Sådan kommunikerer kommuner i øjenhøjde

I denne blog får du som kommunal kommunikatør inspiration til:

* Hvordan du kan bruge digitale medier til at løse de kommunikationsudfordringer, som kommuner oplever, når de skal kommunikere med en bred og diffus målgruppe

* Hvordan andre kommuner har brugt film og videoer i dialogen med borgerne

* Hvor meget du bør betale for film og videoer 

* Hvorfor digitale medier er at foretrække overfor læsesvage borgere 

* Hvordan film og videoer kan være vejen til opmærksomhed blandt kommunens egne ansatte

* Hvordan konferencer og livestreaming kan åbne kommunen overfor borgerne

* Hvordan du digitalt distribuerer dine videoer

Af Steffen Hou, rådgiver og producent, www.houmedia.dk

Jeg har stor respekt for kommunikatørerne i landets kommuner, for de skal løse en af de sværeste kommunikationsopgaver overhovedet – at kommunikere med en diffus målgrupper, som rummer alt fra uddannelsessøgende unge til erhvervsaktive forældre og pensionerede ældre. Alle med vidt forskellige behov, forventninger og kommunikationsvaner.

Samtidig skal kommunikatørerne favne alle sociale grupperinger og folk med forskellige kulturelle baggrunde. Tilmed mens de tilfredsstiller byrådspolitikere med hver deres opfattelse af, hvad og hvordan der skal kommunikeres.

Nå ja, og så bliver opgaven ikke lettere af, at modtagerne ofte slet ikke interesserer sig for det, der sker “oppe i kommunen”.

Alligevel er de kommunale kommunikatører forpligtet til at kommunikere, når reformer og reguleringer skal implementeres, når den lokale affaldssortering skal promoveres, når forældre skal inspireres til det rette skolevalg, medmindre kommunikationsopgaven altså er at sikre, at der i fremtiden overhovedet er skolesøgende børn i kommunen.

Kommunikation på borgernes betingelser

Konklusionen er, at man ikke kan løse opgaven med “standardiserede løsninger”. Differentierede målgrupper kræver differentierede løsninger. Skal kommuner lykkes med deres informationspligt, skal de derfor kommunikere på borgernes betingelser. For som servicevirksomhed konkurrerer kommunerne i en digital tidsalder om folkets opmærksomhed på lige vilkår med kommercielle servicevirksomheder, der ofte har flere ressourcer til rådighed. Om end virksomheders budskaber og formål er ét andet end kommunernes, ja så rummer vi mennesker kun en vis mængde information, og det handler som kommunikatør om at udfylde “din del” af det rum.

Spørgsmålet er, om det til gengæld er blevet lettere at kommunikere med borgerne? Det bliver et klart ja herfra, såfremt du altså omfavner den digitale forandring.

For selv om e-boksen langt fra åbnes af alle – ja så er de fleste danskere alligevel til stede på digitale og sociale medier uanset alder, køn og indkomstniveau. Og vi bruger medierne. Godt 75 procent af alle danskere er ifølge Danmarks Statistik på sociale medier, og tre ud af fire voksne ser løbende online videoer. Kommunerne har dermed fået foræret en let tilgængelig kanal, når borgerne skal indfanges. Uanset om målgruppen er “læsesvage” borgere eller mere velfungerende borgere, der vader i informationstilbud, som de konstant sorterer i.

Vi forstår film

Både det talte og skrevne ord har fortsat sin berettigelse. Men i modsætning til det skrevne ord, hvor sproget kan blive så kompliceret, at borgerne ikke forstår det, så kræver film- og videomediet meget lidt af modtagerne, når kommunen inviterer sig selv indenfor i deres stuer.

Film og videoer er lette at afkode, de forklarer budskabet hurtigt, og så er de nærværende og direkte handlingsanvisende på en helt anden måde end skriftlig kommunikation ofte er, Videoer kan ofte forklarer budskabet præcist på få minutter.

Samtidig viser talrige undersøgelser, at vi mennesker forstå og husker budskaber bedre, hvis de formidles visuelt fremfor på skrift.

Som kommunal kommunikatør får du her inspiration til, hvordan film og videoer samt digitale medier kan gøre det lettere for dig at kommunikere med borgerne og at åbne kommunen for dem.

Udover indholdsmæssig inspiration får du også indikationer af, hvad det koster at kommunikere gennem film og videoer, og du kan såmænd glæde dig over, at det ofte er langt, langt billigere end gamle, traditionelle kommunikationskanaler som eksempelvis den hustandsomdelte pamflet – naturligvis med respekt for, at kommunens informationspligt til tider kræver mere traditionelle kommunikationskanaler, og at der er store forskelle på de kommunikationsmuligheder, man har i kommunen, afhængig af dens størrelse osv.

Sådan bruger kommuner film og videoer

De seneste år har vi i Hou Media samarbejdet med forskellige kommuner – store som små – om vidt forskellige opgaver. Eksempelvis at vise, hvorfor folkeskolen er et godt valg, hvorfor udkantskommuner er en attraktiv bopæl, hvorfor det kommunale forsyningsselskab er det miljørigtige valg til sågar at promovere kommunens kulturelle tilbud. I ander tilfælde har vi rådgivet kommuner om, hvordan de kommunikere med ansatte, eksempelvis læsesvage faggrupper, der ikke engang kan forventes at åbne den kommunale email. Sociale medier og film kan også være vejen til deres opmærksomhed.

Bosætningsfilm:

Kommunen lever af sine borgere, og skal den overleve, kræver det, at afgang modsvares af tilgang. Ellers er der allerede sat udløbsdato på. Nogle kommuner kæmper med tilgangen alene på grund af deres geografiske placering i et yderområde, mens andre kommuners tilgang måske ikke er som fortjent alene i kraft af netop deres attraktive beliggenhed.

Nyborg Kommune bryster sig af at være Danmarks hjerte med let adgang til hele landet som følge af en veludviklet infrastruktur. Men man kapitaliserer som kommune kun på virkeligheden, hvis man fortæller om den.

Flere kommuner har derfor de seneste år investeret i bosætningsfilm. Mange af nød, da bosætningen er udeblevet, mens andre har været mere forudseende for at fastholde den.

Bosætningsfilm fortæller typisk om, hvordan kommunen satser på borgernes trivsel gennem kulturelle tilbud, skoletilbud, fritidsaktiviteter og (forhåbentlig) også, hvordan kommunen arbejder for at styrke det lokale erhvervsliv – for ingen arbejdspladser ingen yngre borgere og dermed tomme kommunekasser. Andre gange kan bosætningsfilmen alene være vinklet på et sundt og stærkt erhvervsliv.

Ofte er det en god ide at lade borgerne selv fortælle, hvorfor kommunen danner ramme om et attraktivt liv, da borgerne er de mest troværdige ambassadører. Andre gange kan det fortælletekniske greb bygges op om kommunens øverst ansvarlige. Borgmesteren. Det valg traf Nyborg Kommune, som fik produceret denne bosætningsfilm, der tog udgangspunkt i netop Nyborgs centrale placering – Danmarks hjerte.

https://www.youtube.com/watch?v=7wSudGg-cKU

Kommunens budget var forholdsvist beskedent i forhold til den kommunikationsindsats, som der er bag sådan en produktion. Kommunen betalte cirka 55.000 kr. for filmen, da den indgik i en større pakkeløsning. Udgifter til bosætningsfilm afgøres typisk af antal optagedage, medvirkende, locations etc.

Det rette skolevalg:

Børnene er vores fælles fremtid. Og uanset om du er deres forældre eller “folkeskolen”, har vi alle en interesse i, at børnene kommer i den rette skole fra start. Det giver gladere (og klogere) børn, og det sikrer, at de kommunale ressourcer bruges rigtigt. Samtidig har kommunerne en interesse i at fortælle og vise, hvorfor folkeskolen er et kompetent valg sammenlignet med privatskolerne.

Københavns Kommune har ønsket at give hovedstadens forældre et direkte indblik i, hvad de kan forvente af kommunens skoler, hvad der fagligt adskiller de forskellige skoler og ikke mindst, hvordan skolerne bestræber sig på at gøre børnene til sunde, glade og kloge medborgere. Alt sammen for at skabe tryghed for forældrene.

Sådanne skolefilm kan typisk produceres for 30.000 – 35.000 kr. afhængigt af hvor mange skoler, der skal portrætteres, antal præsentationsfilm, optagedage, medvirkende, locations etc.

https://www.youtube.com/watch?v=vgx9lHAzPqU

Kulturelle arrangementer og events:

Ofte udspringer en del af kommunens identitet og omdømme af de større offentlige begivenheder, som kommunen afholder. Kulturelle arrangementer skaber en fællesfølelse blandt borgerne, og de er med til at skaffe kommunen omtale og at tiltrække besøgende fra andre kommuner. Måske de bliver så begejstret, at de senere flytter til kommunen…

Den bredeste udbredelse af kendskabet til disse arrangementer sker som oftest gennem tv- og digitale medier.

Det har Nyborg Kommune indset, da kommunen har haft et ønske om at skabe øget opmærksomhed omkring byens to store og traditionelle arrangementer, sommermarkedet, Danehof, og det traditionsrige julemarked.

Kommunen har valgt at producere reportagevideoer fra begge arrangementer, som boostes på sociale medier, og derudover har kommunen fået produceret en tv-reklame fra julemarkedet. Reklamen er produceret udfra reportagefilmen og vist på TV2 Fyn op til arrangementet.

Tv-reklamen: https://www.youtube.com/watch?v=YPVl4Is2gVc

Den fulde eventfilm: https://www.youtube.com/watch?v=ycHEdscGgyQ

Reportagefilmen og den nedklippede tv-reklame har kostet kommunen ca. 60.000 kr. Mens enkeltstående eventfilm typisk kan produceres fra ca. 25.000 kr. afhængig af location mm.

På samme måde kan kommunens konferencer og borgermøde også filmatiseres. Det kan være gennem nyhedsvideoer fra begivenheden eller decideret livestreaming, hvor konferencen sendes direkte til kommunens borgere. På den måde kommer kommunen direkte hjem i stuerne hos borgerne.

Kommunal forsynings- og informationspligt:

Kommuner har pligt til at informere borgerne om, hvordan de kan bidrage til fællesskabets bedste. Det kan være i forhold til eksempelvis affaldsordninger, energibesparelser eller brug af offentlige faciliteter. Andre gange har kommunen behov for at fortælle historien om, hvordan kommunens aktiviteter og indsatsområder gør en forskel for borgerne. Det er jo trods alt dem, der betaler…

På den københavnske vestegn ønskede 12 kommuner at sætte fokus på, hvad der er varmekilden i borgernes lokalområde, om den er grøn energi, og ikke mindst hvordan den styrkes i årene frem. Målet har samtidig været at fortælle borgerne om, hvordan de modtager fjernvarmen og ikke mindst, hvorfor fjernvarme er fremtidens miljørigtige valg. Det fællesejede forsyningsselskab VEKS valgte derfor at producere en informationsportal, der indeholder al relevant information, som hovedsageligt er fortalt gennem film og animationer.

Portalen kan ses her: http://www.veks.dk/da/infoportal

Interne videoer:

Kommuner er ofte store arbejdspladser, der favner mange forskellige faggrupper med vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Nogle af disse faggrupper er ikke lige læsestærke, og de kan være spredt ud på mange lokationer indenfor eksempelvis social- og omsorgsområdet. Man kan altså ikke engang kommunikere til medarbejderne samlet på en fysisk placering, og selvom medarbejderne har en mailadresse, ja så er det ikke ensbetydende med, at de åbner den, akkurat som personalebladet der forbliver uåbnet. Overvejelserne om, hvordan man så kommunikerer med medarbejderne har man f.eks. haft i Aarhus Kommune, som Hou Media indgik i en dialog med om dette. Løsningen i forhold til ikke læsevante faggrupper kan være informations- og instruktionsvideoer, som eksempelvis distribueres i lukkede “medlemsgrupper” på nettet, eller som kører på skærme i kantiner, når muligt. Videoerne kan både indeholder informationer, som alene er relevante i forhold til medarbejdernes dagligdag, men ofte er der en nødvendighed af at få delt viden, som eksempelvis omhandler nye procedurer og arbejdsmetoder, som har direkte indflydelse på borgernes hverdag. Og som i enhver anden henseende er fordelen, at selvom man ikke åbner computeren, ja så har vi alle vores smartphone ved hånden uanset vores baggrund.

Samarbejde mellem kommuner og andre aktører:

Ofte har kommuner sammenfaldende interesser med private aktører. Er man to til at fortælle budskabet, ja så når det også ofte længere ud. Energiselskabet SEAS-NVE gik eksempelvis sammen med Holbæk kommune om at fortælle, hvordan energirådgivning har sparet kommunen anseelige beløb ift. varmebesparelser i byens idrætshaller osv. Og Viborg kommune valgte at stille viden og kilde til rådighed for Ergoterapeutforeningen, da der skulle sættes fokus på, hvordan ergoterapeuter hjælper kommunens borgere hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

Kun fantasien sætter grænserne…

Og så lige lidt ideer i overskrifter:

Videoer om selvbetjeningsløsninger – kort og præcis instruktionsvideoer, som aktiverer borgerne og mindsker kommunens ressourceforbrug.  Og så gerne fleresproget, når nødvendigt.

Videoer om hjemmepleje og tilbud til ældre

Videoer om fritidstilbud til børn, unge og de voksne

Videoer om kommunale behandlings- og rehabiliteringstilbud

Videoer om kommunens generelle aktiviteter med afsæt i nyhedens interesse

Videoer om kommunens indsats for at styrke det lokale erhvervsliv og at tiltrække flere virksomheder

Målet er at åbne kommunen for borgerne og at aktivere dem, så det, der sker “oppe i kommunen” også aktiverer og interesserer dem.

Digital distribution:

Det er ikke noget ved at have masser af godt indhold, hvis man ikke ved, hvad man gør med det!

Når kommuner laver en handlingsplan for, hvordan den ønsker at anvende videoer på hjemmesider og digitale platforme som YouTube, Facebook, LinkedIn, Instagram, Snapchat mm skaber den øget konvertering eller sagt på dansk: den sikrer, at videoerne også når ud til den ønskede målgruppe i en tid, hvor man som publicist har så megen data til rådighed, at man meget let kan ramme præcist i forhold til de borgere, aldersgrupper mm., som man gerne vil i kontakt med. En handlingsplan vil typisk indhold rådgivning om opsætning af kanaler, distribution og tagging med afsæt i grundig søgeordanalyse samt naturligvis en konkret publiceringsplan.

NB! Tænk altid i videreudnyttelse af videoerne, så de vises så mange steder som muligt uanset digital platform (og gerne i samarbejdspartnernes kanaler). Og så skal de selvfølgelig produceres, så de kan ses på både en bærbar computer eller smartphone. Når det er relevant skal videoerne naturligvis også versioneres, så de eksempelvis fanges og forståes af borger, der måske ikke behersker dansk.

Videoer vokser blandt unge

Unge under 30 år har aldrig set flere videoer på YouTube, end de gør nu. Udviklingen hænger blandt andet sammen med, at der er noget for enhver smag, og at indholdet de seneste år er blevet professionaliseret.

Af Linnéa Funk

Ved første øjekast skulle man tro, at 15-årige Louise Madsen er ligesom de fleste andre danske teenagere. Hun passer sin skole og hygger sig med veninderne i fritiden. Men i frikvartererne besvarer hun mails fra sin manager og læser kommentarer på sin Facebook-fanside.

Trods hendes unge alder driver Louise benhård forretning på YouTube. Hver uge underholder hun sine knap 80.000 abonnenter med videoer, der handler om hendes teenageliv.

De seneste år har hun haft så stor succes med hjemmevideoerne, at hun i dag kan tjene meget mere end enkelte håndører til sparegrisen.

Et medie med vokseværk

Det er ikke underligt, at Louise har haft mulighed for at skabe vækst på sin kanal. Knap halvdelen af danskerne benyttede sig ugentligt af YouTube sidste år, viser nye tal fra rapporten DR Medieudviklingen 2016. Eksempelvis så 70% af unge i alderen 7-12 år dagligt YouTube, hvilket er en fordobling på blot to år, vurderes det i underøgelsen.

Det bliver også konkluderet, at godt 80% af danskerne under 30 år dagligt er i kontakt med korte videoer på nettet.

På verdensplan kan udviklingen også ses. YouTube offentliggjorde for nyligt, at der på en gennemsnitlig dag nu bliver set mere end 1 milliard minutters video via platformen.

”YouTubes stigende popularitet hænger i høj grad sammen med tilgængeligheden af platformen. Du kan tilgå indholdet, hvor du vil, og når du vil ,” mener Steffen Hou, medieekspert og ejer af filmproduktionsselskabet Hou Media.

Hjemme på teenageværelset

Sammenlignet med YouTube-fænomener som PewDiePie med over 50 millioner abonnenter, virker Louise Madsen måske som en lille fisk i et stort hav. Men det er hun ikke. I Danmark er hun en af landets største YouTube-stjerner med adskillige hæderspriser i præmieskabet.

Hendes abonnenter kigger trofast med, når den lyshårede pige fra København uploader en ny video fra teenageværelset.

”Jeg tror, at det folk bedst kan lide ved mine videoer, er, at jo jeg bare er mig selv. De synes, det er mega fedt, at jeg viser så meget af min personlighed, og så synes de, at jeg har en fed stil,” fortæller hun.

I Louises videoer inviterer hun seerne med ind i et liv, hvor teenageproblemer som akneudbrud og de nyeste modetrends bliver taget til debat, når hun sidder i sin seng og filmer sig selv.

”Det er vigtigt for mig, at folk finder mine videoer inspirerende og får nogle gode tips med på vejen,” forklarer hun.

Louise Madsen på YouTube: https://www.youtube.com/channel/UCbdgMBAYz5VVYgc6JiigLqA

Underholdning i øjenhøjde

YouTube-platformen byder på et næsten uoverskueligt tag-selv-bord af videoer, men det er netop dét, der blandt andet gør det til et populært medie, mener Steffen Hou.

”Udbuddet på YouTube er blevet så bredt, at det fungerer som et digitalt videosupermarked. Der er frit valg på alle hylder, og der er noget for en hver smag,” forklarer han.

Selvom der findes stor diversitet i indholdet, er der alligevel et gennemgående fællestræk ved nogle af de danske kanaler, som har mange abonnenter blandt helt unge.

”Nogle YouTubere formår at skabe en følelse af identifikation for deres publikum gennem et afslappet format, hvor de filmer sig selv i en privat situation,” forklarer Steffen Hou.

”Man kan føle, at man kommer helt tæt på et andet menneske, som man kan relatere til. Men der er såmænd ikke noget nyt i, at vi følger med i andres liv. Det har vi gjort de sidste 20 år gennem reality-tv,” forklarer han.

Han pointerer dog, at forskellen nu ligger i, at man på YouTube helt selv kan vælge, hvem man vil følge, og hvornår man vil følge dem.

Bag om scenen 

Inden Louise Madsen trykker på optageknappen på sit professionelle Canon-kamera, briefer hun altid sig selv. Hun skriver små noter på et stykke papir, så hun ikke glemmer at sige noget i videoen. Alt er planlagt.

”Selvom jeg bare er mig selv, når jeg filmer, skal jeg altid lige forberede mig mentalt på, at skal jeg være på kamera. Jeg skal lige være ’in the zone’,” fortæller hun.

Louise elsker sit arbejde, men hun er bevidst om, at der også er en bagside af mediemedaljen.

”Nogle gange kan det være lidt ensomt at arbejde med at lave YouTube-videoer, for det ikke alle, der har forståelse for det ansvar, der hviler på mine skuldre,” forklarer hun.

Louise skal ofte levere varen, når store virksomheder køber en annonce på hendes kanal gennem netværket Splay.

”Jeg skal altid præstere noget, og der er ikke mange minutter i et døgn, hvor jeg ikke tænker over det. Men det her er jo også et fuldtidsjob og ikke en hobby. Jeg tager det meget seriøst,” fortæller hun.

Kvalitet er nøglen

Louise er ikke den eneste, der tager YouTube seriøst. Kvaliteten af videoer har de seneste par år generelt fået et ansigtsløft, mener Steffen Hou.

”Endnu en af de faktorer, som formentlig spiller ind på videoplatformens stigende popularitet, er professionaliseringen af meget af indholdet,” forklarer han og uddyber:

”YouTube er ’big business’ i dag, så det er helt normalt, at videoer bliver produceret med samme udstyr og i samme kvalitet, som før kun var muligt at se på flow-tv”.

Og så skal man ikke underkende den teknologiske udvikling.

”Kvaliteten af internetforbindelser er i det meste af landet blevet så god, at du streame underholdning uden irriterende afbrydelser. Det har også noget at sige, når forbrugeren vælger sit foretrukne underholdningsmedie,” vurderer Steffen Hou.

Han pointerer, at YouTube formentlig kun vil vokse i fremtiden.

”Både modtager og afsender har efterhånden fået øjnene op for platformens mange kvaliteter, og derfor vil mediet kun blive ved med at vokse”.

Louises fremtidsplaner bryder også på meget mere YouTube. Efter folkeskolen vil hun søge ind på HHX. Senere i livet vil hun starte sit ejet tøjmærke. Alt imens hele processen vil blivet videodokumenteret og delt med de mange fans.

YouTube på verdensplan:

YouTube blev lanceret i 2005, og er i dag ejet af Google.

1,3 milliarder mennesker bruger YouTube globalt.

Der bliver dagligt set 5 milliarder videoer påYouTube.

Der bliver hvert minut uploadet 300 minutters video til YouTube.

Kilde: YouTube.com

Om skribenten:

Linnéa Funk er content creator på Instagram med godt 35.000 følgere og ca. 120.000 ugentlige eksponeringer af sine billeder. Hun samarbejder bl.a. med nogle af verdens største beauty og fashion brands. Samtidig er hun professionel livsstils-blogger og freelance skribent med en baggrund som bachelor i Medievidenskab og journalistisk formidling fra Aarhus Universitet. 

https://www.instagram.com/linneafunks

http://www.linneafunk.com/

Vi forstår gennem øjnene

Syv gode råd og forslag til, hvordan du bruger videoer i intern kommunikation!

Af Steffen Hou, producent www.houmedia.dk

Langt den overvejende del af vi mennesker lærer gennem øjnene fremfor ørerne. Og når vi præsenteres for viden, der formidles visuelt, så forstår vi den ikke blot bedre. Vi husker den også i længere tid efter. Undersøgelser viser eksempelvis, at vi efter tre dage kun husker 10 – 20 procent af information, som vi læser, men at vi husker godt 65 procent af den information, som vi modtager visuelt.

Film og videoer bør derfor være et foretrukken medie, når virksomheder skal kommunikere med sine medarbejdere, hvor syv ud ti personer som udgangspunkt vil være “visual learners”.

Du får her gode råd og forslag til, hvordan film og videoer kan være en effektiv intern kommunikationskanal. I nogle tilfælde kan forslagene bruges som supplement til allerede eksisterende kommunikationstilbud, mens videoer i andre tilfælde helt kan erstatte nuværende kommunikationsværktøjer, da videoer ofte er en både billigere og hurtigere måde at kommunikere med medarbejderne på.

Læs bland andet om identitetsfilm, sikkerhedsfilm og forandringsvideoer

1: CEO statements

Medarbejderes arbejdstilfredshed afhænger ofte af, om de kender virksomhedens ledelse og føler tiltro til dens planer for virksomhedens udvikling. Desværre viser mange internationale undersøgelser imidlertid, at medarbejdere ofte ikke synes, at ledelsen formåen at kommunikere med de ansatte.

Videoer gør det dog muligt at komme helt tæt på ledelsen og ikke mindst at se den i øjnene gennem eksempelvis CEO statements. Når virksomheden offentliggøre korte videoer med ledelsen, viser cheferne, at de delagtiggør medarbejderne i virksomhedens mål, strategi og udfordringer. Den samme ærlighed og åbenhed kan være noget nær umulig at kommunikere i en email eller “klummen i personalebladet”.

Ofte er CEO statements udformet som korte interviewfilm, men virksomheden kan også vælge at producere videoer, hvor man følger ledelsen i dagligdagen eller i forbindelse med udfærdigelse af konkrete projekter osv for at give medarbejderne et direkte indblik i ledelsens arbejde og tanker. Videoerne kan eksempelvis omhandler strategiændringer, finansielle statements, opkøb eller projektudvidelser osv.

2: Organisationsforandringer / Change Management

Virksomheder i udvikling gennemgår organisationsforandringer. Og skal virksomheden lykkes med forandringerne, er det vigtigt, at medarbejderne bidrager til dem gennem deres engagement. Ofte kan det dog i større organisationer være svært at forklare medarbejderne præcist, hvori forandringerne består, og hvilken konkret betydning det får for dem, da forandringerne er tænkt ved skrivebordet af lederne, men som efterfølgende skal eksekveres i virkeligheden af medarbejderne. Typisk kan ledelsen gennem en grafisk gennemgang i en animationsfilm præcist vise, hvordan organisationen forandrer sig, processen mod målet og ikke mindst, hvilken betydning forandringerne får for medarbejderne. Et overskueligt og direkte indblik i forandringerne giver ro blandt medarbejderne, og frygten for forandring, bliver lettere konverteret til medejerskab for det nye. Forandringsvideoer kan i andre tilfælde bygges op omkring interviews understøttet af grafisk materiale.

3: Sikkerhedsfilm

Virksomheder er forpligtet til at informere medarbejderne udførligt i forhold til sundheds- og sikkerhedsspørgsmål. Men de gamle sikkerhedsmanualer er i dag forældet. Specielt i en omskiftelig verden. Vigtige og helt fundamentale sikkerhedsprocedurer skildres derfor bedst gennem sikkerhedsfilm, hvor medarbejderne ikke blot får den nødvendige information om processer og forholdsregler, men samtidig får et direkte indblik i, hvordan de tager varer på egen og kollegernes sikkerhed. Sikkerhedsfilm kan omhandle alt lige fra datasikkerhed til, hvordan medarbejderne skal forhold sig i tilfælde af en ulykke. Ofte er det et must, at medarbejderne ser sikkerhedsfilm i forbindelse med deres ansættelse og første arbejdsdag. Safety first handler først og fremmest om mennesker, og derfor er det også det mere oplagt at skildre sikkerhedsspørgsmål og procedurer gennem rigtige mennesker.

4: Undervisnings- og instruktionsvideoer

Uddannelsesvideoer giver medarbejder mulighed for at lære, når de er minded for det, og ikke mindst giver videoerne dem mulighed for at gennemgå undervisningen igen og igen, indtil de forstår den og er fortrolig med den. Undervisnings- og instruktionsvideoer sparer virksomheden ressourcer, da den slipper for gentagelser i forhold til undervisningsforløb. Samtidig sparer virksomheden også ressourcer til rejser og medarbejdertimer, da eksempelvis instruktionsvideoer gennemgår og viser processer, som man ellers skal have en fysisk underviser til at forklare.

Videoerne kan løbende opdateres med ny viden og procedurer, så medarbejderne også altid er up-to-date. I andre tilfælde kan videoerne omhandle interne akademiprogrammer osv.

Undervisningsvideoer kan skabes gennem animationer, interviews, filmiske fortællinger etc.

5: Konferencevideoer

Ofte er indlæg og talere på medarbejderkonferencer relevant for alle medarbejdere, men ofte har virksomheden kun råd til at lade et mindre antal medarbejdere deltage i konferencen. Med ved at filme talerne i deres fulde længde, paneldebatter og andre begivenheder på konferencen, som enten sendes live til resten af organisationen eller live-on-demand får man på langt billigere facon mulighed for at dele den leverede viden med alle ansatte og ikke kun et fåtal, som er fysisk til stede i salen.

6: Indføringsvideoer

Når nye medarbejder begynder I virksomheden, skal de på kort tid tilegne sig en stor mængde af viden om bl.a. virksomhedens forretningsgange og kultur. Det kan være svært for medarbejderne at rumme de mange informationer, og ikke mindst kan det kræve mange ressourcer af virksomheden, hvis medarbejderne skal oplæres i nye procedurer en-til-en. Med overordnede præsentationsvideoer sparer virksomheden tid (penge) i forhold til indføring af medarbejdere, samtidig med at medarbejdere kortere og ofte mere præcist præsenteres for al relevant information, mens mellemregningerne er trukket fra. Dermed bliver det lettere for dem at absorbere den nye viden.

7: Identitetsfilm

Ofte er det kollegiale forhold, der knytter medarbejderne til arbejdspladsen fremfor arbejdsopgaver og ledelsen. Med identitetsfilm / nyhedindslag fra eksempelvis den årlige sommerfest eller andre begivenheder kan man skabe en følelse af fællesskab blandt medarbejderne. Videoerne kan være korte nyhedsindslag eller længere film, hvor man skildre arrangementer og begivenheder, som definerer en virksomheds og medarbejdernes fællesidentitet.

Synergier:

Research, interviews osv., som skabes til film og videoer, kan efterfølgende videreudnyttes i artikler til nettet, medarbejderblade etc.

Kilder:

http://changingminds.org/explanations/learning/active_learning.htm

https://www.forbes.com/sites/tjmccue/2013/01/08/what-is-an-infographic-and-ways-to-make-it-go-viral/#6999d4ae7272

http://info.shiftelearning.com/blog/bid/350326/Studies-Confirm-the-Power-of-Visuals-in-eLearning

Liv efter døden!

Arkansas vil henrette syv fanger i april, men en dommer har netop nedlagt forbud mod, at staten gennemfører de planlagte drab. Aldrig før har modstanden mod dødsstraf været så stor i det amerikanske samfund som nu. Blandt andet da mange dødsfanger er uskyldigt dømte.

Af Steffen Hou, forfatter ‘Drømmenes deroute’

Nick bankende hovedet ind i væggen, og han stoppede først, da blodet flød. Kun når han mærkede smerte, følte han sig i live, og at han stadig var menneske af kød og blod og ikke det monster, andre gjorde ham til.

“Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig, og specielt i starten troede jeg på, at jeg en dag også ville blive frifundet. Jeg troede på retfærdigheden, men det blev sværere og sværere. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg gav op og forsøgte flere gange at begå selvmord. Så blev andre fri for at skulle slå mig ihjel,” fortæller Nick Yarris, der 21 år gammel blev dømt til døden for kidnapning, voldtægt og mord. Forbrydelser han aldrig begik, men som alligevel skulle placere ham på dødsgangen i mere end to årtier.

Det lykkedes aldrig Nick at tage livet af sig selv, og kort før det så ud til at lykkes for staten Pennsylvania, blev han som den første amerikaner frikendt ved brugen af DNA.

Nick Yarris er ikke den eneste amerikaner, der gennem tiden er blevet idømt den hårdeste af alle straffen og senere frikendt. Jeg har mødt og talt med flere af dem. Helt almindelige mennesker som dig og mig. Mennesker, der aldrig har begået forbrydelser, men som alene var uheldige at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller som slet og ret blev ofre for dårligt politiarbejde og et retssamfund, hvor der ikke er lighed for loven for alle.

Og det er de mange justitsmord, der i stigende grad har fået den amerikanske befolkning til at stille spørgsmålstegn ved, om den ultimative straf også skal være en del af fremtidens retssamfund. Godt 55 procent af amerikanerne støtter fortsat brugen af dødsstraf, men det er dog det laveste antal tilhængere nogensinde.

“Det er okay at slå ihjel”

Når flere amerikanere i dag er modstandere af dødsstraf, skyldes det ifølge direktør Matt Cherry fra organisationen Death Penalty Focus, som arbejder for at afskaffe dødsstraf, at den ultimative straf ofte har den modsatte effekt af den tilsigtede.

“Når vi reagerer på drab med drab, udvikler vi en samfundsopfattelse af, at det generelt er okay at slå ihjel, og vi tror, at vi kun kan bekæmpe mord ved at tage livet af morderen. Men når et menneske overvejer mord, er det ikke frygten for dødsstraf, som stopper ham. Hvis han skal stoppes, er det gennem forebyggende arbejde. At straffe drab med drab skaber kun et hævntørstigt samfund. Ikke et voldsfrit et,” siger Matt Cherry.

Han mener, at de amerikanere, der er tilhængere af dødsstraf, ofte lever i frygt for at blive ofre for forbrydelser, og de forsøger at bekæmpe deres frygt ved at støtte brugen af den strengeste straf.

“Nogen mener, at vi skal beskytte os mod vold ved brugen af vold. Men at straffe med vold mindsker ikke antallet af mord. USA er det eneste udviklede vestlige land, som fortsat bruger dødsstraf, men samtidig er vi også det vestlige land, der har de højeste mordrater,” fortæller Matt Cherry.

USA har de seneste tyve år oplevet halvt så mange mord som tidligere. Alligevel er antallet af mord fortsat dobbelt så højt per indbygger som i de fleste europæiske lande og hos naboerne i Canada. Og Matt Cherry påpeger samtidig, at amerikanske stater, der bruger dødsstraf, ikke er sikrere end de stater, som har afskaffet straffen.

“Der er ingen statistisk sammenhæng mellem antallet af mord og brugen af dødsstraf,” forklarer Matt Cherry, og undersøgelser viser da også, at selvom et flertal støtter brugen af dødsstraf, så mener syv ud af ti amerikanerne ikke, at dødsstraffen mindsker antallet af mord.

“De er alene drevet af hævntørst,” siger Matt Cherry.

Unge mennesker er imod dødsstraf

I dag forbeholder 32 stater sig retten til at henrette deres egne borgere, mens forbrydere ikke skal frygte for livet i landets øvrige 18 stater. På verdensplan er det cirka 20 lande, som gør brug af dødsstraf. De lande, der henretter flest borgere ud over USA, er Sudan, Saudi-Arabien, Nordkorea, Iran og Kina.

“Der er en bevægelse i retning af, at flere mener, vi skal straffe med livslang fængselsstraf frem for dødsstraf. Specielt yngre generationer er imod dødsstraf, og derfor tror vi, at vi en dag vil opleve et USA uden dødsstraf,” siger Matt Cherry.

Når mange vender sig mod dødsstraf sammenlignet med for blot to årtier siden, hvor 80 procent af amerikanerne var for dødsstraf, skyldes det ifølge Matt Cherry, at der i nyere tid har været mange eksempler på fanger, som har afventet deres henrettelse på dødsgangen, men som i sidste øjeblik er blevet løsladt, da det har vist sig, at de var uskyldige.

Flere end 150 personer er gennem de seneste 40 år blevet frikendt og løsladt, efter at de i første omgang er blevet dømt til døden. Og en gruppe af jurister fra University of Michigan Law School, der har undersøgt fejlmarginen i 8000 dødsdomme siden 1970, har konkluderet, at fire procent af alle dødsfangerne har været uskyldige.

USA er det land, der fængsler flest personer i forhold til antallet af indbyggere. Ifølge organisationen Prison Policy sidder der hver dag 2,4 millioner amerikanere bag lås og slå i mere end 5100 amerikanske fængsler. Og selvom afroamerikanere og latinamerikanere udgør blot 30 procent af befolkningen, udgør de godt 60 procent af alle indsatte.

Mange uskyldigt dømte

I alt er godt 12 millioner amerikanere i kontakt med fængselsvæsnet på et tidspunkt i løbet af et år, viser en opgørelse fra det amerikanske justitsministerium. Og i organisationen Innocence Project, der hjælper indsatte til at bevise deres uskyld, anslås det, at op mod fem procent af alle amerikanske fanger er uskyldige.

Damon Thibodeaux er en af de amerikanere, der uretfærdigt har tilbragt tid bag tremmer. I 1996 blev han dømt for at have kvalt sin kusine. De næste 15 år skulle han tilbringe på dødsgangen, før han i 2012 blev løsladt med henvisning til at være uskyldigt dømt.

“Min sorg var ubegribelig. Jeg var en helt almindelig 22-årig ung mand med livet foran mig. Jeg glædede mig til det. Pludseligt blev jeg dømt for at have slået min egen kusine ihjel med udsigt til nu selv at miste livet. Det er svært at forstå, at livet kan tage sådan en drejning. Så uventet og så uretfærdigt. Tænk, helt almindelige mennesker dømmes for forbrydelser, de aldrig har begået. Og det er utilgiveligt, at vi risikere at henrette nogen af dem. Dødsstraf er aldrig løsningen, og vi kan ikke forsvare brugen af den,” siger Damon Thibodeaux, der i dag har valgt at nyde sin genfundne frihed som lastbilschauffør på de åbne amerikanske sletter.

“Når jeg sidder bag rattet, har jeg tid til at fundere over alt det grusomme, jeg har oplevet. Men det er også, når jeg sidder bag rattet, at jeg finder det positive. Så føler jeg mig for alvor fri, og jeg nyder min frihed, for jeg ved, at jeg ikke kan tage den for givet. Desværre,” siger Damon Thibodeaux.

Nick Yarris tager heller ikke længere noget for givet. Og som Damon vil han gerne gøre sit til, at andre ikke skal opleve samme uretfærdighed som dem. Siden sin løsladelse har han talt mod dødsstaf i talrige tv-shows over hele verden, og han forsøger samtidig at hjælpe andre uskyldigt dømte med at påvise deres uskyld og at oplyse om de fatale konsekvenser, som dødsstraffen har. Nick har blandt andet talt mod dødsstraffen på konferencer over hele verden. Da jeg denne eftermiddag møder Nick på Sunset Boulevard i West Hollywood, hvor skuespillere og filminstruktør flokkes, smiler Nick og siger, at havde hans liv været en film, måtte den kategoriseres under “tragedier med happy ending”.

“Det værste, samfundet kan gøre, er at tage livet af sine egne borgere. Og det er helt utilgiveligt, at vi risikerer at slå uskyldige mødre og fædre ihjel. De fanger, der er skyldige, straffer vi langt hårdere ved at lade dem sidde i fængslet. Fængslet er det sidste sted, en livstidsfange ønsker at være. Tror mig, jeg ved det,” siger Nick, der efter to årtier på dødsgangen skulle erkende, at der rent faktisk er “liv efter døden”, som han siger.

Nick tilbragte i alt 22 år på dødsgangen, inden det endeligt lykkedes at få en dommer til at genoptage hans sag, da man nu havde fået mulighed for at vurdere bevismateriale på baggrund af DNA-spor. Sporene fra Nicks sag viste, at han under ingen omstændigheder kunne være gerningsmand til mordet på Linda May Craig, og Nick Yarris blev løsladt i 2003. Forbrydelsen er aldrig blevet opklaret.

I disse dage afventer syv fanger på dødsgangen i Arkansas, om de skal leve eller dø. Henrettelserne var oprindeligt planlagt til at skulle finde sted i løbet af april, da de giftsprøjter, som staten bruger til at slå ihjel med, har sidste udløbsdato 1 maj. Men fredag nedlagde en dommer forbud mod, at staten gennemfører henrettelserne, da medicinalselskabet, der har leveret en del af giften i sprøjterne, hævder, at de aldrig har lavet medicinalproduktet med henblik på, at det skulle bruges til henrettelser, men alene behandling af fanger.

* Nick Yarris’ historie er del af bogen ‘Drømmenes deroute’, der handler om amerikanske samfundsforhold.

Skrig du er ked af det – og gør det hurtigt!

Af Steffen Hou, kommunikationsrådgiver www.houmedia.dk

Du kan undskylde en gang, to gange, tre gange, men er din undskyldning ikke oprigtig og prompte, ja så kan du undskylde mindst 100 gange uden den ønskede effekt.

Det må United Airlines sande, efter at selskabets CEO, Oscar Munoz, flere gange har forsøgt at undskylde flyselskabets brutale behandling af en passager, der ikke var plads til på et overbooket fly. Da passageren nægtede at forlade sit sæde, skete det alligevel med sikkerhedsvagters magtanvendelse.

En utrolig dum beslutning i en tid, hvor vi ikke længere slukker vores mobiltelefon ombord på flyet, men i stedet sætter den i flymode. Gerningen var øjeblikkeligt dokumenteret og delt, men da United havde muligheden for at undskylde episoden, ja så agerede selskabet som var det selv i flymode – en tilstand, hvor man er i dvale og uden fatning…

I stedet for at lægge sig fladt og give en human undskyldning, som helt almindelige mennesker kunne forstå, valgte selskabet at tale corporate language dikteret af selskabets jurister. Nøjeregnede, afmålt og følelsesforladt. Det er aldrig en heldig kombination, hvis man taler til helt almindelige mennesker (kunden), der skal tilgive en inhuman behandling (af en ligesindet medpassager), som tilmed er videodokumenteret.

Chefen undskyldte på Twitter, at det var nødvendigt til tider at “re-accommodate” kunder. Hvabehar, vil du forklare corporate procedure eller undskylde en umenneskelig behandling?

https://twitter.com/united/status/851471781827420160

Og dermed missede Oscar Munoz og United så enhver chance for at kontrollere og forklare situationen – eller måske helt at fralægge sig ansvaret for den med henvisning til, at det jo trods alt var lufthavnens og ikke Uniteds sikkerhedspersonale, der valgte den hårdhændede magtanvendelse.

Ser man på omfanget af den negative omtale, som United har fået af den omtalte video, der alene på Weibo (kinesisk pendant til Twitter) er set over en halv milliard gange på blot tre dage, ja så skulle Oscar Munoz såmænd nok fra start have skreget UNDSKYLD og indrømmet, at passageren ikke var blevet behandlet ordentligt og med værdighed i en situation, hvor mange mennesker i øvrigt har svært ved at forstå, hvordan flyselskaber kan sælge flere varer, end de har på hylden, så selskaberne altså bliver nødt til at “re-accommodate”! Det er en tabersag i første omgang. Ud af næsten 30.000 klik i en afstemning på tv2.dk, tilkendegiver godt 85 procenter, at det ikke er rimeligt at sælge flere sæder, end flyet rummer.

Lær at undskylde, så I mener det!

Generelt er det dog svært for virksomheder at undskylde. Selskaber skal værne om deres brands og helst ikke erkende, at de måske slet ikke er så fejlfrie, som de ellers gerne vil fremstå, når kunden skal vælge leverandør eller værre endnu: retter kritik mod dem. Og erkender virksomheden først sine fejl offentligt en gang, bliver den så i højere grad boksepude hver gang, at en kunde føler sig uretfærdigt behandlet. “Vi har jo allerede sagt undskyld en gang, så…”

I en amerikansk kontekst er det i særdeleshed svært at sige undskyld. Amerikanske virksomheder skal i høj grad overveje, hvilken indflydelse en offentlig undskyldning har på et efterfølgende sagsanlæg. Derfor endte vi også med en undskyldning på Twitter, der som nævnt vist var skrevet af Uniteds jurister fremfor Oscar Munoz, der ellers lagde navn til.

Men kære virksomheder drop håndbogen for “corporate governance, reputation management, crisis communication”, og hvad I ellers kalder virksomhedsbiblen i de øjeblikke, I skal forklare og undskylde. Når I fejler, går det som oftest ud over helt almindelige mennesker og ikke aktionærerne eller firmaets chefjurist. Og det er helt almindelige mennesker, der skal tilgive jer. En human undskyldningen fremfor en corporate vil altid blive opfattet som mere oprigtig, og den vil også i højere grad medvirke til, at I afmonterer det store problem, som eksempelvis United står med nu, nemlig at de efterhånden mange undskyldning aldrig vil fjerne fokus fra anledningen til dem.

Skal virksomheder lykkes med undskyldninger, ja så må læren være, at det i en digital tidsalder er tid til at omskrive den gamle “virksomhedsmanual for krisehåndtering” (og ja mange virksomheder har allerede gjort det med dygtighed, men åbenbart ikke alle).

Virksomheders misgerninger udstilles øjeblikkeligt på nettet, og folkets dom afsiges selvsamme sted langt hurtigere, end dengang det for virksomheden handlede om at styre medierne og “ikke at blive styret” af folkets digitale røst… Derfor skal virksomheder være lige så hurtige og ærlige som den forurettede. Men først og fremmest mene det, uanset situationens alvor!

Det nytter altså ikke, at du tænker dig om i flere dage, når du ødelægger seernes mulighed for at opleve dronningens nytårstale. Lover du en kompensation, så skal den komme hurtigt sammen med undskyldningen. Skal kunden vente fire dage på at få at vide, hvad den “store oplevelse” er, ja så kommer det nærmere til at fremstå som, at virksomheden køber sig tid til at vurdere følgerne af skaden, fremfor at den rent faktisk gerne vil kompensere. Og skal du som United undskylde en, to, tre gange, før det lyder bare lidt som en undskyldning, ja så mener du det ski nok slet ikke.

Og så var der lige det med sproget.  Dine kunder kender ord som ydmyghed, ærlighed og beklagelse. Hele essensen af en undskyldning og vejen til tilgivelse.

Derfor er filmen dit vigtigste visitkort

God råd til, hvordan du producerer kvalitetsfilm

Af Steffen Hou, www.houmedia.dk

Som rådgiver og indholdsproducent overrasker det mig til stadighed, hvor hovedløst og tilfældigt mange virksomheder agerer, når de forsøger at tænke film ind i deres kommunikation. For mange handler det alene om at tage filmmediet i brug som kommunikationskanal uden skelen til, at de producerede film rent faktisk kan gøre stor skade på virksomhedens brand. Virksomhederne glemmer nemlig, at nettet kender ingen grænser. På godt og ondt. Men det er samtidig også derfor, at filmen bliver dit vigtigste visitkort!

I dag er det sådan, at med omtanke og overblik kan selv mindre virksomheder blive blandt de største på nettet, mens mastodonter risikerer at blive marginaliseret.

Om du sejrer eller sejler afhænger i høj grad af, hvorvidt du accepterer, at virksomheders kommunikation med omverdenen har fået nye spillerregler. Din udbredelse og gennemslagskraft afgøres ikke længere alene af pressechefens evne til at trænge gennem til medierne eller hvor højt et oplag, du har råd til at trykke, men hvor klogt du producerer og distribuerer dit indhold på nettet. Alle kan altså som udgangspunkt være med.

Det var den gode nyhed. Den dårlige er, at du på nettet til gengæld altid placerer din røv i klaskehøjde og har svært ved at skjule den. I særdeleshed, hvis du sløser med dit produkt. For mens kvalitet hurtigt belønnes gennem klik og delinger, så kan din seriøsitet som virksomhed hurtigt beklikkes, hvis du leverer det modsatte. Nettets publikum er nådesløs, og dets dom kommer prompte i kommentarfeltet eller gennem et klik på afmeld.

Det overrasker mig derfor, når jeg gang på gang møder potentielle og umiddelbart kompetente kunder, der er parate til ikke blot at klippe en hæl og en tå, men nærmest at fjerne hele underbenet, så længe de blot kan sige, at de nu bruger film og videoer til at kommunikere med kunderne. Enten for at tilfredsstille direktionen eller kommunikationsafdelingen selv. For videoer er jo noget, man skal have nu om dage, og konkurrenterne bruger jo også mediet… Desværre viser kvaliteten af videoerne ofte, at de vist ikke er produceret for at tilfredsstille kunden.

Eller også forstår og accepterer mange virksomheder ganske enkelt ikke grundpræmissen for succes: det handler ikke længere om blot at være tilstede på sociale platforme og at tilbyde film, men alene kvaliteten af det indhold, som virksomheden offentliggør.

Og når man ikke accepterer præmissen, ja så forstår man ikke vigtigheden af bruge tid (penge) på at lave et manuskript, skærmetræne den medvirkende kilde, at sætte ordentligt lys, at…

Så brug pengene eller drop filmmediet. For i takt med, at sociale medier som YouTube og Facebook er blevet allemandseje, har vi også alle fået større forventninger til indholdet. Jo større udbud, desto større krav til både indhold og teknik.

Faren for at gøre skade på dit brand med halvgjorte filmløsninger er altså helt reel. Leverer du ikke kvalitet, er du blot et klik fra at forsvinde ud af dine kunders bevidsthed. Og den udvikling vil fortsætte i en tidsalder, hvor store som små aktører hvert minut uploader 300 minutters videomateriale alene på YouTube, og hvor der på selvsamme platform hver dag bliver set mere end fem milliarder videoer. Der er altså mange, der byder sig til som indholdsleverandører.

Men bare rolig! Det er værd at ofre både tid og penge på kvalitetsindhold, for kundernes efterspørgsel bliver kun større. I 2020 vil op mod 80 procent af al trafik på nettet udgøres af film og videoer ifølge en analyse fra CISCO, der er en af verdens førende leverandører af hardware og software. Og vi danskere har allerede taget videoerne til os. Tre ud af fire voksne ser online videoer i 2017 ifølge Mediebureauet MEC.

Undersøgelser viser samtidig, at når kunder besøger sites med videoer, så bruger de også længere tid på hjemmesiden, akkurat som videoer er med til at øge kundernes købelyst – og ikke mindst kendskabet til din virksomhed.

Med andre ord: gør du det godt, ja så bliver filmen dit vigtigste visitkort, for med den rette distribution udbredes film hurtigere end noget andet medie. Det har eksempelvis selv “små virksomheder” som betalingsuddannelserne på Aalborg Universitet indset. Her har mange af universitetets videoer opnået flere hundredetusinde visninger, mens videoer produceret for betalingsuddannelserne på Copenhagen Business School må nøjes med få hundrede visninger.

Aalborg Universitet: https://www.youtube.com/watch?v=TeXaQOXyce4

Copenhagen Business School: https://www.youtube.com/watch?v=hzmjUAJz5mY

Distribution er med andre ord value for money. Med næsten 335.000 visninger har kontaktprisen per person for Aalborg Universitet været cirka ti øre, mens den for CBS i nogle tilfælde har været flere hundrede kroner.

Fem gode råd før du producerer film:

  • Lav en plan for, hvad du vil bruge filmen til, hvordan og hvornår. Det er omsonst at have masser af godt filmindhold, hvis du ikke ved, hvordan du får mest muligt ud af det.
  • Producer kun film, når du har ressourcer til det. En halvgjort film sender de forkerte signaler, og efterlader dine kunder med indtrykket af en halvgjort virksomhed. Filmmediet forpligter lige så meget som dine printmedier.
  • Hav respekt for faglighed. Kommunikationschefen er måske en dygtig strateg, men det gør hende ikke til en dygtig tilrettelægger, fotograf og klipper. Overlad derfor kameraet til fotografen og mikrofonen til journalisten.
  • Brug den nødvendige tid på at udvikle et manuskript eller synopsis, skærmtræn kilderne (i hvert fald ved større produktioner), sørg for at der er ordentlig lyd og lys. Alt skal spille, og der skal kæles for detaljerne.
  • Når den professionelle film er produceret, er du ikke færdig. Det er nemlig ikke noget ved at have et godt produkt, hvis det ikke bliver set. Sørg for, at filmen er tagget rigtigt op, og at den bliver distribueret intelligent på sociale medier, gerne ved hjælp af annoncekroner.

Amerikanerne støtter Trumps indrejseforbud

Jeg arbejder for tiden på en opfølgning til bogen ‘Drømmenes deroute’, der handler om, hvordan den amerikanske drøm er blevet et mareridt for mange. Opfølgeren handler blandt andet om, hvordan nogle amerikanske befolkningsgrupper føler sig forfulgte, og jeg var i den forbindelse i USA, da Trump sidste weekend udstedte sit indrejseforbud for indbyggere fra syv muslimske lande.

Mens Trumps beslutning om at lukke de amerikanske grænser er blevet mødt af fordømmelse blandt europæere og egne landsmænd, ja så er virkeligheden altså også, at præsidenten finder støtte blandt mange amerikanere. Ifølge en meningsmåling fra Reuters/Ipsos, som blev offentliggjort i denne uge, så støtter 49 procent af amerikanerne et midlertidigt indrejseforbud, mens 42 procent er modstandere.

Og tilhængerne af forbudet findes også blandt amerikanere, der normalt er Trumps politiske modstandere. Under mit nylige ophold i USA talte jeg med flere registreret demokrater, som støtter indrejseforbudet.

Det er dog ikke blot blevet sværere for nogle muslimer at komme ind i USA . Det kan også være svært at opholde sig i landet.  Selv for de muslimer, der er født og opvokset i USA.

Flere muslimske organisationer har de seneste år meldt om øget diskrimination af muslimske borgere i det amerikanske samfund. Og amerikanerne erkender også diskriminationen. En ny undersøgelse offentliggjort i Washington Post viser, at otte ud af ti amerikanere mener, at der diskrimineres mod landets muslimer, som udgør blot én procent af alle voksne amerikanere.

I de mest ekstreme tilfælde samles et fåtal af amerikanere i bevæbnede militser, som primært har til formål at bekæmpe muslimer på amerikanske jord. Det er ganske få, der går så langt, men du kan her møde en af dem, nemlig militslederen, David Nantz, der har 150 sværtbevæbnede militsfolk under sin kommando.

Militsmanden:

På randen af borgerkrig

David, 48 år | Militsleder, Indiana Volunteer Militia

North Vernon, Indiana

“Jeg er ikke racist, men kristne bliver undertrykt af muslimer. Vi er blevet frarøvet vores rettigheder, mens regeringen lefler for islamisterne. Det vil mange amerikanere ikke længere acceptere. Og jeg er overbevist om, at vi i min livstid vil udkæmpe en ny borgerkrig for at forsvare vores religion. I militsen forbereder vi os på den dag,” siger David Nantz.

Som øverstkommanderende for Indiana Volunteer Militia planlægger han, hvordan militsens flere end 150 sværtbevæbnede militsfolk forsvarer deres hjem og angriber fjenden, når krigen kommer. Militsen udbygger derfor hele tiden sine våbenarsenaler, og flere gange om måneden samles militsfolk for at træne militær- og polititeknikker i forskellige terræner.

Den ene dag kæmper militsfolkene i forladte bygninger, hvor de øver sig i at rydde og sikre rum. Den næste træner de på parkeringspladser for at nedkæmpe fremtidige fjender, der måtte have kapret offentlige busser, mens de andre gange slås i skovområder for at eliminere en fjende, der skjuler sig blandt træer og buske. Og når militsfolkene ikke har nærkampstræning, underviser læger dem i førstehjælp. For militsfolkene vil være parat til at overleve den trussel, som amerikanerne står over for, og at kunne nedkæmpe fjenden, uanset hvor han måtte gemme sig.

“Fjenden er muslimer, og alle dem, der vil fremme islam, mens kristne undertrykkes. Men mestendels er fjenden den amerikanske regering, der tillader muslimerne at overtage vores land,” siger David og forklarer, at militsen altid træner i åbent terræn for ikke at bidrage til at mystificere militsen og dens medlemmer.

“Vi har intet at skjule. Vi er primært tidligere soldater, der mener, at Amerika er på vej i den forkerte retning. Vi ønsker at kunne forsvare vores land den dag, det bliver nødvendigt. Og når vi træner i det åbne, skyldes det, at vi ikke vil tillade, at myndighederne dæmoniserer eller fremstiller os som krigsliderlige tosser, der skyder efter øldåser. Vi er veluddannede militsfolk i en veludrustet milits.

Myndighederne må gerne vide, at de vil møde modstand,” forklarer David, der har været aktiv i forskellige militser de seneste ti år, efter han forlod det amerikanske marineinfanteri.
I en årrække sympatiserede han med skiftende militser. Nogle var for topstyrede, mens andre ifølge David havde karakter af kriminelle organisationer. Han oprettede derfor Indiana Volunteer Militia for fire år siden. Målet er at udbrede militsen til hele USA.

Selv siger stifteren, at Indiana Volunteer Militia adskiller sig ved at være både en militærenhed og en overlevelsesgruppe, der skal kunne modstå alle katastrofer, uanset om de måtte være skabt af natur eller mennesker.

“Vi vil sikre, at vores lokalsamfund kan overleve alt. Derfor er vi ikke kun forberedt på en militærfjende, men også tornadoer, nedbrud af infrastrukturen, finansielle kollaps og andre situationer, som kan koste menneskeliv. Når regeringen har opgivet at beskytte sin befolkning, må vi beskytte os selv,” siger David, der i militsen har rang af State Commander og ansvaret for at rekruttere nye medlemmer blandt Indianas godt 6,5 millioner indbyggere.

Ifølge kommandøren udgør et bredt udsnit af befolkningen Indiana Volunteer Militia. Lige fra advokater og læger til håndværkere og skolelærere. Samtidig modtager militsen dagligt en håndfuld ansøgninger om medlemskab, men den afviser de fleste, da der stilles skrappe krav til tidligere militærerfaringer, den fysiske form og mentale forfatning, som David siger. Og så skal medlemmerne være helt enige i, hvem der er USA’s fjender.

“Ingen må være i tvivl om, at muslimer og regeringen er vores hovedfjender. For den dag, krigen kommer, skal vi stå sammen som brødre og søstre,” siger David.

Rekrutteringen af brødre og søstre foregår ikke kun blandt voksne. Militsen har et kadetprogram, hvor børn fra 10 års-alderen indlemmes i militsen og modtager træning fra voksne medlemmer. Gennemsnitsalderen blandt militsfolkene er midt i 30’erne, mens de ældste medlemmer er i 70’erne. Når en person er optaget som fuldgyldigt medlem, bliver vedkommende tilknyttet et af seks teams, der er spredt ud over Indiana. Dermed kan militsen beskytte de fleste lokalområder.

David fortæller, at militsen med sin udbredelse også har tilbudt lokale sheriffer dens assistance under eventuelle katastrofer.

“Og vores assistance er mange steder blevet budt velkommen. Under en naturkatastrofe får lokale myndigheder brug for toptrænede militsfolk,” siger David, der dog erkender, at hans egen kropsvægt forhindrer ham i fysisk udfoldelse. Militslederens overvægt betyder blandt andet, at han er blevet invalidepensionist, og hans rolle i militsen er derfor i højere grad som strateg samt at tegne et billede af fjenden, fortæller han.

I en tid uden tornadoer og oversvømmelser er det lettest at sætte et ansigt på fjenden, når talen falder på muslimer. David fortæller, at Indiana Volunteer Militia som udgangspunkt accepterer medlemmer af alle hudfarver, så længe de blot deler et kristent livssyn og ikke er tidligere straffet for alvorlige forbrydelser, for så er det umuligt at opnå tilladelse fra myndighederne til at bære våben, hvilket er hele fundamentet under militsen.

“Vi er alt andet end en hadgruppe. Ku Klux Klan, nynazister og sådanne grupper hader bestemte befolkningsgrupper alene på grund af deres race og hudfarve. De er alene drevet af had. Det er vi slet ikke. Vi er patrioter, der elsker Amerika, og vi hader kun dem, der undertrykker vores forfatningsmæssige rettigheder, eksempelvis vores religionsfrihed,” siger David.

Ifølge ham er amerikanerne i dag truet på deres eksistens af primært islamister, da de fornægter kristne retten til at praktisere deres religion. I første omgang kommer truslen til udtryk, når muslimer ifølge David forlanger, at amerikanere ikke offentliggør kristne symboler i forbindelse med eksempelvis julen, eller når muslimer forlanger, at svinekød fjernes fra offentlige institutioner.

“Jeg bliver rasende, når jeg hører historier om den muslimske kvinde, der arbejdede i et supermarked, og for at efterkomme hendes krav forbød supermarkedet kunder, der skulle have svinekød, at handle ved hendes kasse. Hvorfor skal min ret til at handle, hvor jeg vil, undertrykkes for at tilgodese hendes krav. USA er jo ikke grundlagt på en muslimsk, men kristen tro, og vi har spist svinekød i århundreder,” siger David, der er af den opfattelse, at muslimernes krav gennemføres med regeringens opbakning.

Samtidig mener David, at det, han kalder regeringens slappe immigrationspolitik, har åbnet amerikanske grænser for militante islamister, der i dag lever i USA og kun venter på at rette anslag mod samfundet. Ifølge David er eksempelvis den islamistiske terrorgruppe ISIS til stede i USA, fordi regeringen har svigtet sit ansvar for at bevogte grænserne og føre en restriktiv immigrationspolitik, mens den til gengæld undertrykker sin egen befolkning gennem våben- og skattelove.

“Den regering, der ønsker at begrænse vores rettigheder, bliver det amerikanske folks fjende. Det handler ikke om race eller hudfarve, men om vores forfatning og retten til at være en kristen nation,” siger David.

Ud over at begrænse mulighederne for at praktisere den kristne tro har skiftende regeringer gjort sig skyldige i at svigte de fattigste amerikanere, mener han. I stedet har regeringen ifølge David haft travlt med at sende ulandsbistand ud af landet.

“Hvorfor skal vi ikke hjælpe nødlidende amerikanske byer som Detroit, men i stedet bruge vores penge i udlandet? Hvorfor hjælper vi ikke vores brødre herhjemme? Vi har samtidig så stor gæld til andre lande, at vi burde nedbringe den, før vi giver væk. Vi skal tage os af USA, før vi tager os af alle andre lande,” siger David.
Intet vækker dog hans vrede som regeringens kriminalisering af amerikanere, der ejer våben.

“Jeg har selv oplevet myndighedernes behov for at gennemkontrollere befolkningen. Myndighederne er totalt ligeglade med, at de undertrykker vores rettigheder for at styre samfundet,” mener David, der senest har oplevet myndighedernes mistro til våbenejere, da en nabo havde indbrud.

David fortæller, at naboen havde bedt ham beskytte sin ejendom, og da der var indbrud, antastede David tyven.

“Tyven angreb mig med et stikvåben, så jeg måtte trække min pistol i selvforsvar. Efterfølgende konfiskerede politiet mit våben, selvom jeg havde tilladelse til at bære det, og jeg beskyttede blot ejendommen efter min nabos ønske. Men myndighederne har en evne til at gøre selv lovlydige borgere til kriminelle,” siger David, der først en måned senere fik sit våben retur, da myndighederne havde undersøgt hans våbentilladelser.

En anden gang forsøgte Walmart-ansatte med hjælp fra politiet at få ham bortvist fra et af kædens supermarkeder.

“En ansat havde set, at jeg var bevæbnet. Da politiet dukkede op, viste jeg min våbentilladelse, men alligevel behandlede betjentene mig som kriminel. De forsøgte at bortvise mig fra supermarkedet, selvom jeg var i min gode ret til at bære våbenet og være i butikken,” fortæller David, når han skal eksemplificere, hvad der får mennesker som ham til at samles i militaristiske organisationer, og hvorfor medlemmerne gør en dyd ud af at vise deres våben.

Pistoler og gevær skal ikke kun skræmme militante islamister, men også myndighederne fra at misbruge deres magt. Og ifølge David bør begge parter tage truslen alvorligt.

“Vi er 80 millioner amerikanere, der ejer våben. Forestil dig, hvilken magtfaktor vi udgør,” siger David, der beder til, at det ikke bliver nødvendigt, men som alligevel tror mere på en borgerkrig end en fredelig løsning.

Derfor samarbejder militsen i Indiana også med militser i andre stater, så de kan støtte hinanden militært, hvis det måtte blive nødvendigt. Eksempelvis samles forskellige militser til militærøvelser på tværs af statsgrænserne.

“Vi amerikanere bliver nødt til at vågne op. Det kan være i morgen eller om 25 år – men der bliver helt sikkert borgerkrig i min livstid. USA er ikke længere det land, som jeg voksede op i eller gjorde militærtjeneste for. Politikerne er blevet mere korrupte, og kristne undertrykkes. Det er sket gradvist over de seneste generationer. Jeg tror, at nationen vil falde sammen, og at vi vil opleve krigslignende tilstande. Vi kommer til at spilde blod for at redde vores land. Og det er vi i militsen parat til,” siger David, der understreger, at militsen ikke nødvendigvis ønsker at omstyrte regeringen.

“Men vi ønsker en anden retning. Vi skal igen med stolthed kunne sige: Jeg er amerikaner,” siger David.

Uddrag fra bogen, ‘Drømmenes deroute’

Racisme

“Jeg ønsker at gøre det krystalklart, at jeg ikke angrer, hvad jeg har gjort. Jeg beklager det ikke – jeg har ikke ladet så meget som én tåre falde for de uskyldige mennesker, jeg dræbte,” skrev Dylann Roof i en erklæring, da han erkendte drabene på ni uskyldige, sorte borgere i en kirke i South Carolina. Da han i går blev idømt dødsstraf, angrede han fortsat ikke.

Dylann Roof er erklæret tilhænger af Ku Klux Klan, og den 22-årige mand repræsenterer på værste vis den voksede gruppe af amerikanere, som udtrykker deres had til sorte, muslimer og andre minoriteter gennem forbrydelser eller som medlemmer af hadgrupper.

Og siden Donald Trump blev valgt som præsident har myndighederne kunne konstatere en stigning i antallet af hadforbrydelser. Men tilslutningen til hadgrupperne eksploderede langt tidligere. Nemlig, da Barack Obama blev valgt som præsident. Jeg har skrevet om udviklingen i min bog ‘Drømmenes deroute’, hvor du bl.a. kan møde Ku Klux Klan og deres ofre.

Min nabo, min nigger | Racisme

Thomas flår trøjen op over de svulmende muskler, så han kan prale. Ikke med sine velvoksne biceps, men med det tatoverede dødningehoved, der fortæller, hvilken militærenhed han tilhører. Som amerikansk soldat har han slagtet muslimer i Irak, som han udtrykker det.

Under dødningehovedet skimtes konturen af et keltisk kors og andre racistiske motiver. For Thomas er ikke blot soldat. Han er også skinhead.

Jeg møder Thomas i Florida, hvor han holder orlov. Og da han har vist sine tatoveringer, trækker han hurtigt ned i trøjen igen. Som soldat må han skjule sine racistiske holdninger og tatoveringer for ikke at blive hjemsendt.

Og Thomas er langt fra den eneste amerikanske soldat, der sympatiserer med højreekstremistiske grupper. Ifølge Mark Potok, der er en af USA’s mest benyttede eksperter inden for ekstremisme, har militæret gennem tiden har haft store problemer med racistiske soldater, og de seneste år har USA generelt oplevet flere hadgrupper end nogensinde før.

De mange hadgrupper skyldes hovedsageligt, at amerikanerne i 2008 valgte deres første halvt afroamerikanske præsident.

“Barack Obama repræsenterer alt det, grupperne hader. At der er blevet færre hvide, og at andre racer har fået mere magt,” siger Mark Potok, der arbejder ved Southern Poverty Law Center (SPLC), som forsker i ekstremisme og samarbejder med FBI om udveksling af data.

Typisk skelner SPLC og myndighederne mellem to former for hadgrupper. Den ene er organisationer som nynazister, Ku Klux Klan og, med modsat racefortegn, de sorte separatister. Gruppernes had er som oftest racistisk og religiøst motiveret.

Den anden form for hadgrupper er paramilitære militser og patriotgrupper, der retter deres had mod myndighederne. Militserne er uenige med myndighederne i, hvor meget de og regeringen skal blande sig i den enkeltes frihed, mens de i andre tilfælde raser mod dens våbenlove, beskatninger og immigrationspolitik.

Mark Potok har sammen med sine kolleger kortlagt hadgrupperne, og han finder resultatet foruroligende. Der findes i dag godt 800 aktive grupper inden for kategorien af racistiske organisationer som Ku Klux Klan og Skinheads. Ofte er disse grupper dårligt organiseret, og deres forbrydelser består primært i, at enkelte medlemmer overfalder uskyldige på grund af deres hudfarve, religion eller seksuelle lyster.

“Grupperne er uden reel magt i et større perspektiv, men de udgør alligevel en trussel mod samfundet. For grupperne består af galninge, der er parate til at dræbe, og mange af deres medlemmer vælger at gøre det alene. På den måde kan de handle mere anonymt, end når de er del af eksempelvis en milits under overvågning,” siger Mark Potok.

Der begås hver 34. dag en eller anden form for terrorhandling på amerikansk jord. Og ifølge Mark Potok begås 90 procent af alle terrorhandlinger af ekstremister, der handler på egen hånd, eller hvor de maksimalt er to personer om at planlægge og udføre deres anslag mod samfundet.

“Personer, der opererer alene, er de sværeste at kontrollere og stoppe. De har derfor også ofte dødelig succes med deres gerninger,” siger Mark Potok, der mener, at vi befinder os i de ensomme ulves æra.

Alligevel er det den anden form for hadgrupper, der bekymrer Mark Potok mest. De paramilitære militser er velorganiserede og tungt bevæbnede. Og da grupperne ikke retter deres had mod det enkelte individ, men i højere grad myndigheder og regeringen, risikerer de også at rette større anslag mod samfundet.

“Patrioterne bruger gerne ekstrem vold og terror for at nå deres mål. Og det er ikke nødvendigvis dumme folk, der er medlemmer af militserne. De er dygtige til at propagandere, og de rammer en bred skare af potentielle sympatisører fra rodløse unge til højtuddannede voksne. Vi ser sågar politikere, som sympatiserer med militser. Det gør dem farlige og magtfulde,” siger Mark Potok, der flere gange har delt sin viden med det amerikanske senat og FN.

Ifølge ham bygger de paramilitære militser deres had til myndighederne op omkring konspirationsteorier. Samtidig finder de sympatisører ved at dæmonisere minoriteter inden for racer og religioner. Og opbakningen har aldrig været større end det seneste årti.

I 2008 registrerede Southern Poverty Law Center 149 patriotiske hadegrupper, mens tallet peakede i 2012, hvor det var vokset til 1360. Ifølge Mark Potok har grupperne op mod 300.000 sympatisører.

“De udgør en minoritet sammenholdt med over 300 millioner amerikanere. Men udviklingen er foruroligende, og 300.000 personer med våben kan gøre en enorm skade. Det kræver blot én gal mand. Det har vi desværre set flere gange,” siger Mark Potok med henvisning til eksempelvis Timothy McVeigh, der for tyve år siden bragte en bilbombe til sprængning uden for en regeringsbygning i Oklahoma City. Bomben efterlod 168 døde, heraf 19 børn, og mere end 680 sårede.

“Timothy McVeigh beviser, at enkelte personer er parate til at bruge ekstrem terror for at udtrykke deres had til myndighederne. Og det er foruroligende, at der tyve år efter bomben fortsat er så mange militser og sympatisører, som bærer det samme had til myndighederne,” siger Mark Potok, der dog finder nogen trøst i, at antallet af patriotiske grupper er faldet i 2015.

Knapt 900 patriotiske hadgrupper kan SPLC i dag kortlægge, men faldet kan i lige så høj grad skyldes, at grupperne skjuler sig for at undgå myndighedernes bevågenhed.

Når mange amerikanere samles om deres had, skyldes det i høj grad landets demografiske udvikling. For mindre end 50 år siden var over 80 procent af alle amerikanere hvide. I dag er det cirka 60 procent, og ifølge fremskrivninger fra folketællingsbureauet Census Bureau vil under halvdelen af alle amerikanere være hvide i løbet af de kommende årtier.

“Hadgruppernes budskab er, at hvis vi ikke bekæmper udviklingen nu, vil immigranter overtage USA med myndighedernes billigelse. De bekæmper samfundet i forsøget på at bekæmpe deres egen frygt,” siger Mark Potok, der fortæller, at grupperne i særdeleshed rekrutterer nye medlemmer let, hurtigt og gratis i et digitalt samfund.

Et nazistisk netforum som Stormfront havde for fem år siden godt 32.000 brugere. I dag er der registreret mere end 300.000 brugere. Og mange af dem, der lader sig rekruttere til hadgrupperne, er trænet til kamp.

“Både militserne og Ku Klux Klan rekrutterer i stigende grad bevidst tidligere soldater med krigserfaringer fra Irak og Afghanistan. De kan bruge deres erfaringer i den racekrig, som mange hadgrupper forventer at skulle kæmpe i fremtiden,” forklarer Mark Potok.

David er en af de tidligere soldater, der i dag forbereder sig på en kommende krig.

 

Militsmanden:

På randen af borgerkrig

David, 48 år | Militsleder, Indiana Volunteer Militia

North Vernon, Indiana, juni 2015

“Jeg er ikke racist, men kristne bliver undertrykt af muslimer. Vi er blevet frarøvet vores rettigheder, mens regeringen lefler for islamisterne. Det vil mange amerikanere ikke længere acceptere. Og jeg er overbevist om, at vi i min livstid vil udkæmpe en ny borgerkrig for at forsvare vores religion. I militsen forbereder vi os på den dag,” siger David Nantz.

Som øverstkommanderende for Indiana Volunteer Militia planlægger han, hvordan militsens flere end 150 sværtbevæbnede militsfolk forsvarer deres hjem og angriber fjenden, når krigen kommer. Militsen udbygger derfor hele tiden sine våbenarsenaler, og flere gange om måneden samles militsfolk for at træne militær- og polititeknikker i forskellige terræner.

Den ene dag kæmper militsfolkene i forladte bygninger, hvor de øver sig i at rydde og sikre rum. Den næste træner de på parkeringspladser for at nedkæmpe fremtidige fjender, der måtte have kapret offentlige busser, mens de andre gange slås i skovområder for at eliminere en fjende, der skjuler sig blandt træer og buske. Og når militsfolkene ikke har nærkampstræning, underviser læger dem i førstehjælp. For militsfolkene vil være parat til at overleve den trussel, som amerikanerne står over for, og at kunne nedkæmpe fjenden, uanset hvor han måtte gemme sig.

“Fjenden er muslimer, og alle dem, der vil fremme islam, mens kristne undertrykkes. Men mestendels er fjenden den amerikanske regering, der tillader muslimerne at overtage vores land,” siger David og forklarer, at militsen altid træner i åbent terræn for ikke at bidrage til at mystificere militsen og dens medlemmer.

“Vi har intet at skjule. Vi er primært tidligere soldater, der mener, at Amerika er på vej i den forkerte retning. Vi ønsker at kunne forsvare vores land den dag, det bliver nødvendigt. Og når vi træner i det åbne, skyldes det, at vi ikke vil tillade, at myndighederne dæmoniserer eller fremstiller os som krigsliderlige tosser, der skyder efter øldåser. Vi er veluddannede militsfolk i en veludrustet milits. Myndighederne må gerne vide, at de vil møde modstand,” forklarer David, der har været aktiv i forskellige militser de seneste ti år, efter han forlod det amerikanske marineinfanteri.

I en årrække sympatiserede han med skiftende militser. Nogle var for topstyrede, mens andre ifølge David havde karakter af kriminelle organisationer. Han oprettede derfor Indiana Volunteer Militia for fire år siden. Målet er at udbrede militsen til hele USA.

Selv siger stifteren, at Indiana Volunteer Militia adskiller sig ved at være både en militærenhed og en overlevelsesgruppe, der skal kunne modstå alle katastrofer, uanset om de måtte være skabt af natur eller mennesker.

“Vi vil sikre, at vores lokalsamfund kan overleve alt. Derfor er vi ikke kun forberedt på en militærfjende, men også tornadoer, nedbrud af infrastrukturen, finansielle kollaps og andre situationer, som kan koste menneskeliv. Når regeringen har opgivet at beskytte sin befolkning, må vi beskytte os selv,” siger David, der i militsen har rang af State Commander og ansvaret for at rekruttere nye medlemmer blandt Indianas godt 6,5 millioner indbyggere.

Ifølge kommandøren udgør et bredt udsnit af befolkningen Indiana Volunteer Militia. Lige fra advokater og læger til håndværkere og skolelærere. Samtidig modtager militsen dagligt en håndfuld ansøgninger om medlemskab, men den afviser de fleste, da der stilles skrappe krav til tidligere militærerfaringer, den fysiske form og mentale forfatning, som David siger. Og så skal medlemmerne være helt enige i, hvem der er USA’s fjender.

“Ingen må være i tvivl om, at muslimer og regeringen er vores hovedfjender. For den dag, krigen kommer, skal vi stå sammen som brødre og søstre,” siger David.

Rekrutteringen af brødre og søstre foregår ikke kun blandt voksne. Militsen har et kadetprogram, hvor børn fra 10 års-alderen indlemmes i militsen og modtager træning fra voksne medlemmer. Gennemsnitsalderen blandt militsfolkene er midt i 30’erne, mens de ældste medlemmer er i 70’erne. Når en person er optaget som fuldgyldigt medlem, bliver vedkommende tilknyttet et af seks teams, der er spredt ud over Indiana. Dermed kan militsen beskytte de fleste lokalområder.

David fortæller, at militsen med sin udbredelse også har tilbudt lokale sheriffer dens assistance under eventuelle katastrofer.

“Og vores assistance er mange steder blevet budt velkommen. Under en naturkatastrofe får lokale myndigheder brug for toptrænede militsfolk,” siger David, der dog erkender, at hans egen kropsvægt forhindrer ham i fysisk udfoldelse. Militslederens overvægt betyder blandt andet, at han er blevet invalidepensionist, og hans rolle i militsen er derfor i højere grad som strateg samt at tegne et billede af fjenden, fortæller han.

I en tid uden tornadoer og oversvømmelser er det lettest at sætte et ansigt på fjenden, når talen falder på muslimer. David fortæller, at Indiana Volunteer Militia som udgangspunkt accepterer medlemmer af alle hudfarver, så længe de blot deler et kristent livssyn og ikke er tidligere straffet for alvorlige forbrydelser, for så er det umuligt at opnå tilladelse fra myndighederne til at bære våben, hvilket er hele fundamentet under militsen.

“Vi er alt andet end en hadgruppe. Ku Klux Klan, nynazister og sådanne grupper hader bestemte befolkningsgrupper alene på grund af deres race og hudfarve. De er alene drevet af had. Det er vi slet ikke. Vi er patrioter, der elsker Amerika, og vi hader kun dem, der undertrykker vores forfatningsmæssige rettigheder, eksempelvis vores religionsfrihed,” siger David.

Ifølge ham er amerikanerne i dag truet på deres eksistens af primært islamister, da de fornægter kristne retten til at praktisere deres religion. I første omgang kommer truslen til udtryk, når muslimer ifølge David forlanger, at amerikanere ikke offentliggør kristne symboler i forbindelse med eksempelvis julen, eller når muslimer forlanger, at svinekød fjernes fra offentlige institutioner.

“Jeg bliver rasende, når jeg hører historier om den muslimske kvinde, der arbejdede i et supermarked, og for at efterkomme hendes krav forbød supermarkedet kunder, der skulle have svinekød, at handle ved hendes kasse. Hvorfor skal min ret til at handle, hvor jeg vil, undertrykkes for at tilgodese hendes krav. USA er jo ikke grundlagt på en muslimsk, men kristen tro, og vi har spist svinekød i århundreder,” siger David, der er af den opfattelse, at muslimernes krav gennemføres med regeringens opbakning.

Samtidig mener David, at det, han kalder regeringens slappe immigrationspolitik, har åbnet amerikanske grænser for militante islamister, der i dag lever i USA og kun venter på at rette anslag mod samfundet. Ifølge David er eksempelvis den islamistiske terrorgruppe ISIS til stede i USA, fordi regeringen har svigtet sit ansvar for at bevogte grænserne og føre en restriktiv immigrationspolitik, mens den til gengæld undertrykker sin egen befolkning gennem våben- og skattelove.

“Den regering, der ønsker at begrænse vores rettigheder, bliver det amerikanske folks fjende. Det handler ikke om race eller hudfarve, men om vores forfatning og retten til at være en kristen nation,” siger David.

Ud over at begrænse mulighederne for at praktisere den kristne tro har skiftende regeringer gjort sig skyldige i at svigte de fattigste amerikanere, mener han. I stedet har regeringen ifølge David haft travlt med at sende ulandsbistand ud af landet.

“Hvorfor skal vi ikke hjælpe nødlidende amerikanske byer som Detroit, men i stedet bruge vores penge i udlandet? Hvorfor hjælper vi ikke vores brødre herhjemme? Vi har samtidig så stor gæld til andre lande, at vi burde nedbringe den, før vi giver væk. Vi skal tage os af USA, før vi tager os af alle andre lande,” siger David.

Intet vækker dog hans vrede som regeringens kriminalisering af amerikanere, der ejer våben.

“Jeg har selv oplevet myndighedernes behov for at gennemkontrollere befolkningen. Myndighederne er totalt ligeglade med, at de undertrykker vores rettigheder for at styre samfundet,” mener David, der senest har oplevet myndighedernes mistro til våbenejere, da en nabo havde indbrud.

David fortæller, at naboen havde bedt ham beskytte sin ejendom, og da der var indbrud, antastede David tyven.

“Tyven angreb mig med et stikvåben, så jeg måtte trække min pistol i selvforsvar. Efterfølgende konfiskerede politiet mit våben, selvom jeg havde tilladelse til at bære det, og jeg beskyttede blot ejendommen efter min nabos ønske. Men myndighederne har en evne til at gøre selv lovlydige borgere til kriminelle,” siger David, der først en måned senere fik sit våben retur, da myndighederne havde undersøgt hans våbentilladelser.

En anden gang forsøgte Walmart-ansatte med hjælp fra politiet at få ham bortvist fra et af kædens supermarkeder.

“En ansat havde set, at jeg var bevæbnet. Da politiet dukkede op, viste jeg min våbentilladelse, men alligevel behandlede betjentene mig som kriminel. De forsøgte at bortvise mig fra supermarkedet, selvom jeg var i min gode ret til at bære våbenet og være i butikken,” fortæller David, når han skal eksemplificere, hvad der får mennesker som ham til at samles i militaristiske organisationer, og hvorfor medlemmerne gør en dyd ud af at vise deres våben.

Pistoler og gevær skal ikke kun skræmme militante islamister, men også myndighederne fra at misbruge deres magt. Og ifølge David bør begge parter tage truslen alvorligt.

“Vi er 80 millioner amerikanere, der ejer våben. Forestil dig, hvilken magtfaktor vi udgør,” siger David, der beder til, at det ikke bliver nødvendigt, men som alligevel tror mere på en borgerkrig end en fredelig løsning.

Derfor samarbejder militsen i Indiana også med militser i andre stater, så de kan støtte hinanden militært, hvis det måtte blive nødvendigt. Eksempelvis samles forskellige militser til militærøvelser på tværs af statsgrænserne.

“Vi amerikanere bliver nødt til at vågne op. Det kan være i morgen eller om 25 år – men der bliver helt sikkert borgerkrig i min livstid. USA er ikke længere det land, som jeg voksede op i eller gjorde militærtjeneste for. Politikerne er blevet mere korrupte, og kristne undertrykkes. Det er sket gradvist over de seneste generationer. Jeg tror, at nationen vil falde sammen, og at vi vil opleve krigslignende tilstande. Vi kommer til at spilde blod for at redde vores land. Og det er vi i militsen parat til,” siger David, der understreger, at militsen ikke nødvendigvis ønsker at omstyrte regeringen.

“Men vi ønsker en anden retning. Vi skal igen med stolthed kunne sige: Jeg er amerikaner,” siger David.

Klanen rejser sig

Den første gruppe, der samlede hadefulde amerikanere, er også stadig den mest kendte. Ku Klux Klan blev dannet i 1865 af soldater fra sydstaterne, efter at de havde tabt den amerikanske borgerkrig. Et af krigens stridspunkter var retten til at holde slaver. Staterne i nord modsatte sig slaveriet, og det førte til, at 11 sydstater i 1861 trådte ud af unionen og dannede Amerikas Konfødererede Stater.

Da sydstaterne tabte krigen fire år senere, samledes nogle af de slagne officerer i Ku Klux Klan, hvor de fortsatte deres undertrykkelse af afroamerikanere og forsøgte at opretholde et hvidt overherredømme.

Mere end 150 år senere er klanen stadig aktiv, og for at fremme sine synspunkter har den i vidt omfang brugt vold mod afroamerikanere, der er blevet lynchet i skæret fra brændende kors. Nogle undersøgelser fastslår, at Ku Klux Klan gennem tiden har dræbt godt 3500 afroamerikanere.

Da klanen var stærkest i 1920’erne, havde den angiveligt fire millioner medlemmer. I dag anslås den at have blot 8000-10.000 aktive medlemmer, og de fleste tager offentligt afstand fra brugen af vold. I stedet omtaler de Ku Klux Klan som en kristen organisation, der kæmper for den hvide races overlevelse. En kamp, der ifølge klanen aldrig har været mere nødvendig end nu, og som de seneste år har fået Ku Klux Klan på gaden over hele USA for at rekruttere nye medlemmer. Andre grupperinger af Ku Klux Klan er dog parate til at gribe til våben den dag, racekrigen kommer. Jasen er blandt de medlemmer, der har grebet til vold i sin kamp for et racerent USA.

Racisten:

Den hvide mand undertrykkes

Jasen, 37 år | Grand Dragon i Ku Klux Klan

Fowlerville, Michigan, juni 2015

“Jeg føler mig fysisk syg, når jeg ser en sort mand med en hvid kvinde. Og får de børn sammen, betragter jeg det som et forsøg på at udrydde min race. Det gør mig rasende, at hvide og sorte parrer sig. Det er imod naturens orden. Du ser heller ikke en løve parre sig med en krage.”

Da Jasen Barker formulerer sit syn på racesammenblanding, er stemmen monoton, og sætningerne afmålte. Som en symaskine sætter sine sting, fremfører han sine budskaber. Hurtigt, præcist og uden afbrydelser.

Jasen kender ordets magt, uanset om formålet er at skabe venner eller fjender. Han ved også, at den verbale kamp hurtigt risikerer at blive fysisk. Og når ord ikke har været nok, har han da heller aldrig været bange for at lade næverne tale. Hurtigt, præcist og uden afbrydelser.

Sjældent kommer det dog så vidt. For alene hans fysiske fremtoning får ofte modstanderen til at kapitulere. Korpusset er enormt, og dets racistiske tatoveringer afslører en hadefuld mand. Et had, der lyser klarest, når han antænder korset som fremtrædende medlem af Ku Klux Klan.

Klanen indfangede den i dag 37-årige Jasen, da han voksede op som barn i byen Howell. Med under 2000 familier fylder Howell ikke meget geografisk. Alligevel har den mentalt altid bredt sig vidt blandt Ku Klux Klans sympatisører.

På en lille gård uden for byen boede nemlig pastor Robert Miles. Pastoren var Grand Dragon i Ku Klux Klan og en af USA’s fremmeste fortalere for raceadskillelse og hvidt overherredømme. På gården samledes medlemmer fra hele landet, hvor de lyttede til pastorens taler om, at rettroende kristne befandt sig i en evig kamp mod jøderne, der tilbad en falsk gud, og at det var rettroendes pligt at kæmpe for den hvide mands dominans. Blandt tilhørerne var Jasen.

Robert Miles spredte sine budskaber fra begyndelsen af 1970’erne og frem til sin død i 1992, kun afbrudt af de seks år, han sad fængslet for medvirken til bombesprængningen af ti skolebusser. Bomberne skulle tvinge myndighederne til at stoppe integration af forskellige racer i offentlige skoler.

“Min familie har været klanmedlemmer i generationer og blandt Robert Miles’ nærmeste. Jeg husker ham som en kærlig mand, og hans ord inspirerede mig til at blive klanmedlem,” fortæller Jasen, der som barn deltog i klanens ritualer på gården, og som teenager begyndte han selv at sprede dens budskaber.

På skolen uddelte han racistisk litteratur til jævnaldrende elever, og når han selv sad i klasselokalet, tegnede han konføderationens flag, som symboliserer klanens tro på hvidt overherredømme.

“Jeg har altid hadet negrene. Men jeg taler overfladisk med dem. Jeg vil gerne kende min fjende. De vil dog aldrig komme ind i mit hjem. Ikke engang i min bil vil jeg have en neger,” siger Jasen, der skal lede længe efter afroamerikanere i Fowlerville, hvor han i dag bor. Hele 96 procent af indbyggerne er hvide, akkurat som i barndommens Howell.

Trods de få afroamerikanske naboer har Jasen dog aldrig været i tvivl om, at sorte borgere udgør en trussel mod den hvide mand og det amerikanske samfund generelt. Truslen har han forsøgt at bekæmpe som medlem af forskellige grupperinger af klanen, blandt andet Imperial Klans of America (IKA), der er en af de mest militaristiske grene inden for Ku Klux Klan og kendt som “Klan of Killers”. Medlemmerne skjuler da heller ikke deres holdninger, når de bærer automatvåben over blottede brystkasser dekoreret med nazitegn og budskaber om ’White Power’ og ’White Pride’.

I en årrække har det været kutyme, at højreekstremister fra hele USA samles i klanens hovedsæde i skovene uden for Dawson Springs i Kentucky til den årlige Nordic Fest. Her har deltagerne delt deres holdninger, når blandt andet racistisk litteratur og musik langes over disken i små boder. Imens sælger festdeltagernes børn lemonade, for som Jasen fortæller, så flyder troen på og retten til hvidt overherredømme naturligt i årerne fra barnsben.

Før man når frem til boderne, skal man dog ind gennem en port, hvor bevæbnede vagter sikrer, at det israelske flag ligger bredt ud, så deltagerne kan tørre deres beskidte militærstøvler af, inden de træder ind i klanens hovedsæde. I Dawson Springs er jøder lige så forhadte som afroamerikanere.

“Klanen består af mange forskellige chapters (afdelinger og grupperinger, red.), men vi er alligevel én stor familie, der kæmper for et fælles mål: Et raceopdelt USA, hvor vi lever adskilt fra både negre og jøder. Vi håber, at vi kan opnå vores mål uden vold, men vi tøver ikke med at bruge den, hvis vi bliver tvunget til at forsvare vores race. Så bruger vi alle midler,” siger Jasen, der ved indgangen til 2015 blev udnævnt til Grand Dragon af IKA i Michigan, hvilket betyder, at han er gruppens højest placerede medlem i staten og hovedansvarlig for at forsvare den hvide mands ret. Og Jasen er ikke bange for at vise, at han sympatiserer med folk, som tidligere har dræbt for deres tro.

På nettet har Jasen Barker offentliggjort billeder af bogen Turner Diaries, der er skrevet af den tidligere højreekstremistiske leder William Luther Pierce. Bogen, der betegnes som højreekstremisternes bibel, handler om, hvordan hvide ekstremister kan omstyrte og angribe regeringen, og den fortæller ligeledes, hvordan man forbereder et bombeangreb. Da bombemanden fra Oklahoma City, Timothy McVeigh, blev anholdt i 1995, havde han en kopi af bogen på sig. Og på sin Facebookprofil har Jasen tidligere også skiftet sit profilbillede ud med et foto af Timothy McVeigh for at vise sin sympati.

Ser man på billeder af Jasen selv, ser man et skævt smil, glatte kinder og store, brune øjne, der får ansigtet til at virke drenget og imødekommende. Men fra hagen og over det enorme skulderparti breder sig et kropstapet, som fortæller, at han har viet sit liv til at sikre adskillelsen mellem racer, da sammenblanding er mod guds vilje. Klanmedlemmerne og Jasen lever derfor også efter de 14 ord:

“We must secure the existence of our people and a future for white children.”
(Vi må sikre en eksistens for vort folk og en fremtid for hvide børn).

Og Jasen er parat til at adskille racerne med mere end ord. Det beviste han under en bytur i Brighton, der ligger i Livingston County, hvor ni ud af ti indbyggere er hvide.

Da fætteren Travis i 2001 var hjemme på orlov fra militæret, inviterede Jasen ham ud en kølig aften i april. De to fætre, der begge var i starten af 20’erne, fik dog hurtigt varmen, da de afsøgte dansegulvet på Metropolis Bar & Grill for andre bekendte. I stedet fæstnedes deres blikke ved Arthur Williams og Paulina Muzzin.

Retsbøger beskriver, hvordan Jasen og Travis i første omgang overdængede 33-årige Arthur Williams med racistiske tilråb, inden den verbale kamp blev fysisk og endte med, at fætrene overdængede offeret med slag. Til sidst smadrede de en flaske mod hans øjenhule, der som gerningsvåbnet knustes i stumper.

Først bagefter gik det op for Jasen, at han netop havde gennemtæsket en sort politibetjent, der nød sin friaften ved at danse med en hvid kvinde, som lovens håndhæver kendte fra sit professionelle virke. Paulina Muzzin arbejdede for områdets distriktsanklager. Og den efterfølgende retssag var ifølge Jasen uden retfærdighed.

Godt 15 år senere forsøger han ikke at skjule overfaldet, der kostede ham fire års fængsel. Han nævner derimod uopfordret overfaldet som bevis på, at han er parat til at bruge vold i kampen for et raceopdelt USA. Fordi han anser det for nødvendigt i en tid, hvor godt et ud af ti nye ægteskaber indgås mellem amerikanere af forskellige racer.

“Jeg fortryder intet. Men slagsmålet kunne have været undgået. Jeg havde en diskussion med negerbetjenten, hvor jeg forklarede ham, at jeg ikke brød mig om, at han dansede med en hvid kvinde. Imens begyndte kvinden at skrige af mig, og da jeg vender mig for at gå fredeligt bort, slår hun mig i nakken. Jeg troede imidlertid, det var negeren, og jeg slår tilbage. Det er først i retten, jeg finder ud af, at det var kvinden, som havde slået mig,” forklarer Jasen, der trods fire års fængsel er glad for, at han overfaldt betjenten.

“Jeg fik sendt et vigtigt signal om, at vi i Livingston ikke bryder os om, at sorte blander sig med hvide. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke også slog kvinden. Hun fortjente det,” siger Jasen.

I dag forbereder Jasen og klanen sig dog ikke på barslagsmål, men krigslignende tilstande. Og forberedelserne foregår ikke med næverne, men skydevåben og militærstrategi.

“Vi skal en dag kæmpe en hellig krig, og jeg melder mig til at kæmpe i forreste linje. Vi forbereder os hele tiden på den dag, for den er uundgåelig,” siger Jasen.

Og videoer fra IKA’s hovedkvarter viser, at forberedelserne ikke er tomme trusler. Klanens hovedsæde består af en lang række træskure beklædt med bl.a. nazitegn. Skurene omgiver en stor pløjet græsplæne, hvor klanmedlemmerne ligger mellem høje træer og skyder til måls med rifler og maskinpistoler.

“Mange af klanens medlemmer er krigsveteraner, og de står for militæruddannelse af andre medlemmer. De lærer andre om militærtaktik og dygtiggør dem inden for militærkamp. Det kan blive nyttig viden,” fortæller Jasen, der betegner sine klanbrødre som hårdføre mænd, for hvem vold er et naturligt middel til at nå deres mål, når ord ikke slår til.

“Vi er ikke bange for at slå tilbage mod dem, der forsøger at undertrykke os. Og vi er mere magtfulde end nogensinde før,” hævder Jasen Barker, der også har valgt at koncentrere sine kræfter og tanker i klanen White Knights, som i 1979 blev kendt for sin deltagelse i Greensboro-massakren, hvor en gruppe kommunister samledes til protestmarch mod klanen. White Knights svarede igen ved at åbne direkte ild mod demonstranterne. Efter halvandet minus beskydning lå fem demonstranter døde tilbage.

“White Knights er en mere familieorienteret afdeling af klanen. Nogen vil mene, at IKA mere har fået karakter af at være en voldelig bande, og derfor har jeg også involveret mig i White Knights. Jeg mener, det er vigtigt, at klanen også er for hele familien,” fortæller Jasen, der dog ikke ønsker at afsløre, hvor mange medlemmer, der er af henholdsvis IKA og White Knights.

Forskere i ekstremisme har dog anslået, at IKA tidligere var den andenstørste gruppe af de 50-100 forskellige Ku Klux Klan-grupperinger, der er spredt over hele USA. Medlemstallet dalede dog, da IKA’s leder blev sendt i fængsel som medskyldig i racevold.

Jasen medgiver, at den negative bevågenhed og nogle medlemmers involvering i andre kriminelle aktiviteter har lammet IKA, mens han siger, at White Knights til gengæld oplever øget tilslutning.

“Medier og modstandere forsøger at tegne et billede af, at Ku Klux Klan har mistet sin magt. De tror, vi på den måde kan ties ihjel. Men sandheden er, at mange afdelinger siden 2008 har fået 50 procent flere medlemmer, og blandt medlemmerne er politibetjente, fængselsvagter, dommere og embedsfolk, der har fået nok af den omvendte diskrimination, der hersker i USA. Vi bruger alle vores penge på immigranter, mens hvide amerikanere ender på gaden og knapt kan overleve. Det vil folk ikke finde sig i længere,” siger Jasen, der fortæller, at det seneste års raceoptøjer i blandt andet Ferguson og Baltimore har fået mange nye medlemmer til at tilslutte sig klanen.

Og da FBI i foråret 2015 arresterede tre fængselsbetjente i Gainesville, Florida, for at planlægge mordet på en sort indsat, blev det endnu engang bekræftet, at Ku Klux Klan fortsat har medlemmer på alle niveauer i samfundet, uanset hvor mange medlemmer den reelt måtte have. Alle fængselsbetjente bekendte sig til Ku Klux Klan, akkurat som to politibetjente, der blev fyret i samme område året før fængselsbetjentenes exit.

“I dag er det hvide, der bliver undertrykt, og vi tvinges til at kæmpe for vores overlevelse. Det tiltrækker mange nye medlemmer, som frygter fremtiden. Klanen har derfor styrke til at rejse sig og slå igen. Vi vil til hver en tid kæmpe for vores familier og racens overlevelse,” siger Jasen Barker og forklarer, at kampen ikke kun vil være rettet mod andre racer, men også hvide, der ikke bakker op om et raceopdelt samfund.

“Vi vil bekrige alle, også politiet og regeringen, hvis den forsøger at bekæmpe os og at tage vores våben. Og jeg er parat til at bekæmpe denne regering og dens satanistiske måde at beskytte min race og familie på,” fortæller Jasen, der mener, at USA generelt befinder sig i en dyster periode. Han kan dog finde ét lyspunkt: De næste mange år vil USA formentlig ikke fortsat være regeret af en afroamerikansk præsident.

“Det er afskyeligt, at vi har haft valgt en præsident, der ikke engang er amerikaner, men fra Afrika. De manipulerede hans oprindelse for at få ham indsat. Han skulle nedstamme fra amerikanere flere generationer tilbage, hvilket var nødvendigt for, at han kunne blive præsident. Men vi har gennemskuet deres manipulation og brud på forfatningen. Og vi accepterer ikke, at negere og immigranter korrumperer vores hvide samfund,” siger Jasen, der ikke tøver, når han skal beskrive fremtidens USA.

“Jeg håber, at mine børn kan vokse op i et trygt og homogent samfund. Selvsagt er det et samfund uden jøder, homoseksuelle og negere.”

Jøder angribes fortsat

Ud over afroamerikanere, latinamerikanere og homoseksuelle har jøder historisk altid været blandt udsatte ofre for hadeforbrydelser.

The Anti-Defamation League (ADL) har i mere end 100 år været en af de mest fremtrædende organisationer i bekæmpelsen af antisemitisme i USA.

Ifølge organisationens direktør, Abraham H. Foxman, der i 2008 blev udpeget til at ledsage den forhenværende præsident, George W. Bush, i forbindelse med Israels 60 års fødselsdag, har landet de seneste årtier generelt bevæget sig i den rigtige retning.

“Døre, der tidligere blevet lukket, når man hørte et jødisk navn, er i dag åbne. Og de fleste jøder føler sig generelt trygge i samfundet. Men det vil være en fejl at tro, at antisemitisme hører sig historien til,” siger Abraham H. Foxman, der nævner, at ADL i gennemsnit modtager tre anmeldelser om antisemitiske overgreb dagligt. Fra 2013 til 2014 steg tallet med godt tyve procent, og i cirka 70 procent af alle forbrydelser, der skyldes et religiøst had, er ofrene jøder. Abraham H. Foxman advarer da også på det kraftigste mod hadgrupperne.

“Deres aktioner kommer i mange forskellige former. Fra udbredelse af propaganda til større terroranslag. De seneste terroranslag i Charlston og Boston viser, at hadgrupper og deres sympatisører fortsat udgør en stor trussel mod det amerikanske samfund, og at vi skal tage truslen meget seriøst, uanset hvem der udgør den,” siger Abraham H. Foxman med henvisningen til drabene på ni afroamerikanere i en baptistkirke i Charlston og to brødres bombeanslag mod Boston Marathon i 2013.

Det er hovedsageligt nynazister og Skinheads som Thomas, der retter deres had mod jøder.

Øje for øje | Våbenkontrol

USA har gennem årtier været plaget af skoleskyderier, og kuglerne er nu også rykket ind i klasselokalerne med myndighedernes accept. Det er Kasey Hansen bevis på.

Den unge dame bøjer knæene, skyder bagdelen bagud og trækker hurtigt sin pistol, mens hun sigter mod skydeskiven i det fjerne og råber “Hænderne op, smid dit våben,” inden hun trykker af.
Kasey forbereder sig med ord og et lille fingerklem på en situation, hun håber, hun aldrig får brug for uden for skydebanen. Men som skolelærer er hun om nødvendigt parat til også at sende en kugle hen ad skolegangen.

Kasey er blot en af mange amerikanske lærere, der møder bevæbnet op på arbejde efter mere end et årti med voldsomme skoleskyderier. Blandt de mest kendte skoleskyderier er Adam Lanzas angreb på skolen Sandy Hook i byen Newton, hvor han skød 26 mennesker, heraf tyve elever. De yngste var blot seks år.

En lang række amerikanske stater tillader derfor i dag, at lærerne må bære våben under undervisningen, så de hurtigt kan besvare en eventuel angribers kugler med kugler. Og da der siden årtusindeskiftet har været over 50 skoleskyderier i USA, er Kasey forberedt på det værste.

“Jeg vil stille mig i vejen for enhver kugle og for enhver elev, der er under min beskyttelse. Alle lærere burde være bevæbnede. Vi er de nærmeste til at forsvare eleverne. Går en person amok, kan han nå at tage adskillige elevers liv, før politiet når frem. Men vi lærere kan være med til at redde deres liv, hvis vi er bevæbnede,” fortæller Kasey, der fik lyst til at købe en pistol i samme øjeblik, hun hørte om massakren på skolen Sandy Hook i Newton.

Og Kasey finder stor opbakning til at bevæbne sig blandt sine landsmænd. Ifølge Gallup føler seks ud af ti amerikanere sig mere sikre med et skydevåben i deres hjem, hvilket er næsten en fordobling i forhold til ved indgangen til dette årtusinde.

De mange skydevåben bruges dog ikke alene til forsvar. Hvert år dræber skydevåben næsten 50.000 amerikanere. Mange myrdes, mens andre begår selvmord eller er så uheldige at dø af vådeskud. Og ifølge organisationen Brady Campaign, der har til hensigt at begrænse udbredelsen af våben i det amerikanske samfund, rammes årligt næsten 110.000 amerikanere af en kugle. Over halvdelen i forbindelse med overfald. Og skudhuller er da også blevet en naturlig del af den amerikanske bevidsthed. En ud af tre amerikanere kender en person, der er blevet skudt.
Alligevel mener de fleste amerikanere, at det er vigtigere at beskytte folks ret til at købe våben end at begrænse deres muligheder. For næsten seks ud af ti amerikanere mener, at der er blevet mere kriminalitet i samfundet, som man må beskytte sig mod, om end antallet af forbrydelser reelt set er halveret de seneste tyve år.

Julia Wyman er direktør i organisationen States United to Prevent Gun Violence, der repræsenterer mere end 150.000 græsrødder i 27 amerikanske stater. Tallene overrasker ikke hende, for tilhængerne af våben har med held propaganderet for, at våben i privates hænder er en nødvendighed.
“Våbenlobbyen siger altid, at løsningen på problemet med kriminelle, der skyder andre, er at købe endnu flere våben for at kunne beskytte sig. Men virkeligheden er, at våben ikke skaber et sikkert samfund, og våben gør os ikke mere trygge. Tværtimod er vi nødt til at reducere antallet af våben for at beskytte os,” siger Julia Wyman.
Specielt vækker mere end 11.300 årlige mord alene ved brug af skydevåben nervøsitet blandt mange amerikanere, og det får mange til at bevæbne sig, når de færdes i det offentlige rum, uanset om de arbejder, shopper eller jogger.

“Vi har ifølge vores konstitution en ret til at bevæbne os, så vi kan beskytte vores ejendom. Men våben hører ikke hjemme i vores gader, medmindre de bæres af politiet eller vagter. Våbenentusiaster mener derimod, at en befolkning, der også er bevæbnet i gaderne, hjælper til at afskrække forbrydere,” siger Julia Wyman, som afviser den påstand med henvisning til, at amerikanerne allerede ejer op mod 300 millioner skydevåben, og alligevel er landets mordrater tårnhøje.

Amerikanerne er tyve gange mere udsat for at blive mordofre end borgerne i 22 andre vestlige lande, som amerikanerne normalt sammenligner sig med i forhold til velstand og befolkning.
Frygten for at blive ofre for kriminalitet har imidlertid fået mange amerikanere til at udøve selvtægt i mødet med en potentiel forbryder. Og ofte med statens billigelse.
Stand Your Ground hedder loven, der tillader borgere at dræbe i selvforsvar, hvis en anden bringer dit liv i fare gennem en forbrydelse eller trussel herom. Hver dag bliver mindst én amerikansk borger dræbt af en anden med henvisning til Stand Your Ground. Altid ved brug af et skydevåben.

Formålet med loven er, at de lovlydige borgere kan vende frygtens tyranni mod tyrannen selv. Og ifølge en undersøgelse fra 2013 udført af Quinnipiac University er amerikanerne tilhængere af loven. Over halvdelen af befolkningen bakker op om loven, mens det blandt amerikanere, som ejer våben, er næsten syv ud af ti. Hovedsageligt hvide amerikanske mænd. Næsten halvdelen af dem ejer våben, og ofte er det børn, som bliver ofre for skydevåbnene.

Mere end et ud af fem børn under 18 år har været vidne til et skyderi. Og hvert år bliver over 2500 børn og unge skuddræbt, hvilket betyder, at blandt ulykker udgør kun trafikulykker en hyppigere dødsårsag for amerikanske børn end skydevåben. Herudover såres årligt 17.000 børn af skud.

“Der er altså al mulig grund til at reducere våben for at beskytte vores børn og andre, som kan finde på at skade sig selv,” siger Julia Wyman.
Imidlertid vælger mere end hver tredje amerikaner alligevel at bevæbne sig. Og uanset om det er lovlydige borgere eller lovbrydere, så anskaffer de som oftest skydevåbnene med forklaring om, at de skal kunne beskytte sig. Ann Marie er dog ikke i tvivl. Den enes beskyttelse bliver den andens død. Og hun betalte selv den højeste pris, da hun begravede sønnen Brian, som blev skudt af en legekammerat.

Missionæren:
Legekammeraten skød sønnen
Ann Marie Crowell, 61 år | Mor til skuddræbt

Saugus, Massachusetts, juli 2015
“Brians sidste ord var, at han ikke kunne forstå, hvorfor hans legekammerat havde skudt ham,” siger Ann Marie Crowell.
Kuglen ramte Brian i nakken i samme øjeblik, han lagde telefonrøret på. Forinden havde den 12-årige dreng aftalt med sin søster, at han skulle komme hjem og hjælpe familien med at pynte juletræet. Brian nåede aldrig længere end til legekammeratens stue, hvor han kollapsede, mens han fremstammede de undrende ord, som legekammeraten senere gengav for Ann Marie.
For mens Brian havde talt i telefon med søsteren, havde legekammeraten hentet sin mors pistol.

“Tredje gang vennen havde forsøgt at spænde hanen, gik pistolen af. Den juleaften døde en del af os, da vi mistede vores lille søn,” fortæller Ann Marie.
Vennen havde få dage tidligere fundet pistolen mellem madrasserne, hvor moren opbevarede den. Pistolen skulle beskytte moren mod en voldelig eksmand, men i stedet tog den Brians liv.
Før legekammeraten havde spændt hanen, havde han fjernet de fem kugler, som han kunne se i tromlen. Hvad han ikke vidste var, at der gemte sig en sjette kugle i kammeret. Og da han rettede pistolen mod Brians nakke og trykkede af, var det uvidende om de dødelige konsekvenser, som den barnlige leg ville få. Kuglen gik gennem Brians nakke og fortsatte, så den flænsede den lille drengs brystkasse.

“Jeg var på arbejde, da jeg modtog et opkald om, at jeg skulle skynde mig på hospitalet. Der var sket en ulykke. Og som mor til en 12-årig dreng tænkte jeg, at han nok var faldet på sit skateboard eller måske havde brækket benet. Ikke noget så alvorligt,” fortæller Ann Marie, der ankom til hospitalet, samtidig med at lægerne bragt sønnen ind på operationsstuen.
Det eneste glimt, hun fik af sønnen, var, da lægerne hastede forbi med ham liggende livløs på en båre.

“Synet af ham vil hænge fast i mine tanker for evigt. Jeg kunne med det samme se, at den var helt gal. Jeg bad til, at lægerne måtte gøre alt, de kunne, for at redde vores søn,” fortæller Ann Marie.

Da lægerne kom ud fra operationsstuen to timer senere, havde de dog opgivet at forlænge sønnens liv, og hvis forældrene ønskede at sige farvel, skulle de skynde sig.
“De fortalte, at han havde få åndedrag tilbage, og da vi havde siddet ved Brians side i fem minutter, trak han vejret for sidste gang,” fortæller Ann Marie om dagen, hvor familien normalt samledes om juletræet.

“I stedet samledes vi nu om den tragiske afslutning på vores smukke søns liv. Og vi åbnede ikke gaver. Vi tog i lighuset for at vælge en kiste til Brian,” siger Ann Marie, der dog har et sødt minde om sønnens sidste ord.

“Jeg elsker dig, mor,” sagde han.
Ordene faldt, da Brian tidligere på dagen havde ringet til moren på arbejdet for at få hendes tilladelse til at aflægge kammeraten det besøg, der skulle koste ham livet.

“Brian var altid så sød og omsorgsfuld. Han trøstede os andre, når vi havde brug for det. Og jeg glemmer aldrig hans ærlighed. Spurgte hans lærer, hvorfor han ikke havde lavet lektier, svarede han altid ærligt, at han havde haft sjovere ting at lave. Han kunne ikke lyve, og man kan i hvert fald ikke skælde et barn ud for at være ærlig,” siger Ann Marie, der efter sønnens død indså, hvor positivt et indtryk Brian havde efterladt blandt både voksne og børn.

“Han var den type, der stoppede op og spurgte interesseret til andre. Han havde sågar fået en 80-årig ven, som han havde vist omsorg for, da han mødte vedkommende på sin vej til videobutikken. Han var vennernes ven, og han spurgte konstant til, hvordan jeg havde det,” fortæller Ann Marie, der også har gjort en anden erkendelse efter sønnens død.

“Vi tager vores børn for givet. Jeg hører hele tiden forældre sige, at deres børn driver dem til vanvid. Men jeg ville give alt for, at Brian kunne være her i dag og drive mig til vanvid,” siger Ann Marie.

Efter sønnens død kæmpede hun sammen med sin ægtemand en svær kamp for at genfinde lysten til livet, samtidig med at de skulle hjælpe Brians søster og bror gennem tragedien.
“Alle i familien har lidt. Alle de steder, hvor Brian fyldte vores liv, er der i dag efterladt et hul,” fortæller Ann Marie.

Få dage efter tragedien ringede legekammeratens mor for at kondolere og undskylde. Hun påtog sig det fulde ansvar for Brians død og forklarede, at hun havde købt pistolen for at kunne beskytte sig mod en eksmand. Pistolen lå mellem to madrasser, og kvindens søn havde fundet den, da de havde gjort rent sammen.

Moren havde herefter fortalt sønnen, hvor farlig våben er, og hun havde forventet, at han ville være påpasselig og ikke røre pistolen. Hun skulle dog finde ud af, at den 14-årige søn ikke kunne styre sin nysgerrighed.

“Alle børn kigger i forældres skabe, når de er alene hjemme. Hvilket barn har ikke gjort det? Og at bede en 14-årig nysgerrig dreng om ikke at røre en pistol, der ligger frit fremme, er nærmest naturstridigt,” siger Ann Marie, der var vred over morens hensynsløshed, specielt da årsagen til at have pistolen slet ikke eksisterede længere.

“Den voldelige eksmand var flyttet til Florida. Med andre ord var truslen forsvundet, men ikke pistolen,” fortæller Ann Marie om våbenet, som kvinden havde skaffet sig på lovlig vis.

Da Ann Marie mange måneder senere var så fattet, at hun igen kunne se fremad, valgte hun at kontakte de mange fremmede mennesker, som havde kondoleret i forbindelse med sønnens begravelse.

“Jeg kendte dem ikke. Det var fremmede, der havde sendt breve, hvor de udtrykte deres sorg. Jeg begyndte pludselig en aften at ringe til dem, der havde efterladt deres nummer. En ny hver aften. Vi snakkede bare, og det hjalp mig videre,” fortæller Ann Marie, der samtidig besluttede sig for, at hun ville redde andre uskyldige børn og forældre fra at lide samme skæbne. Hun blev missionær.

“Jeg følte, at jeg måtte gøre noget. For ofrene og mig selv. Ved at fortælle min historie håbede jeg at kunne redde andre forældre fra at skulle gennemleve samme smerte som mig. Jeg ville være børnenes talsperson. Og jeg følte, at jeg på den måde også holdt Brians ånd i live,” siger Ann Marie, der startede projektet ’Mother On A Mission’.

Missionens mål er at få mødre og fædre til at spørge legekammeraternes forældre, om de opbevarer våben i deres hjem, og om de er forsvarligt gemt væk.

“Mange forældre synes, det er ubehageligt at skulle konfrontere andre med det spørgsmål, men så svarer jeg altid: Luk dine øjne og forestil dig et liv UDEN dit barn,” siger Ann Marie, der ikke er i tvivl om, at det lille spørgsmål kan redde liv og forhindre, at børn støder på ladte våben under uskyldig leg.

“Problemet med våben er for stort til, at vi kan nøjes med at lave love, der alligevel bliver brudt. Vi bliver nødt til at skabe opmærksomhed om faren for at forebygge dødsulykker,” siger Ann Marie, der opfordrer forældre til at låse våben inde i pengeskabe og at opbevare våben og ammunition uafhængigt af hinanden.

Samtidig skal forældrene gøres medansvarlige for, hvad våbnet måtte blive brugt til, om det er røverier eller ulykker, og uanset hvem gerningsmanden måtte være.

“Jeg bekæmper ikke retten til at eje våben. Jeg kæmper for at redde børnene. Vi har i vores familie valgt ikke at have våben, men alligevel døde vores søn af et, fordi andre ikke opbevarer deres våben forsvarligt. Vi er beviset på, at tragedien kan ramme alle familier, selv dem uden våben,” forklarer Ann Marie, der ofte føler, det er en håbløs kamp at skabe et Amerika fri af våbnenes dødelighed.

“Men så tænker jeg på vores elskede søn, og jeg bliver nødt til at håbe på, at nogen hører min historie og forsøger at beskytte deres og andres børn,” siger Ann Marie, der blandt andet holder foredrag og fungerer som talsperson for en række organisationer, der arbejder for at skabe et våbenfrit USA.

Brian døde juleaften 1997. Hvert år bliver han mindet af beboerne i hans barndomskvarter, når de i forbindelse med byens juleoptog gør holdt foran forældrenes hus.

“Jeg følte, at jeg skulle give Brian en gave i himlen. Så da optoget året efter hans død kom forbi vores hus, slap jeg tolv balloner fri, som jeg sendte op til Brian. En ballon for hvert år han havde levet. I samme øjeblik stoppede optoget. Og i årene efter udviklede det sig til en smuk tradition,” fortæller Ann Marie.

Mere end 22 millioner amerikanske børn bor i hjem med håndvåben. Sundhedsorganisationen Nationwide Children’s Hospital anslår, at i mere end halvdelen af hjemmene opbevarer forældrene ikke håndvåbnene bag lås og slå på trods af, at skydevåbnene i de fleste tilfælde er ladt. Ifølge organisationen ved otte ud af ti børn over syv år, hvor deres forældre opbevarer våbnene.

Retten til rekyl
Alle amerikanere kan få en våbentilladelse og købe et skydevåben, medmindre de er tidligere straffet for alvorlige forbrydelser eller lider af en psykisk sygdom. Retten til at eje og bære håndvåben er sågar indskrevet i den amerikanske forfatning, hvor der står:

“Da en velordnet milits er nødvendig for en fri stats sikkerhed, må der ikke gøres indgreb i folkets ret til at besidde og bære våben.”

Vil man til gengæld bære sit våben under indkøbsturen eller restaurantbesøget, skal man have en særlig tilladelse til det. Lovgivningen varierer fra stat til stat.

Selve købet forudsætter dog kun, at FBI foretager et baggrundstjek, som fastslår, at du ikke er eftersøgt eller tidligere straffet. I nogle stater kan våbensælgeren foretage tjekket, og i næsten 4000 tilfælde hvert år udleverer butikkerne ved fejl våben til personer, som FBI senere afviser at godkende. På det tidspunkt har køberen dog forladt butikken med sit håndvåben.

For at mindske antallet af fejl og impulsdrab har flere stater indført det, de kalder en ’cool down’-periode. Du kan købe dit våben i dag, men du får det først udleveret om 2, 3 eller 7 dage afhængigt af staten. Med andre ord skal man ikke kunne se sig sur på naboen om morgenen, købe våbenet om formiddagen og så køre hjem for at skyde manden på den anden side at hækken om eftermiddagen. Man skal have tid til at ’køle ned’ og tænke sig om. I andre tilfælde skal nedkølingen forhindre folk i at begå selvmord i affekt. I USA begås halvdelen af alle selvmord ved hjælp af håndvåben.

Der findes kun få regler for, hvilke våben man kan købe og i hvilken alder. Reglerne varierer igen fra stat til stat, men som oftest kan 18-årige købe en riffel, mens man må vente til det 21. år, før man kan købe et håndvåben. Og riflen skal du ikke vente på. Den kan du få udleveret med det samme i flere stater.

Ifølge analyseinstituttet Gallup har 45 procent af alle amerikanske mænd valgt at udøve deres ret til at købe skydevåben, mens det blandt kvinder er blot 15 procent. I alt findes der våben i godt 32 procent af samtlige amerikanske hjem. Eddys familie er en af dem, og herren i huset har benyttet sig at retten til at forsvar sig og tage liv.

Dræberen:
De forsvandt som kakerlakker i mørket
Eddy Lopez, 46 år | Våbeninstruktør og drabsmand

Hialeah, Florida, august 2014
“Jeg handlede instinktivt. Det reddede min bedstefars liv og kostede røveren hans. Jeg er ikke stolt af, at jeg har slået ihjel, men jeg er stolt af at have reddet et liv. Og jeg vil til enhver tid skyde for at redde liv igen.”

Eddy forventer det værste, og han er altid forberedt på det meste. Det er hans natur, efter at han har levet store dele af sit liv i miljøer, hvor få sekunder kan afgøre et menneskeliv.
Barndommen tilbragte Eddy i et af Los Angeles’ belastede latinokvarterer, og da familien flyttede til Miami, var det ikke med udsigt til Atlanterhavet. Udsigten var nærmere vold og sociale problemer i bydelen Hialeahs gader, fortæller Eddy, da han parkerer sin firehjulstrækker foran en liquor store, hvor håndskrevne skilte lokker med billig sprut. Vinduernes neonreklamer vidner om, at udvalget er stort.

Ingen skilte fortæller dog om de mange gange, folk ikke er kommet for at hente bourbon og bajere, men kasseapparatet. Røverierne er flere gange endt i overfald og et meningsløst drab.
“Der er sket en forråelse i Hialeah. De kriminelle er blevet mere brutale, og der er flere af dem. På et tidspunkt røvede en mand denne liquor store, og da han havde fået pengene, skød og dræbte han alligevel ekspedienten. Det er som om, det ikke længere er nok bare at begå røveriet. Afslutningen skal i dag være så brutal som overhovedet muligt,” fortæller Eddy, hvis familie i generationer har boet få hundrede meter fra butikken.

Familien har dog ikke skullet bevæge sig hen til liquor storen for at opleve røverier og drab. Virkelighedens Hialeah har med årene gjort Eddy til en hårdfør og konsekvent mand.

Med sin fremtoning indgyder han også øjeblikkelig respekt. Han er lav, men skuldrene er kompakte som overlæggeren på et håndboldmål. Og når Eddy taler, er munden stram, og øjnene viger ikke fra modpartens. Samtidig bruger han få ord for at virke så præcis i sin fremtoning som muligt. Og hans verbale modpart konfronteres konstant, når Eddy følger sine meninger op med at spørge direkte til, om samtalepartneren er enig eller har et bedre argument. Trods sin insisterende attitude er Eddy dog altid venlig. Han lytter koncentreret uden at afbryde. Eddy sætter pris på høflighed.

Da han har parkeret bilen foran familiens hus i Hialeah, bevæger han sig militaristisk frem. Skridtene er lydløse og korte, men alligevel hurtige. Og når Eddy bevæger sig frem, er han aldrig alene. Han har altid en lille sort lædertaske over skulderen. Tasken hænger så præcist mellem overarm og ribben, at hans hånd hurtigt kan finde vej ned i den om nødvendigt. For tasken indeholder det, der for Eddy kan være forskellen på liv og død: En Glock 19. Da han forklarer hvorfor, udelader han ingen detaljer, for Eddy sætter også pris på præcision.

En dag for godt tyve år siden bad en lokal frisør Eddy komme igen et par timer senere, hvor han havde tid til at trimme den vigende frisure. I stedet for at vente i salonen tog Eddy tilbage for at hvile sig i baglokalet til bedstefarens isenkræmmer-forretning. Eddy var forinden blevet hjemsendt fra marinekorpset efter at have gjort tjeneste under den første Irakkrig, og mens han overvejede sin fortsatte karriere, lejede han sig ind i baglokalet.

Eddy parkerede sin bil i den lille, støvede gyde bag isenkræmmeren, og han valgte at tage bagindgangen i stedet for hoveddøren. Det skulle vise sig at være det bedste valg, han har truffet i sit liv.

Da Eddy trådte ind i baglokalet, hørte han lyden af et menneske i smerte. Og synet, der mødte ham i butikslokalet, forfærdede. Den 61-årige bedstefar lå på gulvet, mens tre røvere skiftevis hamrede løs på hans ansigt med knojern. Til sidst rettede en af røverne pistolen mod den forsvarsløse bedstefar, men før han trykkede af, kom Eddy ham i forkøbet. Instinktivt havde han trukket sin pistol og skudt tre gange mod den bevæbnede røver.

“Da jeg skød, forsvandt røverne ud af butikken, som kakerlakker forsvinder i skjul, når man tænder lyset,” husker Eddy.

Til Eddys store overraskelse var røveren i stand til at flygte, selvom Eddy var sikker på, at han havde ramt ham på klos hold. Og da han havde set til sin bedstefar, fortsatte han jagten for at pacificere røveren endeligt. Han opgav dog hurtigt jagten. Parkeringspladsen uden for butikken var fyldt med legende børn, og Eddy turde derfor ikke skyde efter røverne. I stedet affyrede han et varselskud i luften for at skræmme røverne væk, inden han alarmerede politiet.

Politiet nåede dog aldrig at besvare opkaldet, før Eddy måtte smide røret. I samme øjeblik han tastede 911, styrtede en nabo ind i butikken og fortalte, at en af røverne havde gemt sig lige uden for butikken tæt på de legende børn.

“Da jeg kom ud, kunne jeg se, at han var faldet sammen på fortovet. Jeg var klar over, at det var ham, jeg ramte, og jeg tænkte, at det var ovre. Mit mål var nu blot at sikre, at han var uskadeliggjort. Men da han fik øje på mig, flygtede han igen. Selvom han var hårdt såret, kravlede han på alle fire som en hund direkte ud mellem bilerne. Han var bange. Og da jeg nåede ham, rettede jeg mit våben mod hans hoved og beordrede ham til at ligge stille. Da jeg fik trukket ham ind på fortovet, ankom fire politibiler i samme øjeblik. Nogle vidner havde ringet efter dem,” husker Eddy.

Betjentene søgte beskyttelse bag de åbne bildøre, mens de beordrede Eddy til at smide sig selv og sin Glock på jorden, inden han blev lagt i håndjern. Før politiet nåede at køre Eddy bort, mistede røveren livet som følge af de tre skud, der ramte ham i brystkassen og lysken.

“Jeg var på intet tidspunkt bange, kun fokuseret på at redde min bedstefars liv,” fortæller Eddy, der efter anholdelsen tilbragte de kommende timer i politiets afhøringslokale, mens lægerne på det nærliggende hospital kæmpede for at redde bedstefarens liv.

Samtidig pågreb politiet de to andre røvere, der havde barrikaderet sig i deres hjem få hundrede meter fra bagindgangen til isenkræmmeren.

“Det er fuldstændig vanvittigt at tænke på, at det var naboer, som angreb min bedstefar. De kendte ham uden tvivl forinden og har været i hans butik talrige gange,” siger Eddy, der kort efter blev løsladt af politiet, som aldrig sigtede ham for mord. Eddy havde skudt for at redde liv. Ikke for at stjæle det.

Overfaldet på bedstefaren blev ironisk nok også Eddys svar på, hvilken karriere han skulle vælge. Siden har han viet sit liv til at forsvare amerikanernes ret til at bære skydevåben.

“Min historie beviser, at våben i de rigtige hænder redder liv. Havde jeg ikke haft et våben, ville min bedstefar være død og forbryderen i live. Det ønsker ingen,” siger Eddy, mens han viser to laminerede kort, der er kilden til stolthed.

Det ene kort viser, at Eddy må bære et skjult våben, uanset hvor han bevæger sig i Florida, og det andet, at han har tilladelse til at undervise andre i, hvordan de bruger deres. I dag driver han et firma, som uddanner sikkerhedsvagter og private i våbenbrug. De seneste 15 år har godt 1500 amerikanere været gennem et træningsforløb hos Eddy.

“Men det er desværre kun en promille af amerikanere, der har våben, som også modtager træning. Jeg er fortaler for privates ret til at bevæbne sig, men jeg synes ikke, at loven fungerer. Alle lovlydige borgere skal kunne købe et våben, men det skaber ofte mere fare end tryghed, når de trækker deres våben for at forsvare sig,” siger Eddy.

Han mener, at mange uskyldige liv er gået tabt, fordi våbenbæreren ikke har kunnet sigte, og de har derfor i stedet ramt uskyldige frem for forbryderen, som kuglen var tiltænkt. Samtidig kender mange ikke reglerne for selvforsvar, og de risikerer at tage forbryderes liv uden at have loven i ryggen.

“Der er eksempler på, hvordan nogen er blevet truet på livet, og bagefter er de taget hjem for at hente et våben. De kører så tilbage og skyder vedkommende, der truede. Det er ikke meningen. Et våben skal bruges til at afværge en øjeblikkelig trussel. Ikke til at begå hævn,” siger Eddy, der ikke har meget til overs for de landsmænd, der mener, at lovgiverne i højere grad skal forhindre folk i at bevæbne sig frem for at beskytte sig. Eddy frygter dog ikke, at våbenmodstandere får held til at skærpe den amerikanske våbenlov.

“Denne nation er anlagt ved brugen af våben. Og det står skrevet i den amerikanske forfatning, at befolkningen har ret til at forsvare sig mod en tyrannisk regering. Lovgiverne skal huske, at det ikke er en ret, de har givet os, men en ret, som de har lovet at forsvare. Regeringen i Washington skal samtidig huske, at den amerikanske befolkning er bevæbnet, så hvis den tyranniserer sine egne, så har vi også mulighed for at slå tilbage. Og forsøger politikerne at ændre ved dette, vil der rejse sig uoverskuelige protester over hele landet,” siger Eddy.

Spørger man Eddy, om han til gengæld ikke kan se, at en mere restriktiv lovgivning og færre våben på private hænder formentlig vil betyde færre drab i amerikanske gader, ryster han konsekvent på hovedet.

“Forbrydere vil altid begå forbrydelser. Og de vil også altid kunne skaffe sig våben. Har de ikke en pistol, bruger de en kniv, og har de ikke en kniv, bruger de en sten. Derfor er det også det vigtigere, at ordentlige, retskafne borgere har mulighed for at forsvare sig. Det er ikke våbnet, men ejeren, der dræber. Til gengæld er det våbnet, der forsvarer den uskyldige,” siger Eddy.
Klummen bygger på uddrag fra bogen ‘Drømmenes deroute’ af Steffen Hou

Lighed for loven? | Retsvæsen

“Don’t shoot, don’t shoot,” skriger menneskemasserne på gaden, da de passerer restauranten i New Yorks finansdistrikt. Bag ruderne sidder Rob. Han ryster opgivende på hovedet, mens den ophidsede forsamling fortsætter protesterne over, at en jury få timer tidligere har frikendt en politibetjent for drabet på en 18-årig afroamerikaner i byen Ferguson, Missouri.

Da jeg spørger Rob, som er min tilfældige sidemand på restauranten, hvorfor han højlydt lader sig provokere af demonstranterne, identificerer han sig som en af dem, demonstranterne frygter vil trække sin tjenestepistol og skyde.

“Hvis demonstranterne blot kendte den virkelighed, som vi betjente agerer i, og den sande identitet bag mange af dem, som politiet dræber, ville de nok være mere taknemmelige og afdæmpede,” siger Rob, der har gjort tjeneste i godt to årtier.

Ifølge ham fokuserer medierne kun på, at betjentene har dræbt og ikke hvorfor. Men døden har altid en årsag, som Rob siger, og sandheden er, at den dræbte som oftest forinden har været en trussel mod andres liv.

“Betjente dræber som udgangspunkt for at redde andres eller eget liv,” siger Rob, der mener, at en ensidig mediedækning har betydet, at mange amerikanere har et hadefuldt forhold til landets politikorps, der i dag er udråbt som skydegale racister.

Mange demonstranter og politikere mener dog, at betjentene udøver politibrutalitet og alt for ofte affyrer deres våben. Ifølge avisen The Guardian blev over 500 amerikanere dræbt af politiet i løbet af de første fem måneder af 2015. Godt 30 procent af de dræbte var afroamerikanere, om end de kun udgør 13 procent af befolkningen, samtidig med at de dræbte afroamerikanerne oftere har været ubevæbnede.

Otte ud af ti hvide, som politiet skyder, er bevæbnede, mens det blandt afroamerikanere kun har været syv ud af ti. Mange afroamerikanerne mener derfor, at drabene er udtryk for, at der blandt landets betjente hersker en udpræget racisme og diskrimination af sorte borgere.

Ud af flere tusinde politidrab er kun 54 politibetjente de seneste ti år blevet retsforfulgt, skriver Washington Post. Samtidig kritiseres politiet for at gribe til våben langt oftere end kolleger i eksempelvis England, Tyskland og Australien.

Det er ikke kun forbryderne, der mister livet i mødet mellem lovbryder og håndhæver. Det seneste årti er tæt på 1500 betjente også blev dræbt i tjeneste.

“Vi er også ofre, selvom vi er i uniform,” siger Rob, der er en af over 900.000 amerikanske betjente, som hvert år samlet set konfronteres med cirka 1,2 millioner voldelige forbrydelser. I mødet med forbryderne bliver godt 60.000 betjente overfaldet.

Politibrutalitet er ikke alene om at få amerikanerne til at tvivle på deres retssikkerhed. I flere tilfælde er uskyldige blevet dømt for forbrydelser, de aldrig har begået. I værste fald er de blevet idømt dødsstraf, og det har i stigende grad fået befolkningen til stille spørgsmålstegn ved, om den ultimative straf også skal være en del af fremtidens retssamfund. Godt 55 procent af amerikanerne støtter fortsat brugen af dødsstraf, men det er dog det laveste antal tilhængere nogensinde.

Når flere amerikanere i dag er modstandere af dødsstraf, skyldes det ifølge direktør Matt Cherry fra organisationen Death Penalty Focus, som arbejder for at afskaffe dødsstraf, at den ultimative straf ofte har den modsatte effekt af den tilsigtede.

“Når vi reagerer på drab med drab, udvikler vi en samfundsopfattelse af, at det generelt er okay at slå ihjel, og vi tror, at vi kun kan bekæmpe mord ved at tage livet af morderen. Men når et menneske overvejer mord, er det ikke frygten for dødsstraf, som stopper ham. Hvis han skal stoppes, er det gennem forebyggende arbejde. At straffe drab med drab skaber kun et hævntørstigt samfund. Ikke et voldsfrit et,” siger Matt Cherry.

Han mener, at de amerikanere, der er tilhængere af dødsstraf, ofte lever i frygt for at blive ofre for forbrydelser, og de forsøger at bekæmpe deres frygt ved at støtte brugen af den strengeste straf.

“Nogen mener, at vi skal beskytte os mod vold ved brugen af vold. Men at straffe med vold mindsker ikke antallet af mord. USA er det eneste udviklede vestlige land, som fortsat bruger dødsstraf, men samtidig er vi også det vestlige land, der har de højeste mordrater,” fortæller Matt Cherry.

USA har de seneste tyve år oplevet halvt så mange mord som tidligere. Alligevel er antallet af mord fortsat dobbelt så højt per indbygger som i de fleste europæiske lande og hos naboerne i Canada. Og Matt Cherry påpeger samtidig, at amerikanske stater, der bruger dødsstraf, ikke er sikrere end de stater, som har afskaffet straffen.

“Der er ingen statistisk sammenhæng mellem antallet af mord og brugen af dødsstraf,” forklarer Matt Cherry, og undersøgelser viser da også, at selvom et flertal støtter brugen af dødsstraf, så mener syv ud af ti amerikanerne ikke, at dødsstraffen mindsker antallet af mord.

“De er alene drevet af hævntørst,” siger Matt Cherry.

I dag forbeholder 32 stater sig retten til at henrette deres egne borgere, mens forbrydere ikke skal frygte for livet i landets øvrige 18 stater. På verdensplan er det cirka 20 lande, som gør brug af dødsstraf. De lande, der henretter flest borgere ud over USA, er Sudan, Saudi-Arabien, Nordkorea, Iran og Kina.

“Der er en bevægelse i retning af, at flere mener, vi skal straffe med livslang fængselsstraf frem for dødsstraf. Specielt yngre generationer er imod dødsstraf, og derfor tror vi, at vi en dag vil opleve et USA uden dødsstraf,” siger Matt Cherry.

Når mange vender sig mod dødsstraf sammenlignet med for blot to årtier siden, hvor 80 procent af amerikanerne var for dødsstraf, skyldes det ifølge Matt Cherry, at der i nyere tid har været mange eksempler på fanger, som har afventet deres henrettelse på dødsgangen, men som i sidste øjeblik er blevet løsladt, da det har vist sig, at de var uskyldige.

Flere end 150 personer er gennem de seneste 40 år blevet frikendt og løsladt, efter at de i første omgang er blevet dømt til døden. Og en gruppe af jurister fra University of Michigan Law School, der har undersøgt fejlmarginen i 8000 dødsdomme siden 1970, har konkluderet, at fire procent af alle dødsfangerne har været uskyldige.

USA er det land, der fængsler flest personer i forhold til antallet af indbyggere. Ifølge organisationen Prison Policy sidder der hver dag 2,4 millioner amerikanere bag lås og slå i mere end 5100 amerikanske fængsler. Og selvom afroamerikanere og latinamerikanere udgør blot 30 procent af befolkningen, udgør de godt 60 procent af alle indsatte.

I alt er godt 12 millioner amerikanere i kontakt med fængselsvæsnet på et tidspunkt i løbet af et år, viser en opgørelse fra det amerikanske justitsministerium. Og i organisationen Innocence Project, der hjælper indsatte til at bevise deres uskyld, anslås det, at op mod fem procent af alle amerikanske fanger er uskyldige.

Ofte lykkes det først for dem at påvise deres uskyld efter i nogle tilfælde at have tilbragt flere årtier bag tremmer. Samtidig slipper nogle betjente for at få deres straf, da ofrene ikke tør anmelde dem. Nick Yarris tilbragte 22 år på dødsgangen dømt for mord og voldtægt, som han aldrig begik.

Dødsfangen:
Dømt på en løgn
Nick, 54 år | Uskyldigt idømt dødsstraf for mord

Claremont, Californien, maj 2015

“Folk sagde, at jeg enten ville være død eller sidde i fængsel på livstid, inden jeg fyldte 21 år. De fik desværre ret,” fortæller Nick Yarris.

Den nu midaldrende mand taler hurtigt og uden afbrydelser om sit favorithold i amerikansk fodbold, Philadelphia Eagles, og et smil breder sig i hans ansigt, da han glæder sig over holdets seneste sejr. Men da talestrømmen bevæger sig ind på det, han kalder en forspildt ungdom uden sejre, forsvinder både stemmen og det ellers faste blik.

“Når jeg tænker tilbage på, hvordan mit liv var som barn, og hvordan jeg udviklede mig som ung, bliver det hele meget sort. Både mine tanker og mine gerninger. Der findes næsten ikke den type forbrydelse, jeg ikke begik,” fortæller Nick.

Alligevel var det to forbrydelser, han var uskyldig i, der skulle få den største betydning for hans liv.

Den første fandt sted i 1968, et år præget af kaotiske og voldelige begivenheder i USA. I april blev borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King myrdet, og to måneder senere blev landets vicepræsident Robert F. Kennedy, skudt. Samtidig var flere storbyer præget af demonstrationer mod USA’s deltagelse i Vietnamkrigen, og voldsomme uroligheder brød ofte ud mellem demonstranter og myndigheder.

“Det år vil altid være skelsættende for mig, for det var samme år, at alt i mit liv også blev kaotisk og voldeligt,” fortæller Nick.

Den syv-årige Nick fik en dag lov til at lufte familiens hund Jocko, men i stedet for, som aftalt med moren, at holde sig til Philadelphias oplyste gader, bevægede den lille dreng sig ned ad en skrænt og ind i et mindre skovområde. Pludselig sad manden på en træstub foran Nick.

“Jeg kunne næsten ikke trække vejret af ren frygt, da jeg så ham. Jeg havde aldrig i mit liv været så bange, men jeg forsøgte at være sej, og i stedet for at vende om ville jeg være modig og gå forbi ham. Det skulle jeg aldrig have gjort,” fortæller Nick, der kendte manden af udseende og fra de mange vandrehistorier, som områdets beboere fortalte om ham.

Den unge mand havde ry for nådesløst at tæve både granvoksne mænd og skrøbelige børn. Den eftermiddag fandt Nick ud af, at det ikke var vandrehistorier. Den voldelige stofmisbruger gik amok i en brutal blodrus og endte med at voldtage den syvårige dreng.

Da Nick lå misbrugt og gennembanket tilbage, sagde den godt 10 år ældre gerningsmand, at han ville dræbe Nicks familie, hvis han sladrede om overfaldet. Nick var rædselsslagen, og han fik derfor aldrig fortalt sine forældre, hvad der virkelig var sket.

“Da min mor åbnede døren, besvimede hun næsten ved synet af mit blodige ansigt. Jeg kom på hospitalet, men jeg fortalte aldrig, hvordan jeg var blev slået i hovedet med en sten og forsøgt kvalt. Det kunne måske have hjulpet til, at jeg havde fået den rette behandling,” tænker Nick højt her godt 47 år efter overfaldet, som blandt andet betød, at han fik en mindre hjerneskade og udviklede et iltert temperament.

“Jeg begyndte at slås for at kunne forsvare mig mod andre og for at bygge et skjold op. Jeg ville ikke leve i frygt for at blive overfaldet igen. I stedet blev det mig, der overfaldt,” siger Nick og fortæller, at hans liv fra den ene dag til den anden ændrede sig fra tryghed og glæde til kaos og vold.

Skoledrengens liv var i frit fald, og da Nick var 15 år, blev han anholdt for første gang.

“Jeg havde forsøgt at begå røveri mod mine forældres nabo for at skaffe penge til stoffer,” fortæller Nick, der de efterfølgende år gentagne gange blev ført bort fra forældrenes hus på bagsædet af en politibil.

Gradvist blev Nick mere og mere følelseskold, og han mærkede ikke decemberkulden, da han en sen nattetime i 1981 ræsede gennem Philadelphias gader. Adrenalinet og metaamfetaminen pumpede i blodet, da en betjent fik stoppet Nick og trukket ham ud af den stjålne bil. Det var anden gang inden for blot 14 dage, at politiet fangede Nick i en bil, som han havde startet med en skruetrækker frem for nøgle.

Da betjenten forsøgte at lægge Nick i håndjern, udviklede mødet mellem betjenten og biltyven sig til et slagsmål, hvor betjenten efterfølgende anklagede Nick for at have forsøgt at stjæle hans tjenestevåben med henblik på at skyde ham. Da biltyven kom for en dommer, stod han derfor til fængsel på livstid. Nick gik i panik. Og han besluttede sig for at indgå en aftale med anklagemyndigheden, efter at have læst en avisartikel om den 32-årige Linda Craig. Moren til tre små børn var få uger tidligere blevet fundet voldtaget og myrdet – og det blev den anden forbrydelse, der skulle vise sig at ændre Nicks liv.

Nick fortalte politiet, at hans ven Jimmy Brisbois havde indrømmet at have begået forbrydelsen. Han tænkte, at hans løgn kun havde vindere. Politiet kunne afslutte mordsagen, og Nick kunne få straffenedsættelse, hvis han skulle blive dømt for drabsforsøg på politibetjenten. Jimmy ville heller ingen skade lide, for Nick havde hørt, at vennen få dage tidligere var død af en overdosis.
Nick fortalte derfor roligt om Jimmys indrømmelser og byggede sin forklaring op om de detaljer, han havde læst i artiklen, så han virkede så præcis og troværdig som mulig.
“Men det hele var nytteløst,” fortæller Nick.

Kort efter kom hans sag om drabsforsøget på betjenten for retten. Det viste sig, at politibetjenten havde løjet om hændelsesforløbet, og Nick blev frikendt for drabsforsøg.

“Løgnen om Jimmy og mordet havde altså været helt unødvendig. Sikke en idiot, jeg var. Havde jeg ikke fortalt den løgn, ville jeg have haft et helt andet liv,” konstaterer Nick.

For mens Nick havde været i retten, havde politiet efterforsket hans påstande. Efterforskningen viste, at Jimmy fortsat var i live, og at det var hans bror, som var død af en overdosis. Jimmy havde samtidig et uanfægteligt alibi. Og politiet rettede derfor deres mistanke mod Nick. Når han selv havde bragt forbrydelsen på banen og kendte detaljer derfra, måtte han også selv stå bag, mente politiet. Da blodprøver samtidig viste, at Nick havde samme blodtype, som gerningsmanden havde efterladt på offeret, var hverken politiet eller dommeren i tvivl. Blodtypen B har kun cirka 10 procent af alle amerikanske mænd. Og da retssagen blev indledt, krævede anklageren, at Nick blev idømt dødsstraf.

“Mens jeg ventede på domsafsigelsen, kunne jeg fra arrestens vindue kigge ned på gamle venner og naboer, som var mødt op for at følge sagen. De ventede nu uden for retsbygningen på dommen, mens de røg. Da de fik øje på mig i vinduet, begyndte de med hænder og arme at imitere en mand, der sad i den elektriske stol og spjættede, mens han fik stød. Det slog fuldstændig bunden ud af mig at se, hvor onde gamle venner pludseligt var. Det næste, jeg husker, er, at jeg får min dødsdom og hører min mor, som sidder bag mig i retten, bryde helt sammen,” fortæller Nick og tager en dyb indånding.

Selvom hans tanker de seneste årtier har kredset om dette øjeblik igen og igen, har han svært ved at finde ord, der beskriver såvel det som de overgreb, som ventede i et af USA’s mest brutale fængsler, Huntingdon. Da han genoptager sin fortælling, er stemmen forvandlet fra rolig til resolut. Overgrebene skulle de næste 22 år gøre ham til en endnu koldere og kynisk voldsmand, end da han levede af forbrydelser. Selv det første møde med fængslets inspektør blev blodigt.

“Mens han stirrede mig i øjnene, sagde han helt roligt: ’30 sekunder’. De næste 30 sekunder gennemtævede fængselsbetjentene mig med deres knipler. Afstraffelsen var fængselsinspektørens måde at byde mig velkommen til Huntingdon og at vise, han havde magten i fængslet,” husker Nick, da han beskriver sit første møde med fængslet, hvor han skulle indtage dødsgangen.
Overfaldet var det første af en lang række, som fulgte. Og når betjentene ikke selv tævede fangerne, sørgede de for, at fangerne maltrakterede hinanden. Glæden blandt betjentene var særlig stor, når hvide fanger gennembankede sorte.

“Ni ud af ti fængselsbetjente var hvide, og de skulle holde styr på fangerne, hvor nærmest ni ud af ti var sorte. Betjentene hadede de sorte fanger og gjorde alt for at straffe dem. En af måderne var ved at tvinge fangerne til at slås med hinanden og så håbe på, at de hvide vandt,” fortæller Nick, inden han med tungt åndedræt beklager, at han ikke kan lade være mere at blive følelsesmæssigt påvirket, da oplevelserne fra Huntingdons iskolde celler minder ham om, hvor onde mennesker kan være, når de presses til det.

“Jeg blev lukket inde i en tom celle, og så ventede jeg bare på, at betjentene tvang en anden fange derind. Når vi begge var i cellen, reagerede vi instinktivt og tævede løs på hinanden. Det kunne være din bedste ven, de lukkede ind, men hvis du ikke bankede ham, bankede han dig. Imens morede betjentene sig og væddede om, hvem der ville vinde,” siger Nick og forklarer, at der altid lå en fange livløs på gulvet.

“I fængslet lærer du at slås, så du er til livsfare for andre. Jeg kan i dag slås på en måde, som almindelige mennesker aldrig ville overleve. De mennesker, vi lukker ud af fængslerne, er ofte langt værre end dem, vi lukker ind,” mener Nick.

De mange slagsmål og fængslets brutalitet fjernede enhver menneskelig omsorg blandt fangerne. Mange indsatte valgte også at begå selvmord for øjnene af andre, og bagefter var fængselsvagternes eneste bekymring, at de skulle fjerne ligene.

“På et tidspunkt åbnede fængselsbetjentene døren ind til en celle, og som en raket spurtede den indsatte ud af cellen. Han kastede sig ud over gelænderet og landede flere etager nede. Han kunne ikke mere. Han ønskede bare at dø. Det skete igen og igen, at fanger begik selvmord for øjnene af os andre,” fortæller Nick og bliver stille, mens tankerne igen forsvinder et sted hen, hvor Nick siger, at der under fængselsopholdet var meget mørkt og ensomt.

“Jeg havde indimellem de værste tanker. Jeg var ved at blive sindssyg og bankede mit hoved ind i væggen, til jeg blødte. Jeg gjorde det for at mærke mig selv. Når jeg mærkede smerten, følte jeg mig i live, og at jeg stadig var menneske. Når det ikke var nok, forsøgte jeg at begå selvmord,” fortæller Nick, hvis håb gradvist blev udtømt.

“Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig, og specielt i starten troede jeg på, at jeg en dag også ville blive frifundet. Jeg troede på retfærdigheden, men det blev sværere og sværere,” fortæller Nick.

Han søgte flere gange om at få genoptaget sin sag, men hver gang blev hans anmodning afvist. Og da Nick i forbindelse med en retshøring tre år efter sin dødsdom stak af fra sine vogtere og flygtede til Florida, forsvandt hvert et håb om, at hans appelsag en dag måtte komme for en dommer.

Inden han blev ført tilbage til Huntingdon efter sin flugt, skulle han vente fire måneder på dødsgangen i Floridas ulidelige hede, mens hans overførselspapirer blev sendt gennem systemet.
“Det var så varmt i fængslet, at sygeplejerskerne gav fangerne piller, som skulle forhindre dem i at dehydrere. I Huntingdon brændte fangerne derimod toiletpapir af i cellerne om vinteren for ikke at dø af kulde,” fortæller Nick, der også særligt husker sine dage på dødsgangen i Florida for at have budt på et møde med en af USA’s mest notoriske forbrydere, der boede i nabocellen.
Ted Bundy var en lille og utrolig intelligent fyr, som udadtil virkede helt uskadelig, men bag facaden var han indbegrebet af ondskab, husker Nick om seriemorderen, der før sin død tilstod voldtægt og drab på 30 kvinder, primært universitetsstuderende. De mange drab begik han over en periode på blot fire år, og det menes, at Ted Bundy nærmere har slået mindst 50 personer ihjel, men at retten blot aldrig fik bevist det.

“Ted var så ond, at man ikke skulle tro, det var menneskeligt muligt, og efter et sammenstød i fængslets bibliotek jagtede han mig hver dag. Han var besat af tanken om at pine mig, hvis han bare kunne komme fysisk i kontakt med mig,” fortæller Nick, der påkaldte sig Ted Bundys vrede, da Nick afviste hans venskab med henvisning til, at han tog afstand fra hans drab på de unge kvinder. Bemærkningen fik seriemorderen til at gå amok. Til Nicks held var de to adskilt af et lille, hullet metalgitter, som Ted Bundy ellers forsøgte at flå itu med sine bare næver.

“Han gik fra at være menneske til dyr. Selv hans kropslugt forandrede sig.”

Nick afviste dog ikke venskab med en anden fange, James, en afroamerikansk mand, der havde længe ventet på efter eget ønske at blive henrettet. Oprindeligt var han blev idømt dødsstraf, men senere omstødte retten hans dom til livsvarigt fængsel. James ønskede dog ikke at tilbringe resten af sit liv i fængsel, så under en fængselsgudstjeneste dræbte han en anden fange foran fyrre vidner med håbet om på ny at blive idømt dødsstraf. Men heller ikke dette mord sendte ham i den elektriske stol. I stedet myrdede han yderligere to fanger, før han fik sit ønske opfyldt, og han afventede nu sin henrettelse.

Selvom James fortalte Nick, at han havde dræbt i alt ti mennesker, udviklede Nick langsomt et venskab med massemorderen, og de to trænede efterhånden sammen hver dag, kun adskilt af gitteret. Fængslet havde tilbudt, at de kunne træne sammen i et bur, men Nicks intuition sagde ham, at han ikke skulle være i direkte fysisk kontakt med andre dødsfanger. Flere gange havde Nick dog overvejet, om han ikke skulle smide sin paranoia og i stedet løfte vægtstængerne sammen med James, der dagligt opfordrede ham til det.

Da Nick fik at vide, at han snart skulle føres tilbage til Huntingdon, delte han nyheden med James som den første. Det fik James til at stoppe sine armbøjninger, og med rolig stemme rejste han sig og gik hen til gitteret for at fortælle Nick en grufuld hemmelighed.

“Jeg har slået alle mine ofre ihjel, alene fordi de var hvide. Min plan var at lokke dig her ind i cellen. Havde jeg fået chancen, havde jeg også slået dig ihjel. Det er intet personligt, men jeg har i sinde at slå så mange af jer hvide djævle ihjel, før jeg selv skal dø,” fortalte James, inden han roligt genoptog sine armbøjninger.

Med sin nyerhvervede viden om, at James var mindst lige så skræmmende som Ted Bundy, var Nick derfor glad, da han forlod fængslet i Florida med kurs mod Huntingdon. Den 11 timer lange køretur tilbage til hans udgangspunkt gjorde det dog tydeligere for ham, at de væbnede røverier, han havde begået under sin næsten en måned lange flugt, ville fjerne enhver chance for at få genoptaget hans sag. At han fik lagt 40 år oven i sin oprindelige dødsdom for flugten, betød mindre. Til gengæld frygtede han, hvordan fængslet ville straffe ham. Flugten havde fået medieopmærksomhed og sat Huntingdon i et dårligt lys, mens de to fængselsbetjente, der havde ladet ham undslippe, blev suspenderet i en periode uden løn. Nicks straf ville blive korporlig og langvarig.

Fire betjente iført ansigtsmasker, så de ikke fik blod på sig, gennembankede Nick med stave, mens andre dødsfanger var vidner. Afstraffelsen skulle afskrække dem fra fremtidige flugtforsøg. Da afstraffelsen begyndte, var Nicks eneste ønske, at de måtte ramme hans hoved, så han hurtigt mistede bevidstheden og dermed følelsen af smerte. Hans ønske blev efterkommet.

Nick var budt velkommen tilbage til Huntingdon, og langsomt svandt håbet om, at retfærdigheden måtte ske fyldest. Alligevel kæmpede Nick de følgende femten år for at få gennemtrumfet en appelsag, og han begyndte at studere jura og fulgte psykologikurser for at kunne føre sin sag. Men igen og igen viste hans kamp sig forgæves, og da Nick blev ramt af det, lægerne mente var en uhelbredelig hepatitis, forsvandt lysten til at fortsætte livet. Han ansøgte derfor guvernøren i Pennsylvania om, at staten måtte eksekvere dødsdommen, som den havde idømt ham godt tyve år tidligere.

“At bede andre om at slå dig ihjel er næsten ikke menneskeligt muligt, men jeg havde ikke mere tilbage at leve for. Jeg havde mistet alt, og selvom jeg vidste, det var uretfærdigt at skulle dø for en forbrydelse, jeg ikke havde begået, så følte jeg, at det var eneste udvej,” fortæller Nick.

Guvernøren så positivt på Nicks anmodning, men før han blev placeret i den elektriske stol, krævede guvernøren en sidste gennemgang af sagens bevismateriale. Det blev Nicks redning. Da han i sin tid blev dømt, gjorde man ikke brug af dna-beviser, men den mulighed tilbød videnskaben nu. Sæden, som man havde fundet i og på Linda Craigs lig blev undersøgt, og det samme gjorde dna-spor fra den handske, som morderen havde efterladt i bilen. Beviserne viste, at Nick under ingen omstændigheder kunne være gerningsmanden, og mordet figurerer i dag som uopklaret, mens Nick blev renset for enhver skyld. Efter 22 år bag tremmer kunne han i januar 2004 forlade fængslet som en fri mand.

“Det værste ved at forlade fængslet var at forlade de andre fanger. Vi var hinandens familie, og jeg ved, at flere af dem er uskyldigt dømt som mig. Da jeg forlod fængslet, gjorde det så ondt, at det var lige før, jeg ønskede, at de havde slået mig ihjel,” forklarer Nick.

Lysten til livet og de menneskelige følelser vendte dog hurtigt tilbage, da Nick trådte ud af fængslets port. På den anden side ventede hans mor, og da hun tog sønnen i sine arme, strømmede tårerne ned ad begges kinder.

“I 14 år havde jeg ikke en eneste gang mærket et andet menneskes berøring. Jeg var helt adskilt fra de andre fanger, og når fængselsbetjentene rørte ved mig, var de altid iført handsker. Jeg havde glemt, hvordan et andet menneske føltes, og da jeg efter alle disse år mærkede min mor, væltede følelserne op i mig,” husker Nick.

Siden sin løsladelse har Nick hjulpet andre uskyldigt dømte med at påvise deres uskyld og at oplyse om de fatale konsekvenser, som dødsstraffen har. Nick har blandt andet talt mod dødsstraffen på konferencer over hele verden.

“Det værste, samfundet kan gøre, er at tage livet af sine egne borgere. Og det er helt utilgiveligt, at vi risikerer at slå uskyldige mødre og fædre ihjel. De fanger, der er skyldige, straffer vi langt hårdere ved at lade dem sidde i fængslet. Fængslet er det sidste sted, en livstidsfange ønsker at være. Tror mig, jeg ved det,” siger Nick.
Mens samfundet erkendte Nicks uskyld, har dele af hans familie til gengæld haft svært ved det. Blandt andet søsteren, der bød Nick velkommen hjem med følgende ord, da hun på dagen for brorens løsladelse bad ham følge med ind på et værelse.

“Lige nu tror resten af familien, at vi krammer og indhenter det forsømte, men vi sidder her, fordi jeg vil fortælle dig, at jeg hader dig og aldrig vil tilgive den skam, som du har kastet over familien,” gengiver Nick søsterens ord.

Netop søsterens modtagelse har været medvirkende til, at Nick hver dag fokuserer på ikke at hade andre. Ikke engang de fængselsbetjente, der udsatte ham for fysisk mishandling og psykisk tortur. Hver gang nogen gør ham ondt, reagerer han i stedet ved straks at gøre noget godt for andre.

“Had er en følelse, vi ikke kan ændre. Hvis den først tager bo i dig, slipper du aldrig af med den. Min søster havde besluttet sig for at hade mig, da hun troede, at jeg var skyldig. Hadet var så indgroet i hende, at selv da jeg blev frikendt, kunne hun ikke stoppe med at hade mig,” siger Nick, som i dag har mistet al kontakt med det meste af sin familie. Da moren døde for få år siden, vendte flere familiemedlemmer ryggen til ham i kirken, fordi de ikke ønskede øjenkontakt med ham.

Nick har også mistet kontakten med sin seksårige datter. Moren forelskede sig i Nick efter at have set ham i et tv-program. Men senere søgte hun skilsmisse, og bruddet kostede Nick en million dollars, samtidig med at moren siden har nægtet ham adgang til datteren, som Nick siger, at han savner med hvert et åndedrag. Alligevel holder den tidligere dødsfange fast i et positivt fokus.
“Jeg har set så megen menneskelig ondskab, at det for mig nu alene handler om at vise alt det gode, som vi mennesker rummer. I dag er godheden min grund til at leve. Og kærlighed er den eneste valuta, der giver vores liv værdi. Jeg har derfor heller aldrig opsøgt mine bødler i fængslet. Der kommer ikke noget godt ud af at jagte fortiden,” siger Nick.

Løsladelser fortsætter

I 2015 er flere uskyldigt dømte blevet løsladt, da det amerikanske retsvæsen har erkendt fejl i deres sager.

Manuel Velez, 49 år, blev løsladt fra dødsgangen i Texas, hvor han afventede sin henrettelse for mordet på kærestens etårige datter. Nye tekniske beviser påviste hans uskyld, og da han blev løsladt, fastslog retten, at Manuel Velez også havde været offer for et mangelfuldt forsvar, samtidig med at anklageren havde påvirket juryen på uetisk vis. Manuel Velez sad fængslet i ni år.
Få uger tidligere blev Ricky Jackson, 57 år, og Wiley Bridgeman, 60 år, løsladt i en anden mordsag. I 1975 løj et vidne, og mændene blev dømt for et mord, de aldrig havde begået. Begge var indespærret i 39 år, før deres uskyld blev påvist.

Foråret 2015 blev det første, Debra Milke kunne nyde som en fri kvinde i 22 år, efter at hun tidligere var endt på dødsgangen i Arizona, dømt for at have skudt sin fireårige søn Christopher. Bevisførelsen mod hende byggede alene på, at hun angiveligt skulle have indrømmet mordet over for betjenten Armando Saldate. Hun nægtede dog altid at have tilstået, og da det senere viste sig, at Armando Saldate havde løjet under ed i flere retssager, samtidig med at han er blevet beskyldt for at have foretaget embedsmisbrug i mere end halvdelen af de sager, han har været involveret i, og som er endt med dødsdomme, blev den i dag 51-årige Debra Milke løsladt. Mordet på hendes søn forbliver uopklaret.

Samme forår kunne Anthony Hinton nyde som en fri mand efter næsten tre årtier på dødsgangen i Alabama for to drab, han aldrig havde begået. Havde politiet blot foretaget tekniske undersøgelser af hans pistol, da han blev fængslet i 1986, ville myndighederne have fundet ud af, at Anthony Hinton ikke var morderen. Disse undersøgelser blev først foretaget 29 år senere.

Også Joseph Sledge blev i 2015 løsladt for et dobbeltdrab, som han uskyldigt har tilbragt mere end halvdelen af sit liv i en fængselscelle for. Den i dag 70-årige mand blev dømt for at have slået en mor og hendes datter ihjel i Elizabeth Town i North Carolina. Dagen før mordene var han stukket af fra et nærliggende fængsel, hvor han afsonede fire år for tyveri. Myndighederne tænkte, at han måtte være morderen, men 38 år senere kunne beviser afsløre, at hverken morderens DNA, hår eller fingeraftryk tilhørte Joseph Sledge.

Ovenstående er uddrag fra ‘Drømmenes deroute’ af Steffen Hou. Bogen handler om amerikanske forhold og USA’s problemer med bl.a. om illegal immigration, racisme, politibrutalitet, våbenkontrol og social ulighed.