Lighed for loven? | Retsvæsen

“Don’t shoot, don’t shoot,” skriger menneskemasserne på gaden, da de passerer restauranten i New Yorks finansdistrikt. Bag ruderne sidder Rob. Han ryster opgivende på hovedet, mens den ophidsede forsamling fortsætter protesterne over, at en jury få timer tidligere har frikendt en politibetjent for drabet på en 18-årig afroamerikaner i byen Ferguson, Missouri.

Da jeg spørger Rob, som er min tilfældige sidemand på restauranten, hvorfor han højlydt lader sig provokere af demonstranterne, identificerer han sig som en af dem, demonstranterne frygter vil trække sin tjenestepistol og skyde.

“Hvis demonstranterne blot kendte den virkelighed, som vi betjente agerer i, og den sande identitet bag mange af dem, som politiet dræber, ville de nok være mere taknemmelige og afdæmpede,” siger Rob, der har gjort tjeneste i godt to årtier.

Ifølge ham fokuserer medierne kun på, at betjentene har dræbt og ikke hvorfor. Men døden har altid en årsag, som Rob siger, og sandheden er, at den dræbte som oftest forinden har været en trussel mod andres liv.

“Betjente dræber som udgangspunkt for at redde andres eller eget liv,” siger Rob, der mener, at en ensidig mediedækning har betydet, at mange amerikanere har et hadefuldt forhold til landets politikorps, der i dag er udråbt som skydegale racister.

Mange demonstranter og politikere mener dog, at betjentene udøver politibrutalitet og alt for ofte affyrer deres våben. Ifølge avisen The Guardian blev over 500 amerikanere dræbt af politiet i løbet af de første fem måneder af 2015. Godt 30 procent af de dræbte var afroamerikanere, om end de kun udgør 13 procent af befolkningen, samtidig med at de dræbte afroamerikanerne oftere har været ubevæbnede.

Otte ud af ti hvide, som politiet skyder, er bevæbnede, mens det blandt afroamerikanere kun har været syv ud af ti. Mange afroamerikanerne mener derfor, at drabene er udtryk for, at der blandt landets betjente hersker en udpræget racisme og diskrimination af sorte borgere.

Ud af flere tusinde politidrab er kun 54 politibetjente de seneste ti år blevet retsforfulgt, skriver Washington Post. Samtidig kritiseres politiet for at gribe til våben langt oftere end kolleger i eksempelvis England, Tyskland og Australien.

Det er ikke kun forbryderne, der mister livet i mødet mellem lovbryder og håndhæver. Det seneste årti er tæt på 1500 betjente også blev dræbt i tjeneste.

“Vi er også ofre, selvom vi er i uniform,” siger Rob, der er en af over 900.000 amerikanske betjente, som hvert år samlet set konfronteres med cirka 1,2 millioner voldelige forbrydelser. I mødet med forbryderne bliver godt 60.000 betjente overfaldet.

Politibrutalitet er ikke alene om at få amerikanerne til at tvivle på deres retssikkerhed. I flere tilfælde er uskyldige blevet dømt for forbrydelser, de aldrig har begået. I værste fald er de blevet idømt dødsstraf, og det har i stigende grad fået befolkningen til stille spørgsmålstegn ved, om den ultimative straf også skal være en del af fremtidens retssamfund. Godt 55 procent af amerikanerne støtter fortsat brugen af dødsstraf, men det er dog det laveste antal tilhængere nogensinde.

Når flere amerikanere i dag er modstandere af dødsstraf, skyldes det ifølge direktør Matt Cherry fra organisationen Death Penalty Focus, som arbejder for at afskaffe dødsstraf, at den ultimative straf ofte har den modsatte effekt af den tilsigtede.

“Når vi reagerer på drab med drab, udvikler vi en samfundsopfattelse af, at det generelt er okay at slå ihjel, og vi tror, at vi kun kan bekæmpe mord ved at tage livet af morderen. Men når et menneske overvejer mord, er det ikke frygten for dødsstraf, som stopper ham. Hvis han skal stoppes, er det gennem forebyggende arbejde. At straffe drab med drab skaber kun et hævntørstigt samfund. Ikke et voldsfrit et,” siger Matt Cherry.

Han mener, at de amerikanere, der er tilhængere af dødsstraf, ofte lever i frygt for at blive ofre for forbrydelser, og de forsøger at bekæmpe deres frygt ved at støtte brugen af den strengeste straf.

“Nogen mener, at vi skal beskytte os mod vold ved brugen af vold. Men at straffe med vold mindsker ikke antallet af mord. USA er det eneste udviklede vestlige land, som fortsat bruger dødsstraf, men samtidig er vi også det vestlige land, der har de højeste mordrater,” fortæller Matt Cherry.

USA har de seneste tyve år oplevet halvt så mange mord som tidligere. Alligevel er antallet af mord fortsat dobbelt så højt per indbygger som i de fleste europæiske lande og hos naboerne i Canada. Og Matt Cherry påpeger samtidig, at amerikanske stater, der bruger dødsstraf, ikke er sikrere end de stater, som har afskaffet straffen.

“Der er ingen statistisk sammenhæng mellem antallet af mord og brugen af dødsstraf,” forklarer Matt Cherry, og undersøgelser viser da også, at selvom et flertal støtter brugen af dødsstraf, så mener syv ud af ti amerikanerne ikke, at dødsstraffen mindsker antallet af mord.

“De er alene drevet af hævntørst,” siger Matt Cherry.

I dag forbeholder 32 stater sig retten til at henrette deres egne borgere, mens forbrydere ikke skal frygte for livet i landets øvrige 18 stater. På verdensplan er det cirka 20 lande, som gør brug af dødsstraf. De lande, der henretter flest borgere ud over USA, er Sudan, Saudi-Arabien, Nordkorea, Iran og Kina.

“Der er en bevægelse i retning af, at flere mener, vi skal straffe med livslang fængselsstraf frem for dødsstraf. Specielt yngre generationer er imod dødsstraf, og derfor tror vi, at vi en dag vil opleve et USA uden dødsstraf,” siger Matt Cherry.

Når mange vender sig mod dødsstraf sammenlignet med for blot to årtier siden, hvor 80 procent af amerikanerne var for dødsstraf, skyldes det ifølge Matt Cherry, at der i nyere tid har været mange eksempler på fanger, som har afventet deres henrettelse på dødsgangen, men som i sidste øjeblik er blevet løsladt, da det har vist sig, at de var uskyldige.

Flere end 150 personer er gennem de seneste 40 år blevet frikendt og løsladt, efter at de i første omgang er blevet dømt til døden. Og en gruppe af jurister fra University of Michigan Law School, der har undersøgt fejlmarginen i 8000 dødsdomme siden 1970, har konkluderet, at fire procent af alle dødsfangerne har været uskyldige.

USA er det land, der fængsler flest personer i forhold til antallet af indbyggere. Ifølge organisationen Prison Policy sidder der hver dag 2,4 millioner amerikanere bag lås og slå i mere end 5100 amerikanske fængsler. Og selvom afroamerikanere og latinamerikanere udgør blot 30 procent af befolkningen, udgør de godt 60 procent af alle indsatte.

I alt er godt 12 millioner amerikanere i kontakt med fængselsvæsnet på et tidspunkt i løbet af et år, viser en opgørelse fra det amerikanske justitsministerium. Og i organisationen Innocence Project, der hjælper indsatte til at bevise deres uskyld, anslås det, at op mod fem procent af alle amerikanske fanger er uskyldige.

Ofte lykkes det først for dem at påvise deres uskyld efter i nogle tilfælde at have tilbragt flere årtier bag tremmer. Samtidig slipper nogle betjente for at få deres straf, da ofrene ikke tør anmelde dem. Nick Yarris tilbragte 22 år på dødsgangen dømt for mord og voldtægt, som han aldrig begik.

Dødsfangen:
Dømt på en løgn
Nick, 54 år | Uskyldigt idømt dødsstraf for mord

Claremont, Californien, maj 2015

“Folk sagde, at jeg enten ville være død eller sidde i fængsel på livstid, inden jeg fyldte 21 år. De fik desværre ret,” fortæller Nick Yarris.

Den nu midaldrende mand taler hurtigt og uden afbrydelser om sit favorithold i amerikansk fodbold, Philadelphia Eagles, og et smil breder sig i hans ansigt, da han glæder sig over holdets seneste sejr. Men da talestrømmen bevæger sig ind på det, han kalder en forspildt ungdom uden sejre, forsvinder både stemmen og det ellers faste blik.

“Når jeg tænker tilbage på, hvordan mit liv var som barn, og hvordan jeg udviklede mig som ung, bliver det hele meget sort. Både mine tanker og mine gerninger. Der findes næsten ikke den type forbrydelse, jeg ikke begik,” fortæller Nick.

Alligevel var det to forbrydelser, han var uskyldig i, der skulle få den største betydning for hans liv.

Den første fandt sted i 1968, et år præget af kaotiske og voldelige begivenheder i USA. I april blev borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King myrdet, og to måneder senere blev landets vicepræsident Robert F. Kennedy, skudt. Samtidig var flere storbyer præget af demonstrationer mod USA’s deltagelse i Vietnamkrigen, og voldsomme uroligheder brød ofte ud mellem demonstranter og myndigheder.

“Det år vil altid være skelsættende for mig, for det var samme år, at alt i mit liv også blev kaotisk og voldeligt,” fortæller Nick.

Den syv-årige Nick fik en dag lov til at lufte familiens hund Jocko, men i stedet for, som aftalt med moren, at holde sig til Philadelphias oplyste gader, bevægede den lille dreng sig ned ad en skrænt og ind i et mindre skovområde. Pludselig sad manden på en træstub foran Nick.

“Jeg kunne næsten ikke trække vejret af ren frygt, da jeg så ham. Jeg havde aldrig i mit liv været så bange, men jeg forsøgte at være sej, og i stedet for at vende om ville jeg være modig og gå forbi ham. Det skulle jeg aldrig have gjort,” fortæller Nick, der kendte manden af udseende og fra de mange vandrehistorier, som områdets beboere fortalte om ham.

Den unge mand havde ry for nådesløst at tæve både granvoksne mænd og skrøbelige børn. Den eftermiddag fandt Nick ud af, at det ikke var vandrehistorier. Den voldelige stofmisbruger gik amok i en brutal blodrus og endte med at voldtage den syvårige dreng.

Da Nick lå misbrugt og gennembanket tilbage, sagde den godt 10 år ældre gerningsmand, at han ville dræbe Nicks familie, hvis han sladrede om overfaldet. Nick var rædselsslagen, og han fik derfor aldrig fortalt sine forældre, hvad der virkelig var sket.

“Da min mor åbnede døren, besvimede hun næsten ved synet af mit blodige ansigt. Jeg kom på hospitalet, men jeg fortalte aldrig, hvordan jeg var blev slået i hovedet med en sten og forsøgt kvalt. Det kunne måske have hjulpet til, at jeg havde fået den rette behandling,” tænker Nick højt her godt 47 år efter overfaldet, som blandt andet betød, at han fik en mindre hjerneskade og udviklede et iltert temperament.

“Jeg begyndte at slås for at kunne forsvare mig mod andre og for at bygge et skjold op. Jeg ville ikke leve i frygt for at blive overfaldet igen. I stedet blev det mig, der overfaldt,” siger Nick og fortæller, at hans liv fra den ene dag til den anden ændrede sig fra tryghed og glæde til kaos og vold.

Skoledrengens liv var i frit fald, og da Nick var 15 år, blev han anholdt for første gang.

“Jeg havde forsøgt at begå røveri mod mine forældres nabo for at skaffe penge til stoffer,” fortæller Nick, der de efterfølgende år gentagne gange blev ført bort fra forældrenes hus på bagsædet af en politibil.

Gradvist blev Nick mere og mere følelseskold, og han mærkede ikke decemberkulden, da han en sen nattetime i 1981 ræsede gennem Philadelphias gader. Adrenalinet og metaamfetaminen pumpede i blodet, da en betjent fik stoppet Nick og trukket ham ud af den stjålne bil. Det var anden gang inden for blot 14 dage, at politiet fangede Nick i en bil, som han havde startet med en skruetrækker frem for nøgle.

Da betjenten forsøgte at lægge Nick i håndjern, udviklede mødet mellem betjenten og biltyven sig til et slagsmål, hvor betjenten efterfølgende anklagede Nick for at have forsøgt at stjæle hans tjenestevåben med henblik på at skyde ham. Da biltyven kom for en dommer, stod han derfor til fængsel på livstid. Nick gik i panik. Og han besluttede sig for at indgå en aftale med anklagemyndigheden, efter at have læst en avisartikel om den 32-årige Linda Craig. Moren til tre små børn var få uger tidligere blevet fundet voldtaget og myrdet – og det blev den anden forbrydelse, der skulle vise sig at ændre Nicks liv.

Nick fortalte politiet, at hans ven Jimmy Brisbois havde indrømmet at have begået forbrydelsen. Han tænkte, at hans løgn kun havde vindere. Politiet kunne afslutte mordsagen, og Nick kunne få straffenedsættelse, hvis han skulle blive dømt for drabsforsøg på politibetjenten. Jimmy ville heller ingen skade lide, for Nick havde hørt, at vennen få dage tidligere var død af en overdosis.
Nick fortalte derfor roligt om Jimmys indrømmelser og byggede sin forklaring op om de detaljer, han havde læst i artiklen, så han virkede så præcis og troværdig som mulig.
“Men det hele var nytteløst,” fortæller Nick.

Kort efter kom hans sag om drabsforsøget på betjenten for retten. Det viste sig, at politibetjenten havde løjet om hændelsesforløbet, og Nick blev frikendt for drabsforsøg.

“Løgnen om Jimmy og mordet havde altså været helt unødvendig. Sikke en idiot, jeg var. Havde jeg ikke fortalt den løgn, ville jeg have haft et helt andet liv,” konstaterer Nick.

For mens Nick havde været i retten, havde politiet efterforsket hans påstande. Efterforskningen viste, at Jimmy fortsat var i live, og at det var hans bror, som var død af en overdosis. Jimmy havde samtidig et uanfægteligt alibi. Og politiet rettede derfor deres mistanke mod Nick. Når han selv havde bragt forbrydelsen på banen og kendte detaljer derfra, måtte han også selv stå bag, mente politiet. Da blodprøver samtidig viste, at Nick havde samme blodtype, som gerningsmanden havde efterladt på offeret, var hverken politiet eller dommeren i tvivl. Blodtypen B har kun cirka 10 procent af alle amerikanske mænd. Og da retssagen blev indledt, krævede anklageren, at Nick blev idømt dødsstraf.

“Mens jeg ventede på domsafsigelsen, kunne jeg fra arrestens vindue kigge ned på gamle venner og naboer, som var mødt op for at følge sagen. De ventede nu uden for retsbygningen på dommen, mens de røg. Da de fik øje på mig i vinduet, begyndte de med hænder og arme at imitere en mand, der sad i den elektriske stol og spjættede, mens han fik stød. Det slog fuldstændig bunden ud af mig at se, hvor onde gamle venner pludseligt var. Det næste, jeg husker, er, at jeg får min dødsdom og hører min mor, som sidder bag mig i retten, bryde helt sammen,” fortæller Nick og tager en dyb indånding.

Selvom hans tanker de seneste årtier har kredset om dette øjeblik igen og igen, har han svært ved at finde ord, der beskriver såvel det som de overgreb, som ventede i et af USA’s mest brutale fængsler, Huntingdon. Da han genoptager sin fortælling, er stemmen forvandlet fra rolig til resolut. Overgrebene skulle de næste 22 år gøre ham til en endnu koldere og kynisk voldsmand, end da han levede af forbrydelser. Selv det første møde med fængslets inspektør blev blodigt.

“Mens han stirrede mig i øjnene, sagde han helt roligt: ’30 sekunder’. De næste 30 sekunder gennemtævede fængselsbetjentene mig med deres knipler. Afstraffelsen var fængselsinspektørens måde at byde mig velkommen til Huntingdon og at vise, han havde magten i fængslet,” husker Nick, da han beskriver sit første møde med fængslet, hvor han skulle indtage dødsgangen.
Overfaldet var det første af en lang række, som fulgte. Og når betjentene ikke selv tævede fangerne, sørgede de for, at fangerne maltrakterede hinanden. Glæden blandt betjentene var særlig stor, når hvide fanger gennembankede sorte.

“Ni ud af ti fængselsbetjente var hvide, og de skulle holde styr på fangerne, hvor nærmest ni ud af ti var sorte. Betjentene hadede de sorte fanger og gjorde alt for at straffe dem. En af måderne var ved at tvinge fangerne til at slås med hinanden og så håbe på, at de hvide vandt,” fortæller Nick, inden han med tungt åndedræt beklager, at han ikke kan lade være mere at blive følelsesmæssigt påvirket, da oplevelserne fra Huntingdons iskolde celler minder ham om, hvor onde mennesker kan være, når de presses til det.

“Jeg blev lukket inde i en tom celle, og så ventede jeg bare på, at betjentene tvang en anden fange derind. Når vi begge var i cellen, reagerede vi instinktivt og tævede løs på hinanden. Det kunne være din bedste ven, de lukkede ind, men hvis du ikke bankede ham, bankede han dig. Imens morede betjentene sig og væddede om, hvem der ville vinde,” siger Nick og forklarer, at der altid lå en fange livløs på gulvet.

“I fængslet lærer du at slås, så du er til livsfare for andre. Jeg kan i dag slås på en måde, som almindelige mennesker aldrig ville overleve. De mennesker, vi lukker ud af fængslerne, er ofte langt værre end dem, vi lukker ind,” mener Nick.

De mange slagsmål og fængslets brutalitet fjernede enhver menneskelig omsorg blandt fangerne. Mange indsatte valgte også at begå selvmord for øjnene af andre, og bagefter var fængselsvagternes eneste bekymring, at de skulle fjerne ligene.

“På et tidspunkt åbnede fængselsbetjentene døren ind til en celle, og som en raket spurtede den indsatte ud af cellen. Han kastede sig ud over gelænderet og landede flere etager nede. Han kunne ikke mere. Han ønskede bare at dø. Det skete igen og igen, at fanger begik selvmord for øjnene af os andre,” fortæller Nick og bliver stille, mens tankerne igen forsvinder et sted hen, hvor Nick siger, at der under fængselsopholdet var meget mørkt og ensomt.

“Jeg havde indimellem de værste tanker. Jeg var ved at blive sindssyg og bankede mit hoved ind i væggen, til jeg blødte. Jeg gjorde det for at mærke mig selv. Når jeg mærkede smerten, følte jeg mig i live, og at jeg stadig var menneske. Når det ikke var nok, forsøgte jeg at begå selvmord,” fortæller Nick, hvis håb gradvist blev udtømt.

“Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig, og specielt i starten troede jeg på, at jeg en dag også ville blive frifundet. Jeg troede på retfærdigheden, men det blev sværere og sværere,” fortæller Nick.

Han søgte flere gange om at få genoptaget sin sag, men hver gang blev hans anmodning afvist. Og da Nick i forbindelse med en retshøring tre år efter sin dødsdom stak af fra sine vogtere og flygtede til Florida, forsvandt hvert et håb om, at hans appelsag en dag måtte komme for en dommer.

Inden han blev ført tilbage til Huntingdon efter sin flugt, skulle han vente fire måneder på dødsgangen i Floridas ulidelige hede, mens hans overførselspapirer blev sendt gennem systemet.
“Det var så varmt i fængslet, at sygeplejerskerne gav fangerne piller, som skulle forhindre dem i at dehydrere. I Huntingdon brændte fangerne derimod toiletpapir af i cellerne om vinteren for ikke at dø af kulde,” fortæller Nick, der også særligt husker sine dage på dødsgangen i Florida for at have budt på et møde med en af USA’s mest notoriske forbrydere, der boede i nabocellen.
Ted Bundy var en lille og utrolig intelligent fyr, som udadtil virkede helt uskadelig, men bag facaden var han indbegrebet af ondskab, husker Nick om seriemorderen, der før sin død tilstod voldtægt og drab på 30 kvinder, primært universitetsstuderende. De mange drab begik han over en periode på blot fire år, og det menes, at Ted Bundy nærmere har slået mindst 50 personer ihjel, men at retten blot aldrig fik bevist det.

“Ted var så ond, at man ikke skulle tro, det var menneskeligt muligt, og efter et sammenstød i fængslets bibliotek jagtede han mig hver dag. Han var besat af tanken om at pine mig, hvis han bare kunne komme fysisk i kontakt med mig,” fortæller Nick, der påkaldte sig Ted Bundys vrede, da Nick afviste hans venskab med henvisning til, at han tog afstand fra hans drab på de unge kvinder. Bemærkningen fik seriemorderen til at gå amok. Til Nicks held var de to adskilt af et lille, hullet metalgitter, som Ted Bundy ellers forsøgte at flå itu med sine bare næver.

“Han gik fra at være menneske til dyr. Selv hans kropslugt forandrede sig.”

Nick afviste dog ikke venskab med en anden fange, James, en afroamerikansk mand, der havde længe ventet på efter eget ønske at blive henrettet. Oprindeligt var han blev idømt dødsstraf, men senere omstødte retten hans dom til livsvarigt fængsel. James ønskede dog ikke at tilbringe resten af sit liv i fængsel, så under en fængselsgudstjeneste dræbte han en anden fange foran fyrre vidner med håbet om på ny at blive idømt dødsstraf. Men heller ikke dette mord sendte ham i den elektriske stol. I stedet myrdede han yderligere to fanger, før han fik sit ønske opfyldt, og han afventede nu sin henrettelse.

Selvom James fortalte Nick, at han havde dræbt i alt ti mennesker, udviklede Nick langsomt et venskab med massemorderen, og de to trænede efterhånden sammen hver dag, kun adskilt af gitteret. Fængslet havde tilbudt, at de kunne træne sammen i et bur, men Nicks intuition sagde ham, at han ikke skulle være i direkte fysisk kontakt med andre dødsfanger. Flere gange havde Nick dog overvejet, om han ikke skulle smide sin paranoia og i stedet løfte vægtstængerne sammen med James, der dagligt opfordrede ham til det.

Da Nick fik at vide, at han snart skulle føres tilbage til Huntingdon, delte han nyheden med James som den første. Det fik James til at stoppe sine armbøjninger, og med rolig stemme rejste han sig og gik hen til gitteret for at fortælle Nick en grufuld hemmelighed.

“Jeg har slået alle mine ofre ihjel, alene fordi de var hvide. Min plan var at lokke dig her ind i cellen. Havde jeg fået chancen, havde jeg også slået dig ihjel. Det er intet personligt, men jeg har i sinde at slå så mange af jer hvide djævle ihjel, før jeg selv skal dø,” fortalte James, inden han roligt genoptog sine armbøjninger.

Med sin nyerhvervede viden om, at James var mindst lige så skræmmende som Ted Bundy, var Nick derfor glad, da han forlod fængslet i Florida med kurs mod Huntingdon. Den 11 timer lange køretur tilbage til hans udgangspunkt gjorde det dog tydeligere for ham, at de væbnede røverier, han havde begået under sin næsten en måned lange flugt, ville fjerne enhver chance for at få genoptaget hans sag. At han fik lagt 40 år oven i sin oprindelige dødsdom for flugten, betød mindre. Til gengæld frygtede han, hvordan fængslet ville straffe ham. Flugten havde fået medieopmærksomhed og sat Huntingdon i et dårligt lys, mens de to fængselsbetjente, der havde ladet ham undslippe, blev suspenderet i en periode uden løn. Nicks straf ville blive korporlig og langvarig.

Fire betjente iført ansigtsmasker, så de ikke fik blod på sig, gennembankede Nick med stave, mens andre dødsfanger var vidner. Afstraffelsen skulle afskrække dem fra fremtidige flugtforsøg. Da afstraffelsen begyndte, var Nicks eneste ønske, at de måtte ramme hans hoved, så han hurtigt mistede bevidstheden og dermed følelsen af smerte. Hans ønske blev efterkommet.

Nick var budt velkommen tilbage til Huntingdon, og langsomt svandt håbet om, at retfærdigheden måtte ske fyldest. Alligevel kæmpede Nick de følgende femten år for at få gennemtrumfet en appelsag, og han begyndte at studere jura og fulgte psykologikurser for at kunne føre sin sag. Men igen og igen viste hans kamp sig forgæves, og da Nick blev ramt af det, lægerne mente var en uhelbredelig hepatitis, forsvandt lysten til at fortsætte livet. Han ansøgte derfor guvernøren i Pennsylvania om, at staten måtte eksekvere dødsdommen, som den havde idømt ham godt tyve år tidligere.

“At bede andre om at slå dig ihjel er næsten ikke menneskeligt muligt, men jeg havde ikke mere tilbage at leve for. Jeg havde mistet alt, og selvom jeg vidste, det var uretfærdigt at skulle dø for en forbrydelse, jeg ikke havde begået, så følte jeg, at det var eneste udvej,” fortæller Nick.

Guvernøren så positivt på Nicks anmodning, men før han blev placeret i den elektriske stol, krævede guvernøren en sidste gennemgang af sagens bevismateriale. Det blev Nicks redning. Da han i sin tid blev dømt, gjorde man ikke brug af dna-beviser, men den mulighed tilbød videnskaben nu. Sæden, som man havde fundet i og på Linda Craigs lig blev undersøgt, og det samme gjorde dna-spor fra den handske, som morderen havde efterladt i bilen. Beviserne viste, at Nick under ingen omstændigheder kunne være gerningsmanden, og mordet figurerer i dag som uopklaret, mens Nick blev renset for enhver skyld. Efter 22 år bag tremmer kunne han i januar 2004 forlade fængslet som en fri mand.

“Det værste ved at forlade fængslet var at forlade de andre fanger. Vi var hinandens familie, og jeg ved, at flere af dem er uskyldigt dømt som mig. Da jeg forlod fængslet, gjorde det så ondt, at det var lige før, jeg ønskede, at de havde slået mig ihjel,” forklarer Nick.

Lysten til livet og de menneskelige følelser vendte dog hurtigt tilbage, da Nick trådte ud af fængslets port. På den anden side ventede hans mor, og da hun tog sønnen i sine arme, strømmede tårerne ned ad begges kinder.

“I 14 år havde jeg ikke en eneste gang mærket et andet menneskes berøring. Jeg var helt adskilt fra de andre fanger, og når fængselsbetjentene rørte ved mig, var de altid iført handsker. Jeg havde glemt, hvordan et andet menneske føltes, og da jeg efter alle disse år mærkede min mor, væltede følelserne op i mig,” husker Nick.

Siden sin løsladelse har Nick hjulpet andre uskyldigt dømte med at påvise deres uskyld og at oplyse om de fatale konsekvenser, som dødsstraffen har. Nick har blandt andet talt mod dødsstraffen på konferencer over hele verden.

“Det værste, samfundet kan gøre, er at tage livet af sine egne borgere. Og det er helt utilgiveligt, at vi risikerer at slå uskyldige mødre og fædre ihjel. De fanger, der er skyldige, straffer vi langt hårdere ved at lade dem sidde i fængslet. Fængslet er det sidste sted, en livstidsfange ønsker at være. Tror mig, jeg ved det,” siger Nick.
Mens samfundet erkendte Nicks uskyld, har dele af hans familie til gengæld haft svært ved det. Blandt andet søsteren, der bød Nick velkommen hjem med følgende ord, da hun på dagen for brorens løsladelse bad ham følge med ind på et værelse.

“Lige nu tror resten af familien, at vi krammer og indhenter det forsømte, men vi sidder her, fordi jeg vil fortælle dig, at jeg hader dig og aldrig vil tilgive den skam, som du har kastet over familien,” gengiver Nick søsterens ord.

Netop søsterens modtagelse har været medvirkende til, at Nick hver dag fokuserer på ikke at hade andre. Ikke engang de fængselsbetjente, der udsatte ham for fysisk mishandling og psykisk tortur. Hver gang nogen gør ham ondt, reagerer han i stedet ved straks at gøre noget godt for andre.

“Had er en følelse, vi ikke kan ændre. Hvis den først tager bo i dig, slipper du aldrig af med den. Min søster havde besluttet sig for at hade mig, da hun troede, at jeg var skyldig. Hadet var så indgroet i hende, at selv da jeg blev frikendt, kunne hun ikke stoppe med at hade mig,” siger Nick, som i dag har mistet al kontakt med det meste af sin familie. Da moren døde for få år siden, vendte flere familiemedlemmer ryggen til ham i kirken, fordi de ikke ønskede øjenkontakt med ham.

Nick har også mistet kontakten med sin seksårige datter. Moren forelskede sig i Nick efter at have set ham i et tv-program. Men senere søgte hun skilsmisse, og bruddet kostede Nick en million dollars, samtidig med at moren siden har nægtet ham adgang til datteren, som Nick siger, at han savner med hvert et åndedrag. Alligevel holder den tidligere dødsfange fast i et positivt fokus.
“Jeg har set så megen menneskelig ondskab, at det for mig nu alene handler om at vise alt det gode, som vi mennesker rummer. I dag er godheden min grund til at leve. Og kærlighed er den eneste valuta, der giver vores liv værdi. Jeg har derfor heller aldrig opsøgt mine bødler i fængslet. Der kommer ikke noget godt ud af at jagte fortiden,” siger Nick.

Løsladelser fortsætter

I 2015 er flere uskyldigt dømte blevet løsladt, da det amerikanske retsvæsen har erkendt fejl i deres sager.

Manuel Velez, 49 år, blev løsladt fra dødsgangen i Texas, hvor han afventede sin henrettelse for mordet på kærestens etårige datter. Nye tekniske beviser påviste hans uskyld, og da han blev løsladt, fastslog retten, at Manuel Velez også havde været offer for et mangelfuldt forsvar, samtidig med at anklageren havde påvirket juryen på uetisk vis. Manuel Velez sad fængslet i ni år.
Få uger tidligere blev Ricky Jackson, 57 år, og Wiley Bridgeman, 60 år, løsladt i en anden mordsag. I 1975 løj et vidne, og mændene blev dømt for et mord, de aldrig havde begået. Begge var indespærret i 39 år, før deres uskyld blev påvist.

Foråret 2015 blev det første, Debra Milke kunne nyde som en fri kvinde i 22 år, efter at hun tidligere var endt på dødsgangen i Arizona, dømt for at have skudt sin fireårige søn Christopher. Bevisførelsen mod hende byggede alene på, at hun angiveligt skulle have indrømmet mordet over for betjenten Armando Saldate. Hun nægtede dog altid at have tilstået, og da det senere viste sig, at Armando Saldate havde løjet under ed i flere retssager, samtidig med at han er blevet beskyldt for at have foretaget embedsmisbrug i mere end halvdelen af de sager, han har været involveret i, og som er endt med dødsdomme, blev den i dag 51-årige Debra Milke løsladt. Mordet på hendes søn forbliver uopklaret.

Samme forår kunne Anthony Hinton nyde som en fri mand efter næsten tre årtier på dødsgangen i Alabama for to drab, han aldrig havde begået. Havde politiet blot foretaget tekniske undersøgelser af hans pistol, da han blev fængslet i 1986, ville myndighederne have fundet ud af, at Anthony Hinton ikke var morderen. Disse undersøgelser blev først foretaget 29 år senere.

Også Joseph Sledge blev i 2015 løsladt for et dobbeltdrab, som han uskyldigt har tilbragt mere end halvdelen af sit liv i en fængselscelle for. Den i dag 70-årige mand blev dømt for at have slået en mor og hendes datter ihjel i Elizabeth Town i North Carolina. Dagen før mordene var han stukket af fra et nærliggende fængsel, hvor han afsonede fire år for tyveri. Myndighederne tænkte, at han måtte være morderen, men 38 år senere kunne beviser afsløre, at hverken morderens DNA, hår eller fingeraftryk tilhørte Joseph Sledge.

Ovenstående er uddrag fra ‘Drømmenes deroute’ af Steffen Hou. Bogen handler om amerikanske forhold og USA’s problemer med bl.a. om illegal immigration, racisme, politibrutalitet, våbenkontrol og social ulighed.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *