Liv efter døden!

Arkansas vil henrette syv fanger i april, men en dommer har netop nedlagt forbud mod, at staten gennemfører de planlagte drab. Aldrig før har modstanden mod dødsstraf været så stor i det amerikanske samfund som nu. Blandt andet da mange dødsfanger er uskyldigt dømte.

Af Steffen Hou, forfatter ‘Drømmenes deroute’

Nick bankende hovedet ind i væggen, og han stoppede først, da blodet flød. Kun når han mærkede smerte, følte han sig i live, og at han stadig var menneske af kød og blod og ikke det monster, andre gjorde ham til.

“Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig, og specielt i starten troede jeg på, at jeg en dag også ville blive frifundet. Jeg troede på retfærdigheden, men det blev sværere og sværere. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg gav op og forsøgte flere gange at begå selvmord. Så blev andre fri for at skulle slå mig ihjel,” fortæller Nick Yarris, der 21 år gammel blev dømt til døden for kidnapning, voldtægt og mord. Forbrydelser han aldrig begik, men som alligevel skulle placere ham på dødsgangen i mere end to årtier.

Det lykkedes aldrig Nick at tage livet af sig selv, og kort før det så ud til at lykkes for staten Pennsylvania, blev han som den første amerikaner frikendt ved brugen af DNA.

Nick Yarris er ikke den eneste amerikaner, der gennem tiden er blevet idømt den hårdeste af alle straffen og senere frikendt. Jeg har mødt og talt med flere af dem. Helt almindelige mennesker som dig og mig. Mennesker, der aldrig har begået forbrydelser, men som alene var uheldige at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller som slet og ret blev ofre for dårligt politiarbejde og et retssamfund, hvor der ikke er lighed for loven for alle.

Og det er de mange justitsmord, der i stigende grad har fået den amerikanske befolkning til at stille spørgsmålstegn ved, om den ultimative straf også skal være en del af fremtidens retssamfund. Godt 55 procent af amerikanerne støtter fortsat brugen af dødsstraf, men det er dog det laveste antal tilhængere nogensinde.

“Det er okay at slå ihjel”

Når flere amerikanere i dag er modstandere af dødsstraf, skyldes det ifølge direktør Matt Cherry fra organisationen Death Penalty Focus, som arbejder for at afskaffe dødsstraf, at den ultimative straf ofte har den modsatte effekt af den tilsigtede.

“Når vi reagerer på drab med drab, udvikler vi en samfundsopfattelse af, at det generelt er okay at slå ihjel, og vi tror, at vi kun kan bekæmpe mord ved at tage livet af morderen. Men når et menneske overvejer mord, er det ikke frygten for dødsstraf, som stopper ham. Hvis han skal stoppes, er det gennem forebyggende arbejde. At straffe drab med drab skaber kun et hævntørstigt samfund. Ikke et voldsfrit et,” siger Matt Cherry.

Han mener, at de amerikanere, der er tilhængere af dødsstraf, ofte lever i frygt for at blive ofre for forbrydelser, og de forsøger at bekæmpe deres frygt ved at støtte brugen af den strengeste straf.

“Nogen mener, at vi skal beskytte os mod vold ved brugen af vold. Men at straffe med vold mindsker ikke antallet af mord. USA er det eneste udviklede vestlige land, som fortsat bruger dødsstraf, men samtidig er vi også det vestlige land, der har de højeste mordrater,” fortæller Matt Cherry.

USA har de seneste tyve år oplevet halvt så mange mord som tidligere. Alligevel er antallet af mord fortsat dobbelt så højt per indbygger som i de fleste europæiske lande og hos naboerne i Canada. Og Matt Cherry påpeger samtidig, at amerikanske stater, der bruger dødsstraf, ikke er sikrere end de stater, som har afskaffet straffen.

“Der er ingen statistisk sammenhæng mellem antallet af mord og brugen af dødsstraf,” forklarer Matt Cherry, og undersøgelser viser da også, at selvom et flertal støtter brugen af dødsstraf, så mener syv ud af ti amerikanerne ikke, at dødsstraffen mindsker antallet af mord.

“De er alene drevet af hævntørst,” siger Matt Cherry.

Unge mennesker er imod dødsstraf

I dag forbeholder 32 stater sig retten til at henrette deres egne borgere, mens forbrydere ikke skal frygte for livet i landets øvrige 18 stater. På verdensplan er det cirka 20 lande, som gør brug af dødsstraf. De lande, der henretter flest borgere ud over USA, er Sudan, Saudi-Arabien, Nordkorea, Iran og Kina.

“Der er en bevægelse i retning af, at flere mener, vi skal straffe med livslang fængselsstraf frem for dødsstraf. Specielt yngre generationer er imod dødsstraf, og derfor tror vi, at vi en dag vil opleve et USA uden dødsstraf,” siger Matt Cherry.

Når mange vender sig mod dødsstraf sammenlignet med for blot to årtier siden, hvor 80 procent af amerikanerne var for dødsstraf, skyldes det ifølge Matt Cherry, at der i nyere tid har været mange eksempler på fanger, som har afventet deres henrettelse på dødsgangen, men som i sidste øjeblik er blevet løsladt, da det har vist sig, at de var uskyldige.

Flere end 150 personer er gennem de seneste 40 år blevet frikendt og løsladt, efter at de i første omgang er blevet dømt til døden. Og en gruppe af jurister fra University of Michigan Law School, der har undersøgt fejlmarginen i 8000 dødsdomme siden 1970, har konkluderet, at fire procent af alle dødsfangerne har været uskyldige.

USA er det land, der fængsler flest personer i forhold til antallet af indbyggere. Ifølge organisationen Prison Policy sidder der hver dag 2,4 millioner amerikanere bag lås og slå i mere end 5100 amerikanske fængsler. Og selvom afroamerikanere og latinamerikanere udgør blot 30 procent af befolkningen, udgør de godt 60 procent af alle indsatte.

Mange uskyldigt dømte

I alt er godt 12 millioner amerikanere i kontakt med fængselsvæsnet på et tidspunkt i løbet af et år, viser en opgørelse fra det amerikanske justitsministerium. Og i organisationen Innocence Project, der hjælper indsatte til at bevise deres uskyld, anslås det, at op mod fem procent af alle amerikanske fanger er uskyldige.

Damon Thibodeaux er en af de amerikanere, der uretfærdigt har tilbragt tid bag tremmer. I 1996 blev han dømt for at have kvalt sin kusine. De næste 15 år skulle han tilbringe på dødsgangen, før han i 2012 blev løsladt med henvisning til at være uskyldigt dømt.

“Min sorg var ubegribelig. Jeg var en helt almindelig 22-årig ung mand med livet foran mig. Jeg glædede mig til det. Pludseligt blev jeg dømt for at have slået min egen kusine ihjel med udsigt til nu selv at miste livet. Det er svært at forstå, at livet kan tage sådan en drejning. Så uventet og så uretfærdigt. Tænk, helt almindelige mennesker dømmes for forbrydelser, de aldrig har begået. Og det er utilgiveligt, at vi risikere at henrette nogen af dem. Dødsstraf er aldrig løsningen, og vi kan ikke forsvare brugen af den,” siger Damon Thibodeaux, der i dag har valgt at nyde sin genfundne frihed som lastbilschauffør på de åbne amerikanske sletter.

“Når jeg sidder bag rattet, har jeg tid til at fundere over alt det grusomme, jeg har oplevet. Men det er også, når jeg sidder bag rattet, at jeg finder det positive. Så føler jeg mig for alvor fri, og jeg nyder min frihed, for jeg ved, at jeg ikke kan tage den for givet. Desværre,” siger Damon Thibodeaux.

Nick Yarris tager heller ikke længere noget for givet. Og som Damon vil han gerne gøre sit til, at andre ikke skal opleve samme uretfærdighed som dem. Siden sin løsladelse har han talt mod dødsstaf i talrige tv-shows over hele verden, og han forsøger samtidig at hjælpe andre uskyldigt dømte med at påvise deres uskyld og at oplyse om de fatale konsekvenser, som dødsstraffen har. Nick har blandt andet talt mod dødsstraffen på konferencer over hele verden. Da jeg denne eftermiddag møder Nick på Sunset Boulevard i West Hollywood, hvor skuespillere og filminstruktør flokkes, smiler Nick og siger, at havde hans liv været en film, måtte den kategoriseres under “tragedier med happy ending”.

“Det værste, samfundet kan gøre, er at tage livet af sine egne borgere. Og det er helt utilgiveligt, at vi risikerer at slå uskyldige mødre og fædre ihjel. De fanger, der er skyldige, straffer vi langt hårdere ved at lade dem sidde i fængslet. Fængslet er det sidste sted, en livstidsfange ønsker at være. Tror mig, jeg ved det,” siger Nick, der efter to årtier på dødsgangen skulle erkende, at der rent faktisk er “liv efter døden”, som han siger.

Nick tilbragte i alt 22 år på dødsgangen, inden det endeligt lykkedes at få en dommer til at genoptage hans sag, da man nu havde fået mulighed for at vurdere bevismateriale på baggrund af DNA-spor. Sporene fra Nicks sag viste, at han under ingen omstændigheder kunne være gerningsmand til mordet på Linda May Craig, og Nick Yarris blev løsladt i 2003. Forbrydelsen er aldrig blevet opklaret.

I disse dage afventer syv fanger på dødsgangen i Arkansas, om de skal leve eller dø. Henrettelserne var oprindeligt planlagt til at skulle finde sted i løbet af april, da de giftsprøjter, som staten bruger til at slå ihjel med, har sidste udløbsdato 1 maj. Men fredag nedlagde en dommer forbud mod, at staten gennemfører henrettelserne, da medicinalselskabet, der har leveret en del af giften i sprøjterne, hævder, at de aldrig har lavet medicinalproduktet med henblik på, at det skulle bruges til henrettelser, men alene behandling af fanger.

* Nick Yarris’ historie er del af bogen ‘Drømmenes deroute’, der handler om amerikanske samfundsforhold.

1 svar
  1. Charles McCarthy
    Charles McCarthy says:

    Tal, Steffens for din artikel. Det er jo ofte, vi måtte vær kaldet til ansvar for vores holdninger af “vender” fra andet sted hen. Findt artikel!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *