Umulighedernes land | Immigration i USA

Ingen ænsede de sorte silhuetter, der langsomt nærmede sig kysten. En ung kvinde havde travlt med blufærdigt at skjule brysterne i sandet, så sanserne hos de nysgerrige teenagedrenge i vandkanten ikke blev stimuleret. Og drengenes forældre var også fraværende. De havde kapituleret på drømmesenge, mens solen brankede deres kroppe. Selv var jeg opslugt af at skrive om mine oplevelser på Key West denne augustdag i 1994. Fortællingen skulle blive mere dramatisk end forventet.

Pludselig var luften fyldt med skrig og flyvende sandkorn, da silhuetterne forvandledes til overlæssede både, og en gruppe unge mænd stormede ind over stranden til de solbadende.
De cubanske flygtninge havde tilbagelagt 90 sømil på åbent hav i interimistiske, hjemmelavede både, og cubanerne var mit første møde med nogle af de immigranter, som har været med til at ændre USA fra en nation af hovedsageligt hvide amerikanere til et multikulturelt samfund, hvor kinderne bliver mørkere dag for dag.

De kommende dage skulle flere tusinde cubanere nå Floridas kyster, efter at Cubas diktator, Fidel Castro, havde tilladt utilfredse landsmænd at stævne ud med drømmen om et frit liv i USA. Akkurat som passagererne gjorde, da skibet Mayflower i 1620 forlod den engelske havneby Plymouth. Om bord var 102 passagerer, hvoraf flere var tvunget i eksil efter at have brudt med den engelske kirke. Da de gik i land på Massachusetts kyst, var det derfor i søgen efter religionsfrihed.

Passagererne på Mayflower var blandt USA’s første immigranter. Senere fulgte millioner af mennesker med drømmen om et bedre liv end det, de forlod. Sammen skabte de Amerika.

I dag bor der godt 320 millioner mennesker i USA. Ud af dem er 42 millioner født uden for landets grænser. Specielt de seneste år er antallet af tilflyttere steget markant, efter at amerikanske politikere i 1965 vedtog en ny immigrationslov. Loven skulle gøre det lettere for flere nationaliteter at få opholdstilladelse, så landet kunne tiltrække nødvendig arbejdskraft. Men loven skulle også ændre USA’s ansigt for evigt.

Hidtil havde tilflytterne hovedsageligt været europæere, men nu strømmede immigranter fra Asien og Latinamerika til. I dag kommer seks ud af ti immigranter fra et latinamerikansk eller asiatisk land, mens blot en ud af ti har rødder i Europa.

Siden mit møde med cubanerne på Key West har jeg truffet hundredvis af andre immigranter, der er søgt til landet for at realisere den amerikanske drøm. Og det er lykkedes flere at skabe et bedre liv. Nogle sågar med så stor succes, at de har fostret verdensomspændende virksomheder som Google og eBay. Succesen tilhører dog de få.

Census Bureau, der indsamler data om amerikanernes leveforhold, fastslår, at godt hver femte immigrant lever i fattigdom. Ofte foregår mødet med immigranter da også, når de udfører lavtlønsarbejde som chauffører, stuepiger, bygningsarbejdere og tjenere. Imens de serverer hamburgere og hotdogs, diskuterer indfødte amerikanere så, om tilflytterne udgør en trussel mod samfundsøkonomien, engelsk som landets førstesprog og den hvide mands dominans. Og de diskuterer i særdeleshed, hvad der skal ske med de godt 12 millioner personer, der opholder sig ulovligt i USA.

Antallet af illegale immigranter er nemlig steget eksplosivt. For tyve år siden levede fem millioner i skjul, men de seneste år har amerikanske grænser været under pres af blandt andre børn og unge, der søger alene og ulovligt ind i USA.

Udviklingen har fået mange amerikanere til at anklage myndighederne for at have mistet kontrollen. Og USA’s nyvalgte præsident Donald Trump har varslet, at han vil bygge en mur til Mexico for at holde illegale immigranter ude. Andre kritikere vælger at samle sig i private vagtværn, hvor de i Texas’ ørken jagter grænseoverløberne. For de illegale immigranter, der slipper uset forbi, venter et liv i evig frygt for, at myndigheder opdager og deporterer dem til den vold, fattigdom og undertrykkelse, som mange af dem flygtede fra. Eva er en af dem.

Byttet:
Et liv som jaget vildt
Eva, 41 år | Illegal immigrant fra Guatemala

Long Island, New York, februar 2015

“Børnene skreg og skreg, da vi skulle over floden. De havde aldrig sejlet før, og de kunne ikke svømme. De var ved at dø af skræk,” husker Eva om de tidlige morgentimer, da hun satsede døtrenes liv i jagten på den amerikanske drøm.

Kort forinden havde familien forladt fortidens rædsler i Guatemala City, hvor den i årevis havde været jaget vildt. Specielt mandens kamp mod korrupte magthavere tiltrak sig dødelig opmærksomhed.

“Min mand blev slået ihjel. Og jeg flygtede fra volden, inden jeg også selv mistede livet,” fortæller Eva om beslutningen, der fik hende til at stikke af fra den sociale og politiske uro, som årtiers borgerkrig har skabt i det mellemamerikanske land, hvor der dagligt begås op mod 20 mord blandt blot 15 millioner indbyggere.

“Jeg så hver dag ofrene. Hvis det ikke var korrupte myndigheder og kriminelle, der tog livet af folk, var det fattigdom. Da jeg havde penge nok, flygtede jeg for mine børns skyld. Jeg ville give dem det liv, som de aldrig kunne få i Guatemala. Et liv i tryghed,” siger Eva, der betalte menneskesmuglere og mexicanske politibetjente tusindvis af dollars for at undslippe det guatemalanske mareridt og i stedet udleve sin drøm i New York.

Knapt var drømmen dog fostret, før den forliste. De seneste 10 år har Eva og de to døtre levet som illegale immigranter i USA. Selvom hun ikke længere frygter for familiens liv, lever hun fortsat i stor utryghed.

”Jeg er konstant bange for at blive opdaget og sendt hjem, men jeg vil hellere leve med den frygt end i Guatemala. Der er ingenting. Kun vold og had. Og jeg er bange for at blive offer for hadet, hvis vi sendes tilbage,” fortæller Eva.

Rejsen fra Guatemala mod et bedre liv i USA varede uger, og den begyndte med, at Eva krydsede floden Suchiate, mens døtrene knugede sig til moderen.
Overfarten foregik på to lastbildæk, der var samlet under en tynd træplade. Skipperen var en ældre mand, som levede af at hjælpe illegale immigranter på vej, og hvis åndedræt afslørede, at han havde drukket hele natten.

Da Eva satte sig på tømmerflåden, fik døtrenes skrig hende til at overveje, om hun havde valgt den rette skæbne for familien.
“Da jeg så frygten i deres øjne, fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg udsatte dem for fare. Og jeg begyndte selv at frygte, at vi ville dø undervejs mod USA, men det var for sent at vende om,” siger Eva.

For Eva og de fleste andre immigranter var tømmerflåden nemlig eneste mulighed for at komme ind i Mexico. Ønsker guatemalanere at rejse ind gennem en af de ti officielle grænseposter, som dækker den 871 kilometer lange grænsestrækning, kræver det et ofte uopnåeligt visum. Så var det lettere at krydse den ubevogtede flod.

Selvom turen over floden var risikabel, ventede den største fare forude. Da familien satte fod på den mexicanske flodbred, fortsatte færden via en af de skjulte jungleruter, som illegale immigranter benytter. Og i det sydlige Mexico tog Eva afsked med sin fætter, der havde hjulpet familien på vej. Hun var derfor alene med døtrene, da hun kravlede op på godstoget, som skulle fragte dem nærmere den amerikanske grænse 2000 kilometer mod nord.

Toget er de fattigste immigranters foretrukne transportmiddel, når de søger mod USA. Enten skjuler de sig på taget inden afgang, eller også springer de på, når toget har sat i gang. Mange kommer alvorligt til skade i forsøget på at være hurtigere end det rullende tog, og lykkes det at komme om bord, knuger de illegale immigranter sig sammen for ikke at falde ned på skinnerne.
Toget kaldes La Bestia (Bæstet), og når det forlader perronen i Arriaga i provinsen Chiapas med retning mod USA, er det med op mod 800 illegale immigranter på taget. Under halvdelen af den halve million immigranter, der hvert år springer på toget, springer af igen ved endestationen. Enten giver de op undervejs, eller også fanges de af mexicanske politibetjente, som de ikke har råd til at bestikke.

“Selv gravide og mødre med små babyer sætter livet på spil. De har ikke andet valg, hvis de skal overleve. Mødrene sidder bare som forstenet på taget og håber, at børnene ikke falder af,” fortæller Eva om togrejsen, som varede godt en uge, og som var mere psykisk end fysisk belastende. Hun glemmer eksempelvis aldrig synet af den ældre mand, der pludseligt sprang af, da toget tilfældigvis gjorde holdt. Umotiveret forsvandt manden ind i junglen, velvidende, at det eneste, der formentlig ventede ham der, var døden.

“Han gav op og skulle bare væk. Jeg tror, han besluttede sig for at dø. Det værste var dog at se børn på 10-12 år, som rejste alene uden de forældre, der havde sendt dem af sted, fordi de ikke kunne give dem mad eller sikkerhed derhjemme. Deres frygt og ensomheden gør mig stadig syg af sorg,” siger Eva.

Alene i 2014 fangede amerikanske grænsevagter over 65.000 børn, som forsøgte at komme illegalt ind i USA. Ud af de mange børn var godt 17.000 fra Guatemala.

Hvor mange børn, der slet ikke kommer så langt, men ender deres rejse på den mexicanske side af grænsen, vides ikke. For hvis illegale immigranter overhovedet når levende til de nordmexicanske grænsebyer, er det langt fra alle, der får lov til at fortsætte rejsen. Specielt kvinder og unge piger er udsatte, hvilket Eva også var vidne til.

“Mange, der rejste alene, blev voldtaget af enten menneskesmuglere eller andre immigranter. Vi kendte alle den risiko, før vi drog af sted, men for mange var det bedre at løbe risikoen end at blive i Guatemala. Og hvis du håber på et bedre liv, er håbet stærkere end frygten,” siger Eva.

Hendes stemmebånd snører sig sammen, da hun fortæller, hvordan menneskesmuglere kunne finde på at stikke deres hænder ned i kvindernes trusser foran deres børn og andre illegale immigranter alene for at vise magt. Eva hørte også historier om kvinder, der i værste fald blev massevoldtaget og tvunget til at arbejde på mexicanske bordeller eller som slaver på fabrikker, mens andre blev mishandlet igen og igen, så de ikke gjorde modstand, når menneskesmuglerne tvang dem til at smugle narkotika ind i USA.

“Mange blev slået ihjel, hvis de gjorde modstand eller ikke havde penge til sidste del af turen. Jeg så ikke, at det skete, men jeg hørte historierne, og jeg så ligene i ørkenen. Både på den mexicanske og amerikanske side af grænsen. Menneskesmuglerne havde en interesse i at skabe frygt, så de kunne kontrollere os som hunde,” fortæller Eva og kniber øjnene sammen, så hun afslører flere rynker end normalt i et 41-årigt ansigt.

Menneskesmuglerne udnyttede dog ikke kun de personer, som betalte dyrt for deres hjælp. De udnyttede også den familie, som ventede i USA. Ved den amerikanske grænse tilbød menneskesmuglerne, at deres kunder kunne ringe til familien og fortælle, at de var på vej. Men så snart immigranterne havde tastet nummeret ind, tog menneskesmuglerne telefonerne. I stedet gik telefonopkaldet nu ud på at afpresse familierne. Og kunne de ikke betale, blev familiemedlemmerne kidnappet eller slået ihjel. Årligt godt 20.000 immigranter anslås at blive kidnappet af menneskesmuglere.

“Når du rejser illegalt ind i USA, er dit liv lagt i hænderne på menneskesmuglerne. De er ligeglade med menneskeliv, og de bestemmer, om du skal leve eller dø. Og får du lov at leve, bestemmer de, om det skal være som menneske eller dyr,” siger Eva, der også bestak korrupte politibetjente, når de stoppede familien for at tjekke dens papirer.

Da Eva forklarer, hvorfor hun risikerede sit eget og døtrenes liv på rejsen mod New York, tøver hun ikke. Derhjemme havde hun hørt fra andre immigranter, at livet i USA var trygt, og at alle havde masser af penge. Og da hun kom fra fattigdom og frygt, var valget let, inden hun påbegyndte sidste del af rejsen. Turen foregik til fods gennem den amerikanske ørken.
Først blev de svageste, ældre og mødre med børn sendt af sted af menneskesmuglere. Til sidst mændene. Skiftevis løb grupperne gennem ørkenen i nattens mørke, inden de kort gjorde hvile for hurtigt derefter at blive sendt videre til næste punkt. Altid med frygt for at dratte udmattede om efter flere timers vandring op over bakkedrag og ned ad stejle skrænter uden vand eller mad. Specielt mødre med børn i armene bukkede under.

Frygten for, at drømmen om et nyt liv ville briste, var dog størst, når de forude kunne se de blå blink fra patruljerende grænsebetjente. Når de spottede lyskeglerne, kastede de sig i sandet eller det nærmeste buskads, og Eva bad altid til, at døtrene ikke begyndte at græde. Gik det ikke stærkt nok med at søge skjul, kom menneskesmuglernes straf hurtigt og korporligt. Så snart patruljerne var kørt videre, genoptog de illegale immigranter flugten ind i drømmenes land.

“Jeg befandt mig i en trance. Jeg fokuserede kun på at kæmpe mig fra punkt til punkt og at overleve. Jeg tænkte ikke. Jeg handlede bare. Kun frygten for at miste mine døtre mindede mig om, at jeg stadig var menneske,” fortæller Eva, der vidste, at mødre, som rejser alene med børn, ofte bliver afkrævet ekstrabetaling, da de udgør en større risiko for, at gruppen bliver opdaget af myndighederne. Generelt er både mødre og børn udsatte ofre i menneskesmuglernes hænder.

”Jeg havde hørt, at hvis børnene begyndte at græde, kunne menneskesmuglerne finde på at gøre dem tavse. I dag skammer jeg mig over, at jeg satte mine døtres liv på spil, men jeg havde ikke andet valg. Og skulle jeg træffe valget i dag, ville jeg nok gøre det igen,” siger Eva.

Kort før morgengry ventede en kortege af ramponerede trucks på Eva og de øvrige flygtninge. Som får blev immigranterne gennet op på ladet, inden bilerne i høj fart tilbagelagde den sidste del af turen gennem ørkenen. Kun hvirvlende støv efterlod et vidnesbyrd om endnu en gruppe illegale immigranters ankomst til USA. Da bilerne nåede hovedvejen, spredtes de. Grænseoverløberne var nu på vej i forskellige retninger. Langt de fleste havde kurs mod ventende familie i Californien, New Jersey, Florida, Texas og i Evas tilfælde New York, hvor hendes onkel tilbød husly og falske social security numbers, som skulle hjælpe tilflytterne til et lettere liv i det nye hjemland.

“Jeg græd af lettelse, men også af skam. Det var først, da vi var i sikkerhed, at jeg indså, hvor skræmte mine døtre havde været, og det gik op for mig, hvilken fare jeg havde udsat dem for. Den skam vil følge mig resten af livet. Men jeg husker altid mig selv på første dag, de gik alene hjem fra deres amerikanske skole, og jeg var helt tryg. Det var aldrig sket i Guatemala,” siger Eva.
Den første tid skjulte Eva sig hos familie i Queens, men få år senere var hun ved hjælp af falske identiteter integreret i samfundet med arbejde, skattekort og lejlighed. Og pigerne begyndte i den lokale skole, hvor de hver morgen fremsagde en troskabsed i kor med andre elever, mens blikkene var rettet mod det amerikanske flag.

Eva har aflagt sin troskabsed over for en familie på Long Island. Familien ved, at hun opholder sig ulovligt i USA. Alligevel har den i årevis tilbudt hende arbejde.

“Jeg overtog jobbet fra en bekendt, der også er her illegalt. Familien vil gerne hjælpe, da den ved, at illegale immigranter har det svært,” fortæller Eva om sin arbejdsgiver.

Hver morgen møder Eva tidligt for at rede familiens senge, inden hun haster mod køkkenet. Denne morgen syder gryderne, og familiens børn er ved at koge over, mens de skrigende venter på morgenmad. Da børnene er afleveret i skolen, skynder Eva sig tilbage for at vaske gulve, ordne vasketøj og forberede aftensmaden. Arbejdsdagen er mindst ti timer.

De fleste dage når Eva dog hjem, så hun også kan lave aftensmad til sine egne børn. Køreturen tilbage til den toværelses-lejlighed i det sociale boligbyggeri i Bronx er dog langvarig. Også de dage, hvor trafikken er nænsom. Eva kører altid forsigtigt. Også denne aften, hvor slud står op fra vejbanen som et sprinkleranlæg, da firehjulstrækkeren presser sig ind foran Evas lille Toyota. Vinduesviskerne får dog hurtigt genskabt udsigten til Manhattans skyline i det fjerne, men den gode udsigt er kortvarig. Få sekunder senere overhaler endnu en bil, og aftenens vejrlig spolerer igen udsigten til Empire State Building.

“Det minder meget godt om mit liv. Lige så snart jeg får gjort rent, er der straks beskidt igen,” siger Eva sarkastisk og fortæller, at det dog ikke er dagens dont, som kræver flest kræfter. Det er derimod at holde sig i skjul for myndighederne.

“Der er dage, hvor jeg er tæt på at glemme, at jeg opholder mig ulovligt, fordi USA har været mit liv i over ti år. Men så snart jeg føler tryghed, bliver jeg mindet om, at jeg i morgen kan sidde på et fly til Guatemala sammen med mine børn. Jeg kører derfor altid meget stille, så jeg ikke bliver stoppet af politiet og dermed måske opdaget. Bliver vi sendt hjem, frygter jeg, at vi vil blive ofre for kriminelle og udnyttet. I Guatemala har vi intet, og vi er ingen,” siger Eva.

Hun håber, at hun med tiden får lovligt ophold i USA, og hun glæder sig over første skridt i den retning. I efteråret 2014 besluttede præsident Barack Obama at give permanent opholdstilladelse til illegale immigranter, der har opholdt sig ulovligt i USA i mere end fem år, såfremt deres børn er født i landet, eller hvis børnene af anden grund har permanent opholdstilladelse. Evas døtre er dog født i Guatemala, og de lever derfor også illegalt i New York. En hemmelighed, de har med i tasken, hver dag de møder i high school. Men måske ender børnene med at få permanent opholdstilladelse, da de kom til USA før 2010. Får de ikke det, vil de alligevel fortsætte med at gå i skole med andre amerikanske teenagere. Så længe deres falske identitet altså ikke afsløres.

“Jeg har de samme dokumenter som alle andre amerikanere. Mine er bare falske, om end jeg har fået lavet dem i mit eget navn,” fortæller Eva.

Med et social security number har hun kunnet sende børnene i skole, leje en beskeden lejlighed og tilmed lade sig registrere, så hun betaler skat af de penge, hun tjener. Alt sammen giver indtryk af, at familien opholder sig lovligt. Men skulle myndighederne granske hendes fortid, vil de opdage, at Eva ikke er nummerets oprindelige ejer. Eva føler fortsat, at hun er jaget vildt. I dag er det bare ikke forbrydere, men føderale myndigheder, der vil fange hende.

“Det må aldrig ske. Vi lever som amerikanere, tænker som amerikanere og er som amerikanere,” siger Eva og fortæller, at det blandt mange indfødte også er accepteret, at illegale immigranter er en del af samfundet, bl.a. fordi tilflytterne er parate til at påtage sig arbejdsopgaver til en løn, som amerikanerne aldrig selv ville. Den lave løn fastholder dog mange illegale immigranter i fattigdom og på nederste trin af den sociale rangstige.

Evas løncheck er da også mindre end de fleste amerikanske kollegers. I New York tjener en husholderske gennemsnitligt cirka 200.000 kroner om året, mens Eva knapt runder 150.000 kroner. Det på trods af, at hun arbejder langt flere timer, end amerikanske kolleger ville acceptere og tilmed uden sikkerhed i sin ansættelse.

“Jeg havde kun hørt om den amerikanske drøm, før jeg kom. Men nu kender jeg den, og jeg ved, at det netop er en drøm og ikke virkelighed. I hvert fald ikke for illegale immigranter. Men jeg ved også, at livet trods alt er tryggere og rigere i USA end i Guatemala. Så hvis jeg en dag bliver sendt tilbage, må jeg lade os smugle ind igen,” siger Eva.

De fleste anholdte bliver deporteret til deres hjemland, og deres søgen efter den amerikanske drøm ender som et mareridt, mens dem, der fortsat lever illegalt i landet, gør det med frygten for, at drømmen brister, hver gang det uanmeldt ringer på døren.

“Millioner lever i skjul. Det er unfair, for USA er skabt af immigranter, og vi burde alle behandles lige,” siger Eva.
Langt den overvejende del af USA’s 12 millioner illegale immigranter kommer fra Mexico, El Salvador, Honduras og Guatemala. Hvert år bliver godt en halv million illegale immigranter anholdt, mens endnu flere slipper uset ind i USA gennem eksempelvis Texas’ ørken.

Ovenstående er uddrag fra ‘Drømmenes deroute’ af Steffen Hou.

Bogen handler bl.a. om illegal immigration, racisme, våbenkontrol, skoleskyderier, politibrutalitet og social ulighed.

Den amerikanske genfødsel | Demografi

Amerikanerne skal forberede sig på folkelig turbulens og kulturelle slagsmål, når befolkningen de kommende år vil opleve, at kinderne bliver mørkere, og færre vil tale engelsk som førstesprog. Samtidig vil den dominerende race selv blive en minoritet.

Sådan lyder konklusionen fra en af landets mest anerkendte demografer, William Frey, der siger, at amerikanerne nåede en milepæl allerede i 2011, da der for første gang blev født flere børn af minoriteter end af hvide amerikanere.

“De er det fysiske bevis på, at USA nu endegyldigt befinder sig i en transformation fra at være et hvidt samfund til at blive en nation af blandede racer, hvor alle ender som minoriteter,” fortæller William Frey, som forsker i befolkningsudvikling ved The Brookings Institution, der er en af USA’s ældste og mest anerkendte tænketanke.

Specielt 2043 kan blive et skelsættende år. Her forventes det, at den hvide amerikaner endegyldigt vil blive en minoritet. Blot fire ud af ti amerikanere vil til den tid være hvide, hvilket er et drastisk fald i forhold til 1960, hvor godt otte ud af ti var hvide.

I samme periode er antallet af amerikanere med rødder i et latinamerikansk land fordoblet, og når landets befolkning halvvejs gennem dette århundrede runder 400 millioner indbyggere, vil næsten tre ud af ti være latinoer ifølge folketællingsbureauet Census Bureau.

Mange hvide er ikke glade for den demografiske udvikling.

“De frygter at miste deres privilegerede status i samfundet, og de frygter at skulle bo sammen med andre racer i deres i dag beskyttede lokalsamfund. De er bange for at miste magten,” siger William Frey.Men ifølge ham er frygten grundløs. Forandringerne er i hvert fald uundgåelige.

“Den demografiske udvikling er vort lands skæbne. Vi har aldrig i vores historie oplevet så voldsom en udvikling i antallet af nye minoriteter og forskellige racer. Og udviklingen kan ikke bremses,” siger William Frey, der mener, at de nye minoriteter og befolkningens forskelligheder vil få en positiv indflydelse på selv den hvide amerikaners liv.

“Minoriteterne vil redde landet, som ellers ville være præget af en befolkning, der kun bliver ældre. Nytilkomne befolkningsgrupper og minoriteterne vil bringe nyt liv. De vil være landets vej til vækst og vitalitet,” siger William Frey, som senest har beskrevet udviklingen i bogen ’Diversity Explosion’.

Demografen mener, at det vil bidrage til et mere tolerant samfund, hvor borgerne har større respekt for hinandens forskelligheder, når ingen race længere vil kunne påberåbe sig at være den dominerende.

“Den største udfordring bliver at bygge en kulturel bro mellem yngre og ældre generationer. De yngre består i dag af vidt forskellige racer, og de har ikke nødvendigvis en forbindelse til den ældre generation af hvide amerikanere. Til gengæld er de i modsætning til ældre mere åbne og tolerante over for forskellighederne i landets racesammensætning,” siger William Frey.

Allerede i dag er de yngre generationers og minoriteters indflydelse på USA enorm. De har blandt andet forandret amerikansk popkultur, sproget, dele af erhvervslivet og landets medier. De starter eksempelvis flere virksomheder end hvide amerikanere. Og deres indflydelse vil blive større i takt med, at det hovedsageligt er latinamerikanere, asiater og amerikanere af blandede racebaggrunde, som føder børn, forklarer William Frey. Og netop relationerne mellem landets racer vil forandre sig kraftigt.

I 1958 blev Mildred og Richard Loving anholdt i Virginia for at overtræde en lov, der forbød sorte og hvide at gifte sig. Parret klagede deres nød, men amerikanerne var ligeglade. Det år syntes kun fire procent af amerikanerne, at ægteskaber mellem sorte og hvide var tilladeligt. Og parret måtte vente næsten ti år, før de vandt den retssag, som de havde lagt an mod staten Virginia ved den amerikanske højesteret. Herefter blev alle stater pålagt at acceptere ægteskaber mellem forskellige racer, og lovændringen har forandret amerikanerne.

I dag accepterer 90 procent af alle amerikanere blandede ægteskaber. Og op mod 15 procent af alle ægteskaber består i dag af forskellige racer. Det er en markant stigning alene i forhold til 1980, hvor blot tre procent af alle ægteskaber var blandede. Ægteskaber mellem forskellige racer forventes selvsagt at stige yderligere.

“Det vil formentlig medføre en større solidaritet mellem racer og samtidig betyde, at der skabes større lighed i forhold til eksempelvis løn og uddannelse,” siger William Frey.

Det hører dog til sjældenhederne, at afroamerikanerne gifter sig med personer af anden race, og ifølge William Frey er dette udtryk for den rolle, som landets sorte befolkning historisk har haft.

“De få blandede ægteskaber med sorte skyldes, at afroamerikanere i samfundets øjne altid har været betragtet som mindre attraktive partnere, selv blandt andre minoriteter. Og når vi i dag oplever så få blandede ægteskaber med sorte, så fortsætter den historiske arv, hvor sorte er distanceret fra resten af befolkningen,” siger William Frey, der dog mener, der er en tendens til, at yngre generationer i højere grad indgår ægteskaber med sorte partnere.

De flere ægteskaber mellem forskellige racer betyder naturligvis også flere børn, som har forskellige racebaggrunde. Da Census Bureau i 2000 for første gang i forbindelse med befolkningsundersøgelser gav folk mulighed for at afkrydse, om de kom fra en familie af flere racer, svarede godt syv millioner amerikanere bekræftende. Ti år senere var antallet, der afkrydsede boksen med ’multiple race’ vokset med over 30 procent. Halvvejs gennem dette århundrede forventes hver femte amerikaner at nedstamme fra forskellige racer.

“Man kan sige, at dette er begyndelsen på en ny fortælling om USA som en smeltedigel. Mange børn med blandet racebaggrund vil dog formentlig betegne sig selv som hvide ganske enkelt for i højere grad at blive accepteret,” siger William Frey.

Og demografen er ikke i tvivl om, at den eksplosion af forskelligheder, som USA vil opleve, får en positiv indflydelse på den amerikanske samfundsudvikling.

“Den demografiske turbulens vil være godt for landet. For vi vil være nødt til at finde ud af, hvordan vi lever med og netop udnytter vores mange forskelligheder i den stigende globalisering. Forskellighederne vil være til USA’s fordel og kan være med til at skabe økonomisk fremgang. Nye minoriteter og immigranter vil eksempelvis være med til at styrke vores jobmarked og arbejdsstyrke, som uden dem ellers også vil dø ud,” siger William Frey, der tror, at forskellighederne også kan skabe større optimisme for fremtidige generationer.

“Forandringerne vil for fremtidige generationer repræsentere dynamik, håb og et løfte om muligheder for alle, uanset race. Og det er godt for et land som har desperat behov for, at der fødes flere børn,” siger William Frey.

Han medgiver dog, at vejen hen mod en mere forskelligartet, men til gengæld mere tolerant befolkning, kan blive bumpet.

“Der vil komme politiske diskussioner om, hvordan ressourcer skal fordeles mellem minoriteterne, og i nogle lokalsamfund vil man forsøge at skubbe nytilkomne minoriteter og immigranter ud. Men jeg er ikke i tvivl om, at med tiden vil den demografiske udvikling være en enorm styrke for USA og skabe en helt ny og mere kraftfuld nation med en mere tolerant befolkning,” siger William Frey, der har følgende konklusion:

“Transformationen vil skabe en ny amerikansk æra. Vi vil som nation opleve en positiv genfødsel. Og den amerikanske drøm vil fortsat leve for fremtidige generationer.”
Ovenstående er epilogen fra bogen ‘Drømmenes deroute’ af Steffen Hou.

Bogen handler om amerikanske forhold og USA’s problemer med bl.a. illegal immigration, racisme, manglende våbenkontrol, politibrutalitet, dødsstraf og social ulighed.