann Marie, der var vred over morens hensynsløshed, specielt da årsagen til at have pistolen slet ikke eksisterede længere.

“Den voldelige eksmand var flyttet til Florida. Med andre ord var truslen forsvundet, men ikke pistolen,” fortæller Ann Marie om våbenet, som kvinden havde skaffet sig på lovlig vis.

Da Ann Marie mange måneder senere var så fattet, at hun igen kunne se fremad, valgte hun at kontakte de mange fremmede mennesker, som havde kondoleret i forbindelse med sønnens begravelse.

“Jeg kendte dem ikke. Det var fremmede, der havde sendt breve, hvor de udtrykte deres sorg. Jeg begyndte pludselig en aften at ringe til dem, der havde efterladt deres nummer. En ny hver aften. Vi snakkede bare, og det hjalp mig videre,” fortæller Ann Marie, der samtidig besluttede sig for, at hun ville redde andre uskyldige børn og forældre fra at lide samme skæbne. Hun blev missionær.

“Jeg følte, at jeg måtte gøre noget. For ofrene og mig selv. Ved at fortælle min historie håbede jeg at kunne redde andre forældre fra at skulle gennemleve samme smerte som mig. Jeg ville være børnenes talsperson. Og jeg følte, at jeg på den måde også holdt Brians ånd i live,” siger Ann Marie, der startede projektet ’Mother On A Mission’.

Missionens mål er at få mødre og fædre til at spørge legekammeraternes forældre, om de opbevarer våben i deres hjem, og om de er forsvarligt gemt væk.

“Mange forældre synes, det er ubehageligt at skulle konfrontere andre med det spørgsmål, men så svarer jeg altid: Luk dine øjne og forestil dig et liv UDEN dit barn,” siger Ann Marie, der ikke er i tvivl om, at det lille spørgsmål kan redde liv og forhindre, at børn støder på ladte våben under uskyldig leg.

“Problemet med våben er for stort til, at vi kan nøjes med at lave love, der alligevel bliver brudt. Vi bliver nødt til at skabe opmærksomhed om faren for at forebygge dødsulykker,” siger Ann Marie, der opfordrer forældre til at låse våben inde i pengeskabe og at opbevare våben og ammunition uafhængigt af hinanden.

Samtidig skal forældrene gøres medansvarlige for, hvad våbnet måtte blive brugt til, om det er røverier eller ulykker, og uanset hvem gerningsmanden måtte være.

“Jeg bekæmper ikke retten til at eje våben. Jeg kæmper for at redde børnene. Vi har i vores familie valgt ikke at have våben, men alligevel døde vores søn af et, fordi andre ikke opbevarer deres våben forsvarligt. Vi er beviset på, at tragedien kan ramme alle familier, selv dem uden våben,” forklarer Ann Marie, der ofte føler, det er en håbløs kamp at skabe et Amerika fri af våbnenes dødelighed.

“Men så tænker jeg på vores elskede søn, og jeg bliver nødt til at håbe på, at nogen hører min historie og forsøger at beskytte deres og andres børn,” siger Ann Marie, der blandt andet holder foredrag og fungerer som talsperson for en række organisationer, der arbejder for at skabe et våbenfrit USA.

Brian døde juleaften 1997. Hvert år bliver han mindet af beboerne i hans barndomskvarter, når de i forbindelse med byens juleoptog gør holdt foran forældrenes hus.

“Jeg følte, at jeg skulle give Brian en gave i himlen. Så da optoget året efter hans død kom forbi vores hus, slap jeg tolv balloner fri, som jeg sendte op til Brian. En ballon for hvert år han havde levet. I samme øjeblik stoppede optoget. Og i årene efter udviklede det sig til en smuk tradition,” fortæller Ann Marie.

Mere end 22 millioner amerikanske børn bor i hjem med håndvåben. Sundhedsorganisationen Nationwide Children’s Hospital anslår, at i mere end halvdelen af hjemmene opbevarer forældrene ikke håndvåbnene bag lås og slå på trods af, at skydevåbnene i de fleste tilfælde er ladt. Ifølge organisationen ved otte ud af ti børn over syv år, hvor deres forældre opbevarer våbnene.

Retten til rekyl
Alle amerikanere kan få en våbentilladelse og købe et skydevåben, medmindre de er tidligere straffet for alvorlige forbrydelser eller lider af en psykisk sygdom. Retten til at eje og bære håndvåben er sågar indskrevet i den amerikanske forfatning, hvor der står:

“Da en velordnet milits er nødvendig for en fri stats sikkerhed, må der ikke gøres indgreb i folkets ret til at besidde og bære våben.”

Vil man til gengæld bære sit våben under indkøbsturen eller restaurantbesøget, skal man have en særlig tilladelse til det. Lovgivningen varierer fra stat til stat.

Selve købet forudsætter dog kun, at FBI foretager et baggrundstjek, som fastslår, at du ikke er eftersøgt eller tidligere straffet. I nogle stater kan våbensælgeren foretage tjekket, og i næsten 4000 tilfælde hvert år udleverer butikkerne ved fejl våben til personer, som FBI senere afviser at godkende. På det tidspunkt har køberen dog forladt butikken med sit håndvåben.

For at mindske antallet af fejl og impulsdrab har flere stater indført det, de kalder en ’cool down’-periode. Du kan købe dit våben i dag, men du får det først udleveret om 2, 3 eller 7 dage afhængigt af staten. Med andre ord skal man ikke kunne se sig sur på naboen om morgenen, købe våbenet om formiddagen og så køre hjem for at skyde manden på den anden side at hækken om eftermiddagen. Man skal have tid til at ’køle ned’ og tænke sig om. I andre tilfælde skal nedkølingen forhindre folk i at begå selvmord i affekt. I USA begås halvdelen af alle selvmord ved hjælp af håndvåben.

Der findes kun få regler for, hvilke våben man kan købe og i hvilken alder. Reglerne varierer igen fra stat til stat, men som oftest kan 18-årige købe en riffel, mens man må vente til det 21. år, før man kan købe et håndvåben. Og riflen skal du ikke vente på. Den kan du få udleveret med det samme i flere stater.

Ifølge analyseinstituttet Gallup har 45 procent af alle amerikanske mænd valgt at udøve deres ret til at købe skydevåben, mens det blandt kvinder er blot 15 procent. I alt findes der våben i godt 32 procent af samtlige amerikanske hjem. Eddys familie er en af dem, og herren i huset har benyttet sig at retten til at forsvar sig og tage liv.

Dræberen:
De forsvandt som kakerlakker i mørket
Eddy Lopez, 46 år | Våbeninstruktør og drabsmand

Hialeah, Florida, august 2014
“Jeg handlede instinktivt. Det reddede min bedstefars liv og kostede røveren hans. Jeg er ikke stolt af, at jeg har slået ihjel, men jeg er stolt af at have reddet et liv. Og jeg vil til enhver tid skyde for at redde liv igen.”

Eddy forventer det værste, og han er altid forberedt på det meste. Det er hans natur, efter at han har levet store dele af sit liv i miljøer, hvor få sekunder kan afgøre et menneskeliv.
Barndommen tilbragte Eddy i et af Los Angeles’ belastede latinokvarterer, og da familien flyttede til Miami, var det ikke med udsigt til Atlanterhavet. Udsigten var nærmere vold og sociale problemer i bydelen Hialeahs gader, fortæller Eddy, da han parkerer sin firehjulstrækker foran en liquor store, hvor håndskrevne skilte lokker med billig sprut. Vinduernes neonreklamer vidner om, at udvalget er stort.

Ingen skilte fortæller dog om de mange gange, folk ikke er kommet for at hente bourbon og bajere, men kasseapparatet. Røverierne er flere gange endt i overfald og et meningsløst drab.
“Der er sket en forråelse i Hialeah. De kriminelle er blevet mere brutale, og der er flere af dem. På et tidspunkt røvede en mand denne liquor store, og da han havde fået pengene, skød og dræbte han alligevel ekspedienten. Det er som om, det ikke længere er nok bare at begå røveriet. Afslutningen skal i dag være så brutal som overhovedet muligt,” fortæller Eddy, hvis familie i generationer har boet få hundrede meter fra butikken.

Familien har dog ikke skullet bevæge sig hen til liquor storen for at opleve røverier og drab. Virkelighedens Hialeah har med årene gjort Eddy til en hårdfør og konsekvent mand.

Med sin fremtoning indgyder han også øjeblikkelig respekt. Han er lav, men skuldrene er kompakte som overlæggeren på et håndboldmål. Og når Eddy taler, er munden stram, og øjnene viger ikke fra modpartens. Samtidig bruger han få ord for at virke så præcis i sin fremtoning som muligt. Og hans verbale modpart konfronteres konstant, når Eddy følger sine meninger op med at spørge direkte til, om samtalepartneren er enig eller har et bedre argument. Trods sin insisterende attitude er Eddy dog altid venlig. Han lytter koncentreret uden at afbryde. Eddy sætter pris på høflighed.

Da han har parkeret bilen foran familiens hus i Hialeah, bevæger han sig militaristisk frem. Skridtene er lydløse og korte, men alligevel hurtige. Og når Eddy bevæger sig frem, er han aldrig alene. Han har altid en lille sort lædertaske over skulderen. Tasken hænger så præcist mellem overarm og ribben, at hans hånd hurtigt kan finde vej ned i den om nødvendigt. For tasken indeholder det, der for Eddy kan være forskellen på liv og død: En Glock 19. Da han forklarer hvorfor, udelader han ingen detaljer, for Eddy sætter også pris på præcision.

En dag for godt tyve år siden bad en lokal frisør Eddy komme igen et par timer senere, hvor han havde tid til at trimme den vigende frisure. I stedet for at vente i salonen tog Eddy tilbage for at hvile sig i baglokalet til bedstefarens isenkræmmer-forretning. Eddy var forinden blevet hjemsendt fra marinekorpset efter at have gjort tjeneste under den første Irakkrig, og mens han overvejede sin fortsatte karriere, lejede han sig ind i baglokalet.

Eddy parkerede sin bil i den lille, støvede gyde bag isenkræmmeren, og han valgte at tage bagindgangen i stedet for hoveddøren. Det skulle vise sig at være det bedste valg, han har truffet i sit liv.

Da Eddy trådte ind i baglokalet, hørte han lyden af et menneske i smerte. Og synet, der mødte ham i butikslokalet, forfærdede. Den 61-årige bedstefar lå på gulvet, mens tre røvere skiftevis hamrede løs på hans ansigt med knojern. Til sidst rettede en af røverne pistolen mod den forsvarsløse bedstefar, men før han trykkede af, kom Eddy ham i forkøbet. Instinktivt havde han trukket sin pistol og skudt tre gange mod den bevæbnede røver.

“Da jeg skød, forsvandt røverne ud af butikken, som kakerlakker forsvinder i skjul, når man tænder lyset,” husker Eddy.

Til Eddys store overraskelse var røveren i stand til at flygte, selvom Eddy var sikker på, at han havde ramt ham på klos hold. Og da han havde set til sin bedstefar, fortsatte han jagten for at pacificere røveren endeligt. Han opgav dog hurtigt jagten. Parkeringspladsen uden for butikken var fyldt med legende børn, og Eddy turde derfor ikke skyde efter røverne. I stedet affyrede han et varselskud i luften for at skræmme røverne væk, inden han alarmerede politiet.

Politiet nåede dog aldrig at besvare opkaldet, før Eddy måtte smide røret. I samme øjeblik han tastede 911, styrtede en nabo ind i butikken og fortalte, at en af røverne havde gemt sig lige uden for butikken tæt på de legende børn.

“Da jeg kom ud, kunne jeg se, at han var faldet sammen på fortovet. Jeg var klar over, at det var ham, jeg ramte, og jeg tænkte, at det var ovre. Mit mål var nu blot at sikre, at han var uskadeliggjort. Men da han fik øje på mig, flygtede han igen. Selvom han var hårdt såret, kravlede han på alle fire som en hund direkte ud mellem bilerne. Han var bange. Og da jeg nåede ham, rettede jeg mit våben mod hans hoved og beordrede ham til at ligge stille. Da jeg fik trukket ham ind på fortovet, ankom fire politibiler i samme øjeblik. Nogle vidner havde ringet efter dem,” husker Eddy.

Betjentene søgte beskyttelse bag de åbne bildøre, mens de beordrede Eddy til at smide sig selv og sin Glock på jorden, inden han blev lagt i håndjern. Før politiet nåede at køre Eddy bort, mistede røveren livet som følge af de tre skud, der ramte ham i brystkassen og lysken.

“Jeg var på intet tidspunkt bange, kun fokuseret på at redde min bedstefars liv,” fortæller Eddy, der efter anholdelsen tilbragte de kommende timer i politiets afhøringslokale, mens lægerne på det nærliggende hospital kæmpede for at redde bedstefarens liv.

Samtidig pågreb politiet de to andre røvere, der havde barrikaderet sig i deres hjem få hundrede meter fra bagindgangen til isenkræmmeren.

“Det er fuldstændig vanvittigt at tænke på, at det var naboer, som angreb min bedstefar. De kendte ham uden tvivl forinden og har været i hans butik talrige gange,” siger Eddy, der kort efter blev løsladt af politiet, som aldrig sigtede ham for mord. Eddy havde skudt for at redde liv. Ikke for at stjæle det.

Overfaldet på bedstefaren blev ironisk nok også Eddys svar på, hvilken karriere han skulle vælge. Siden har han viet sit liv til at forsvare amerikanernes ret til at bære skydevåben.

“Min historie beviser, at våben i de rigtige hænder redder liv. Havde jeg ikke haft et våben, ville min bedstefar være død og forbryderen i live. Det ønsker ingen,” siger Eddy, mens han viser to laminerede kort, der er kilden til stolthed.

Det ene kort viser, at Eddy må bære et skjult våben, uanset hvor han bevæger sig i Florida, og det andet, at han har tilladelse til at undervise andre i, hvordan de bruger deres. I dag driver han et firma, som uddanner sikkerhedsvagter og private i våbenbrug. De seneste 15 år har godt 1500 amerikanere været gennem et træningsforløb hos Eddy.

“Men det er desværre kun en promille af amerikanere, der har våben, som også modtager træning. Jeg er fortaler for privates ret til at bevæbne sig, men jeg synes ikke, at loven fungerer. Alle lovlydige borgere skal kunne købe et våben, men det skaber ofte mere fare end tryghed, når de trækker deres våben for at forsvare sig,” siger Eddy.

Han mener, at mange uskyldige liv er gået tabt, fordi våbenbæreren ikke har kunnet sigte, og de har derfor i stedet ramt uskyldige frem for forbryderen, som kuglen var tiltænkt. Samtidig kender mange ikke reglerne for selvforsvar, og de risikerer at tage forbryderes liv uden at have loven i ryggen.

“Der er eksempler på, hvordan nogen er blevet truet på livet, og bagefter er de taget hjem for at hente et våben. De kører så tilbage og skyder vedkommende, der truede. Det er ikke meningen. Et våben skal bruges til at afværge en øjeblikkelig trussel. Ikke til at begå hævn,” siger Eddy, der ikke har meget til overs for de landsmænd, der mener, at lovgiverne i højere grad skal forhindre folk i at bevæbne sig frem for at beskytte sig. Eddy frygter dog ikke, at våbenmodstandere får held til at skærpe den amerikanske våbenlov.

“Denne nation er anlagt ved brugen af våben. Og det står skrevet i den amerikanske forfatning, at befolkningen har ret til at forsvare sig mod en tyrannisk regering. Lovgiverne skal huske, at det ikke er en ret, de har givet os, men en ret, som de har lovet at forsvare. Regeringen i Washington skal samtidig huske, at den amerikanske befolkning er bevæbnet, så hvis den tyranniserer sine egne, så har vi også mulighed for at slå tilbage. Og forsøger politikerne at ændre ved dette, vil der rejse sig uoverskuelige protester over hele landet,” siger Eddy.

Spørger man Eddy, om han til gengæld ikke kan se, at en mere restriktiv lovgivning og færre våben på private hænder formentlig vil betyde færre drab i amerikanske gader, ryster han konsekvent på hovedet.

“Forbrydere vil altid begå forbrydelser. Og de vil også altid kunne skaffe sig våben. Har de ikke en pistol, bruger de en kniv, og har de ikke en kniv, bruger de en sten. Derfor er det også det vigtigere, at ordentlige, retskafne borgere har mulighed for at forsvare sig. Det er ikke våbnet, men ejeren, der dræber. Til gengæld er det våbnet, der forsvarer den uskyldige,” siger Eddy.
Klummen bygger på uddrag fra bogen ‘Drømmenes deroute’ af Steffen Hou

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *